Den bedste ven i verden

Anonym

To drenge sad sammen og kiggede op, de så et jagerfly komme brølende under en azurblå himmel. I sit kølvand trak den en hvid kondenstribe som hurtigt opløstes og tog form som en himmelsk fjer. De jublede og vinkede til piloten, i det håb at flyet ville vende rundt, lande på marken foran dem og tilbyde dem en tur.

”Vi skal da være piloter, skal vi ikke? ” spurgte drengen med krøllerne og smilede til sin ven. Den spinkle dreng rømmede sig og kiggede på sine fødder.

”Jeg tror ikke jeg kan finde ud af det, ” hviskede han og drejede de bare fødder et par gange. Han slugte en klump, stemmebåndet dirrede i halsen på ham truede med at trække tonerne ned i maven. Han bar på hemmeligheder og løgne.

De sad på en halmballe, sommeren badede Vestjylland i et gyldent skær, marken duftede af jord, græs og frihed.

”Hey, selvfølgelig kan du det, vi kan da lige hvad vi vil, ” sagde den krøllede dreng og smilede. Den spinkle følte ordene slå ind mod sin brystkasse. Han kunne ikke blive lige hvad han ville, for alt hvad han var, var blevet ødelagt fra start. ”Jeg kan ikke, ” hviskede han og snøftede. Han ville ønske at tiden kunne stoppes, at alt kunne blive ved med at være som det var nøjagtigt dér, siddende på en balle af hø, under Vorherres blå himmel. Forude ventede uvisheden, en fremtid for hvor vennen ville løbe foran, blive til noget og sidenhen forlade ham. Det var bagsiden af drømmen, skyggesiden hvor frygten herskede. Hvis vennen bare vidste hvor beskidt han følte sig…

Jeg var den spinkle dreng, det var mit lod at bære på hemmeligheder, løgne og skarpe begrænsninger. Den smukke dreng, ham med krøllerne, var den første som nogensinde troede på mig. I det selskab mærkede jeg intet til hverken læbeganespalte, bøjlen på tænderne eller det ramponerede selvværd. Det var kun når talen faldt på fremtiden, at angsten slog til. Alt der kunne tænkes at minde om forventning, affødte et galoperende hjerte, koldsved og en bagudfoldet, tør tunge.

Den smukke dreng havde altid rosende ord, hvis man skulle mangle dem. Når ordene slap op, lagde han en arm omkring mig og lod alt det ordløse om at male et billede af venskabelighed og rum. Et sted at være, noget man i hjertet kan kalde for hjem.

Kort tid efter samtalen på halmballen, slog meteoret ned og ændrede alt. Vorherre måtte have manglet en smuk sjæl ved sin side, min ven forlod denne verden og nåede aldrig at veksle de mange drømme til virkelighed.

Mit drengede hjerte døde samme dag, alle mine drømme mistede deres vinger og tabte flyvehøjde. Der var intet under solen, tænkte jeg, som ville kunne få håbet til at spire igen.

Den sti jeg slog ind på, ledte væk fra alt hvad den krøllede dreng og jeg talte om. I stedet for at lege med LEGO, tale om superhelte og søde piger, blev det i stedet til smøger, øl, indbrud og overfald. Verden blev til et sted med mørke hjørner og skarpe kanter.

Tyveri, hærværk, vold og had begyndte at fylde mere end drømmene. Der boede en stemme i mit indre, en kritiker som talte hårdt og skånselsløst om mine fejl og mangler.

”Du kan ikke en skid, du duer ikke til noget, du er grim og frastødende. ” Ordene var som glødende nåle, bajonetter som sank ind i huden og skar drømmefangeren itu.

Hvor end jeg var, gik det med og fyldte sendefladen ud. Den ramponerede, ødelagte dreng fik ikke lov til at hvile sig og sørge over tabet af sin ven. Vold i hjemmet, druk og omsorgssvigt var en del af baggagen. Det var normalt, der var ikke noget at måle op imod, ud over de gamle, danske film som jeg, i al hemmelighed, elskede at se. Poul Reichhardt og Ib Mossin optrådte som en slags læremestre og mere end én gang drømte jeg om at gå landevejene tynde sammen med Vagabonderne fra Bakkegården. En uopnåelig drøm, for det var kun i fantasien det kunne lade sig gøre, nøjagtigt som alt andet i mit liv. Det, som stod i vejen, var stemmen som hele tiden trak drømmene ned i sølet.

Forhold blev slået til pindebrænde, relationer blev skrinlagt og brændt i skæret af de ramsaltede ords profeti.

Jeg forsøgte at flygte fra stemmens fordømmelse. Brød med familien, flyttede til den anden side af landet og gemte mig bag et fysisk hårdt arbejde. Det føltes næsten normalt, sådan at stå op, se normal og en Weber grill på terrassen. Det lykkedes kun kortvarigt, idet en arbejdsulykke slog den illusion i stykker. Den smerte som før havde boet i skjul omkring hjertet, brød nu ud i kroppen og tog bolig i en ødelagt rygsøjle. Sengeliggende, medicineret og reduceret, kom erkendelsen krybende ind under dynen til mig:

Jeg var stemmen som talte ondskabsfuldt om og til mig selv.

I alle de år, havde jeg båret ordene videre, givet dem næring og grobund. Som en slags omvendt gartner, havde jeg kultiveret ukrudtet og fjernet alle de smukke blomster i min have. Senegræs, snerler og glædesspisende planter havde fået lov til at overtage jordloddet. Der lå mit hjerte begravet, under et lag af aske og foragt.

Jeg havde lyst til at give op, det var uoverskueligt at skulle luge kæmpemæssige træer væk med et lille, rustent skuffejern. Bagerst i bevidstheden hvilede et billede af en dreng med krøllet hår og det var derfra modet udsprang. Modet til at sætte ord på, til at sætte ild til alt i den tilgroede have. Flammerne fjernede de af sindet skabte barrierer, tilbage var den muld som altid havde været der.

”Her er mit hjerte, ” hviskede jeg til skyerne.

”Du blev aldrig begravet, du blev plantet og nu skal du spire og række herop, ” hørte jeg i en drøm.

Hver morgen starter med et lille ritual, et møde med en ven som jeg først lærte at kende, da døden trådte ind på scenen. Mit spejlbillede. Før da havde jeg forsøgt at undgå øjenkontakt med manden i spejlet. Ikke længere, nu vil jeg i stedet tale til ham, som var han den ven som rejste videre. På den måde mindes og ærer jeg min ven.

”Du er fantastisk, hav en rigtig dejlig dag. Skal vi snuppe en kop kaffe? Skal vi lave noget sjovt? ”
Og når jeg har en dårlig dag, skruer jeg op for charmen, for det er dér behovet er størst. Det er også foran spejlet jeg kan se min ven igen, fortælle ham det som jeg også hviskede, da jeg omsider fandt modet til at besøge det lille stykke himmel hvor vi så ofte sad sammen.

”Jeg elsker dig og vi ses…”

Lasse Løager.

__________________________