Nytårs Retreat med yoga og meditation

04/01/2019 - 12:00

VELKOMMEN

Her er en mulighed for fordybelse – og således starte det nye år på den bedste måde. Tilmed på et af Danmarks smukkeste retreat-steder, ‘Mellem-rummet’ på Samsø. Vi kommer til at lave masser af yoga og en del meditation. Og dermed fordybelse gennem kroppen og sindet, hvilket på dette retreat også fører til en fordybelse af kontakten med hjertet.

YOGA
Grundlaget er den klassiske hatha yoga, og vi supplerer den klassiske hatha yoga med en del andre yoga- og bevægelses-former. På den måde får vi arbejdet og givet kroppen en masse forskellig inspiration. Erfaringerne viser nemlig, at kroppen har brug for at bevæge sig på mange forskellige måder. Vi arbejder med en hatha yoga, som har ekstra meget fokus på styrke, åndedræt og holdning. Både mht. yoga og meditations-delen kan både mere øvede og helt nybegyndere drage gavn af retreatet. Dette er den helt klare erfaring fra samtlige tidligere retreats. Et sådant yoga retreat kan være – og er det rent faktisk for mange – en ideel måde at stifte bekendtskab med både yoga og meditation. Udover hatha yogaen, arbejder vi også med yin og vinyasa yoga. Og endelig inkluderer vi disse bevægelsesformer: qi gong, pilates og dans.

MEDITATION OG MINDFULNESS
Mht. meditations-delen bevæger vi os fra simpel og brugbar mindfulness/vipassana/neutral iagttagelse til øvelser med fokus på hjertet og følelseslivet. Igen: På retreatet er der både plads til mennesker, der har en del erfaring med at kigge indad, og mennesker for hvem dette er absolut nyt. Der arbejdes med hel og aldeles respekt for den enkeltes grænser. Man vil som deltager på retreatet blive præsenteret for et samlet pædagogisk meditations-system. Dette kan være en fordel for dem, som ønsker at tage redskaber med sig hjem og fortsætte en meditations/mindfulness-praksis. Og det kan også være en fordel, hvis man allerede har en meditations-praksis, for på den måde at kunne lade sig inspirere af dette velafprøvede og virkningsfulde system. Meditations-systemet indeholder fem tilgange til meditation. Systemet hedder femkanten, og er udviklet på Vækstcenteret af Jes Bertelsen. Femkantens fem veje eller tilgange til meditation er:
– Åndedrættet
– Kroppen
– Bevidstheden/Opmærksomheden
– Det Kreative
– Hjertet

STILHED
Der vil på retreatet være perioder med stilhed. Stilheden er noget, som alle praktiserende gennem årtusinder har valgt at prioritere, fordi stilheden gør kontakten og fordybelsen til en selv nemmere – og distraktionerne og forstyrrelserne færre. Og stilhed er desuden en stor mangelvare i vores fortravlede hverdag. For nogle – især nye – kan det virke provokerende at skulle være i stilhed i længere stræk. For andre er stilheden en tiltrængt og yderst attraktiv pause. Erfaringerne viser entydigt, at mennesker – også helt nye, der hverken har lavet yoga eller været i stilhed før – drager enorm gavn af stilheden og samværet i gruppen i stilheden. Hvor meget stilhed, vi vælger at være i, kommer an på gruppen. Men regn med, at større dele af retreatet er i stilhed. Det skal dog siges, at der vil være øvelser, hvor man skal snakke sammen og udveksle. Og at der desuden også bliver talt, når der undervises både i teoretiske aspekter samt guidet i yoga og meditations-perioderne. Så stilheden er en modificeret stilhed.

PROGRAM
FREDAG
10:30-12:00 Ankomst og indlogering; mulighed for kaffe/the/frugt.
12:00 Frokost
PAUSE
13:00-19:00 Undervisning og praksis (inkl. lang pause)
19:00 Aftensmad
20-20:30/21 Aftenundervisning

LØRDAG
8-12:00 Morgen-formiddags session med yoga og meditation (inkl. lang pause)
12:00 Frokost
PAUSE
15-18 Undervisning og praksis
18 Aftensmad
20-20:30/21 Aftenundervisning

SØNDAG
8-12:00 Morgen-formiddags session med yoga og meditation (inkl. lang pause)
12:00 Frokost og fælles afslutning

OM UNDERVISEREN
Simon Vittus Jasper Hansen er grunduddannet på en 200 timers hatha-uddannelse hos den amerikansk-israelske yogalærer, Shy Sayer, i Thailand. Og 300 timers-videreuddannet hos samme på en overbyggende yoga-uddannelse i Danamrk. Derudover er han cand.mag. i filosofi og kommunikation fra Roskilde Universitet – med speciale i teori og forskning i meditation og mindfulness. Og endvidere uddannet psykoteraput (4-årig tværministerielt godkendt uddannelse fra ID Academy). Simon har tidligere været ansat på Københavns Universitet, Institut for Statskundskab, hvor han i en 3-årig periode fungerede som ekstern kommunikations-underviser.
Simon lever udelukkende af at undervise i yoga og meditation (endvidere privat-konsultationer med mindfulness, meditation og terapi). Da det også er, hvad han brænder for på et personligt plan. Han har omkring 10 års daglig meditations-praksis bag sig. En daglig praksis, der fylder flere timer. Desuden er han i egne retreats i 2-3 måneder om året. Simon er bosiddende ved Vækstcenteret i Nørre Snede, hvor han regelmæssigt modtager, også i forhold til internationale standarder, state of the art undervisning og supervision i selvudvikling og meditation. Se mere på http://simonvjhansen.dk/

