Sådan får du det parforhold du drømmer om

Han krammede hende ømt i et fast favntag. Han synes hun så så træt og stresset ud og fik lyst at vise hende sin omsorg. Hun mærkede hans interesse og ville ikke indgyde ham til yderligere. Han var sikkert lysten. Og hun orkede ikke at give sig hen til ham og hans favn. Og slet ikke at åbne sit skød for ham. Ikke fordi hun ikke elskede ham. Det gjorde hun skam. Men efter børnenes ankomst var de ligesom gledet mere og mere væk fra hinanden som kærester. Som hun stod der i hans favn, tænkte hun mest på om vaskemaskinen var færdig og tøjet klar til at blive hængt op. Hun kunne jo ikke stå der hele dagen. Hvis ikke hun fik ordnet det praktiske, så var der ingen der gjorde. Hun vristede sig lettere irriteret fri mens hun lagde ansigtet i en venlig fold af et høfligt smil.

Han følte sig afvist men sagde ikke noget. Vendte sig om og lukkede sit hjerte ned igen og traskede ind i stuen mens han kørte pegefingeren over skærmen på sin iphone. I det mindste havde hun ikke irettesat ham over et eller andet han ikke havde gjort korrekt. Han følte hende mere og mere fjern og til tider var hun nærmest en fremmed kvinde. Det var efterhånden sjældent at de elskede. Han mærkede sin krop blive mere og mere hård og følelsesløs. Det var hans værn mod den skærende og altødelæggende følelse af at være en fiasko som kæreste. En der ikke kunne levere. En der ikke kunne finde ud af, at gøre sin kvinde glad. Hvis bare hun var glad, var han også glad. Hans arbejdsdage var blevet længere og længere. Der satte de i det mindste pris på ham og hans indsats.

Hun gik i hastige skridt ud til bryggerset og så den røde knap lyse, som indikation på, at maskinen endnu ikke var færdig- 6 min tilbage stod der i panelet. Hun følte sig ensom som hun stod der. En ensomhed der smertede inden i. Hun måtte straks i sving igen. Det var når hun var i ro, at ensomheden eller den endnu mere ulidelige tomhed kom og fik hendes krop til at snøre sig sammen. Den havde en kraft som var skræmmende. Som om den kunne udslette hende. ”Moar” kaldte den mindste. Reddet på afgrundes rand af sin lille bedårende datter. De små kunne få hende til at åbne sit hjerte. Føle sig værdsat og vigtig. Hun elskede at være mor og hengav det meste af sin kærlighed og ømhed til de to små.

De kom ind af min dør i konsultationen. Smilede forsigtigt men venligt mig i møde, da vi gav hinanden hånden. De sad i hver deres stol og berettede uvant om deres subjektive oplevelser, fremmedheden overfor hinanden og den kærlighed der tidligere havde føltes så stærkt mellem dem. De viste, at kærligheden var intakt inden i dem men kendte ikke længere vejen tilbage til hinanden. Det var også efterhånden længe siden, at de sidst havde været alene, med muligheden for at tale uforstyrret sammen. Sidst de havde gjort det, var det i øvrigt endt med at de begge var blevet sårede og vrede.

De besluttede at give forholdet og dem selv, hver især, den tiltrængte opmærksomhed. Det var ikke let at betræde nye veje. Nemt røg de ind på de samme gamle nedtrådte stier, som de havde gået så ofte af før. Men de ville. De ville kærligheden og hinanden.

De lærte at fortælle om deres oplevelser i jeg-budskaber frem for at tildynge den anden med anklager. De fandt modet og evnen til at sætte ord på følelserne, bag deres før til tider barnlige krav og anklager. De lærte at fortælle om behov og længsler, vel vidende, at de kunne ønske af hinanden men ikke kræve. De lærte eget og den andens sprog for kærligheden. De lærte, at sige undskyld, tilgive og sætte grænser. De lærte, at de ikke kunne få alt og alle behov dækket hos hinanden, men at de på nogle områder, måtte være selvansvarlige for at dække dem. De lærte at graden af egen selvindsigt, gjorden en markant forskel for det gode parforhold. De lærte, at tidligere erfaringer i og uden for parforholdet, kunne være med til at få dem til at reagerede ude af proportioner i en given situation. Erfaringer der skulle heles med professionelt hjælp.

Men vigtigst lærte de, at vise hvem de var. Den nøgne sandhed om hinanden. Den sandhed som de i begyndelse af samtalerne ikke engang kendte om sig selv. Sandheder og indsigter der, når tiden var moden, blev hinanden bekendt. De fandt modet til at turde vise sig, lade sig se-se og blive elsket med det hele. Både det smukke og det kantede. De vedkendte sig de charmerende og elskelige sider samt de skamfulde og mindre charmerende sider hos sig selv og den anden.

De viste sig for hinanden, med chancen for at blive afvist og dømt ude, når de stod allermest sårbare og nøgne. Det var der, i det møde mellem ånd, sjæl og krop deres kærlighed for alvor fandt vejen hjem.

Han krammede hende ømt i et fast favntag. Han synes, hun så så træt og stresset ud og fik lyst at vise hende sin omsorg. Han vidste, at et kram ofte gjorde hende godt. Hun mærkede hans interesse og lod sig omfavne. Hendes gamle impuls var, at skynde sig videre. Den kom forbi, men hun blev og lod sig holde af hans insisterende arme. De stod der længe, for hendes krop var stivnet af ensomhed og stress. Hun stod der til hun smeltede. Hun græd stille. Han mærkede sin betydning, hvilket fik hans ømhed for hende, til at mærkes tydeligere. Han fik en impuls til at komme med nogle gode forslag, for at få hende videre og i godt humør igen. Men huskede i stedet på, blot at lytte til hende. Lytte til ordene randt ud.

Han så blidt ind i hendes blanke øjne. Han gav sig tid til blive i øjenkontakten. Det havde de begge skulle øve sig på. Det havde ikke været let i begyndelsen. Faktisk ubehageligt og nærmest grænseoverskridende, når tiden røg over 5 sekunder. De stod der og sansede egen og hinandens kroppe. Sansede tanker og følelser uden domme. Det føltes ikke længere uvant eller farligt, at være så tæt med egne sansninger eller i kontakten med hinanden. Det var derimod berusende og medførte en dybde, forbundethed og sødme, ingen af dem havde kendt til tidligere. Hun følte sig så åben, blød og feminin Han følte sig stærk, maskulin og betydningsfuld. De følte sig begge uendeligt elsket.

De havde fundet sig selv og kærligheden til hinanden påny. Ikke som den var dengang de havde mødtes. De var tætte og forbundne på en måde, der langt havde oversteget deres fantasi.  Det krævede nu og for altid, deres evne og lyst til at være vågne, bevægelige og nysgerrige på sig selv og på hinanden. Til gengæld fik de det de havde drømt om og mere til.

Kh. Susanne

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Parforhold - få alt det du drømmer om. Læs mere