UDTALELSER FRA NUVÆRENDE OG TIDLIGERE KURSISTER
Anne, 45, cand. mag. fra Vejle
“Simons yogatimer er helt fantastiske, bl.a. fordi han bygger sine timer op omkring kontrasten mellem styrke og smidighed, yin og yang, det maskuline og det feminine. Således veksler øvelserne umærkeligt omkring denne akse, og det appellerer umiddelbart til mig. Jeg kan også rigtig godt lide, at vi som regel bliver meget længe i de enkelte øvelser. Længe nok til at mine muskler udfordres og styrkes, og længe nok til, at jeg når at falde helt til ro i strækkene.
Simon er en dygtig formidler, som er autentisk til stede i sin praksis. Han forklarer øvelserne enkelt, differentierer helt automatisk og hjælper således den enkelte til at finde den grad af udfordring, som er passende. Hans tilgang til yoga er udogmatisk og letfordøjelig, men hans store viden og generelle holistiske tilgang hele tiden er til stede som værdifulde overtoner, som jeg nyder at lytte ind til. Dette store overskud kommer også i høj grad til udtryk i de meditationer, som er en fast og dejlig bestanddel af hver yogatime. Her føler jeg mig hjulpet og guidet af de ord, som han ledsager meditationerne med, og det at meditere bliver således lettere tilgængeligt for mig.
De fysiske øvelser og den mentale overbygning gør, at jeg i stadigt stigende grad tager glæde og øget overskud med mig over i hverdagen.”

Peter, 47 år, ingeniør fra Vejle
“Simon har en karakteristisk og personlig evne til at formidle den fysiske og den dybere side af øvelserne med stor empati, og på en jordnær og let forståelig måde – han har kursisternes tillid og det gør, at man tør åbne op for hjertet, roen og følelserne i de ofte fysisk meget krævende øvelser. Jeg mærkede fra første time, at “det var noget andet”, jeg var mødt op til, og at der er stor erfaring og viden bag. Øvelserne laves ligeledes i et tempo, der langsomt men sikkert gør mig fortrolig med dem – det betyder meget for mig!” se mere http://simonvjhansen.dk/

PRAKTISK
Retreatet løber fra fredag d. 4. januar-søndag d. 6. januar. Retreatet starter fredag kl. 12 med frokost. Og slutter søndag kl. 12 med frokost. Start- og sluttidspunktet passer med færgerne fra både Kallundborg og Hou. Sejler man fra Hou Havn i Jylland, skal man bestille billetter (http://www.tilsamsoe.dk/) til den færge, der afgår fredag kl. 9:30, med ankomst i Sælvig Havn på Samsø kl. 10:30. Og retur-færge skal bestilles til søndag kl. 14.30. Mellem-rummet, hvor retreatet afholdes ligger 5 km fra Sælvig Havn.

Sejler man fra Kallundborg skal man bestille billetter (http://www.faergen.dk/) til den færge, der afgår fra Kallundborg kl. 8.30, med ankomst i Ballen Havn på Samsø kl. 9.50. Retur-færgen skal bestilles til søndag kl. 14.05. Ballen Havn ligger 8 km fra Mellem-Rummet.
PRIS

Deleværelse: 3.450 kr

Dobbeltværelse: 3.950 kr (begrænset antal)

Enkeltværelse: 4.150 kr (begrænset antal)

Early bird rabat senest 15. november: 400 kr rabat
Prisen inkluderer: indkvartering og logi, daglig yoga og meditation, tre økologiske, vegetariske måltider hver dag, fri frugt, snacks, kaffe og the. Mulighed for at låne yogaudstyr. Sengelinned og håndklæder.
Begrænset antal pladser.
Prisen er eksklusiv transport.
TILMELDING

Send en mail til: simonvjh@gmail.com

Husk at oplyse dit fulde navn og telefonnummer og om du evt. ønsker dobbelt eller enkeltværelse.

Din tilmelding er gældende ved betaling af depositum på 1.500 kr eller den fulde kursus-pris til:

Reg. nr.: 8401 Konto: 0001280249 (Merkur Bank)

Husk at skrive dit navn og ”stemme” i forb. med overførsel.

Restbetaling senest 10 dage før retreat starter.

Din tilmelding er bindende fra betalingstidspunktet. Bliver du forhindret i at deltage, kan du frit overdrage pladsen til en anden – husk at give besked i sådan et tilfælde.

AFBUD
I tilfælde af afbud indtil senest 14 dage før retreat start tilbagebetales det indbetalte beløb minus et afbestillingsgebyr på 1.500 kr. Pladsen kan evt. overdrages til en anden person.
Ved afbud senere end 14 dage før retreatstart, refunderes det indbetalte beløb ikke.
AFLYSNING
Måtte det uventede ske at retreatet aflyses af arrangør tilbagebetales det fulde indbetalte beløb.
Der tages forbehold for fejl og ændringer.
SPØRGSMÅL
Har du spørgsmål til underviser kan du kontakte Simon på: simonvjh@gmail.com

__________________________

Simon Vittus Jasper Hansen.
Cert. Hatha Yoga Lærer. Cert. Psykoterapeut.
Cand.mag. i Filosofi & Kommunikation. Underviser i meditation, på retreats og i mindfulness.
http://simonvjhansen.dk




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Fordybelse, stilhed, afspænding, krops-bevidsthed