Når livet ikke er rart

Anonym

Når livet ikke er et rart sted at være

“Hun kom ind i stuen, hvor min bror og jeg sad. “Det er nu”, sagde hun. Jeg vidste, at hun snakkede om det NU, det øjeblik, jeg så længe havde frygtet. Det nu, jeg havde troet, jeg aldrig ville blive i stand til at møde. 

 Min mor sad i soveværelset. Min bror og jeg havde også siddet der. Lige før - Men nu var det NU. Mor var ved fars side. Far lå i sengen, og da jeg kom derind, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var NU. Hans ansigt havde ændret farve, og jeg kunne høre, hans vejrtrækning havde ændret sig. Jeg lagde mig op ved siden af ham, lagde min hånd blidt på hans brystkasse. Han skulle mærke, at jeg var der. Jeg vidste, at min fars sjæl var ved at forlade hans krop. Det var rart, at jeg kunne følge ham den sidste vej. Det gjorde mig rolig, at jeg kunne se, at han var rolig. Jeg kunne se, han ikke led. De sidste par timer havde han været fjern, og betydningen af mine sidste ord; mit farvel til ham var enorm. Jeg havde fortalt ham, at jeg elskede ham, og at jeg var glad for, at vi havde fulgtes sammen i livet. At det var okay, at han tog afsted nu. Jeg var parat.

 Jeg havde frygtet dette længe. Igennem hele hans sygdomsforløb havde skræmmende tanker og billeder hevet mig væk fra daværende nu´er og øjeblikke, når jeg med sorg om hjertet forestillede mig, at han en dag skulle herfra. 

 I dette nu og i dette øjeblik blev den frygt, der havde bundet mit hjerte, erstattet med en følelse af lettelse og befrielse. Far havde fået fred - han led ikke mere, og hvad jeg efterfølgende forstod, oplevede jeg en anden lige så stærk oplevelse i mig: Jeg formåede rent faktisk at møde nu´et i min afsked med min kære far. Jeg formåede at give plads til det, jeg troede var umuligt. 

Når jeg tænker tilbage, husker jeg, hvordan jeg var bevidst. Jeg var så opmærksom på det hele. Så rent og fint egentligt. Jeg ville være der fuldt ud for ham, fuldt ud for mig selv og øjeblikket, lige til det sidste. Jeg var der med det hele. Iagttog enhver bevægelse, lugten og lyden af den sidste luft, han åndede ud. Jeg iagttog smerten i mit bryst, imens jeg trak vejret ned i min mave. Jeg husker, jeg iagttog tankerne: “Kan det virkelig passe, det er nu; at det er nu at jeg skal miste min far.” Jeg beroligede mig selv med ordene: “Det er okay Heidi, alt er som det skal være.” 

 Det er nu ved at være nogle måneder siden, jeg sagde farvel til min far. Oplevelsen hiver mig ofte væk fra nu´et tilbage til et tidligere nu. Men jeg er ganske bevidst. Nogle gange vælger jeg at blive i den sorg, som minderne og tankerne vækker, andre gange formår jeg at flytte fokus. Oplevelsen har sat dybe spor i mig - På mange måder. 

 Udover at det at miste sin far generelt sætter dybe spor i os alle, har et andet dybt spor sat sig i mig. En forundrethed over livet - en opmærksomhed og bevidsthed om det at være menneske i livet. Med al hvad det indebærer.” 

 At slippe sin modstand og møde nu´et som det er

Mindfulness handler om at være tilstede i øjeblikket. At møde nu´et uden domme og vurderinger. Et vågent og åbent bevidst nærvær. På det du ser, det du hører, det du dufter, det du smager og det du mærker, men også en opmærksomhed på dit indre liv; dine tanker og følelser. En vågenhed på det du foretager dig i livet; mere eller mindre opmærksomt. Selvfølgelig har vi fleste mennesker modstand på at møde sorg og smerte; det føles ikke rart. Selvfølgelig har vi modstand på at miste vores kære. En helt naturlig mekanisme indeni os, men har du overvejet hvad der sker, når du opgiver kampen mod det, du alligevel ikke kan vinde? Det, du alligevel ikke kan kontrollere? Når du vælger at gå med livet, - at møde det uden modstand i stedet for at kæmpe imod det? 

 Det er nemt nok at være bevidst nærværende, når du har det godt. Sværere kan det være, når livet gør ondt. Derfor er det vigtigt at træne dit bevidste nærvær. Det er en god ide at træne det ved hjælp af guidede meditationer; med tiden kan du tage det med ud i livet. Nogle af grundprincipperne ved mindfulness handler om at møde øjeblikket med åbenhed, mod, tålmodighed, med et nysgerrigt sind og ikke mindst accept. 

 “Jeg iagttager mine tanker. Tænker tilbage på frygten, jeg bar rundt på så længe. Frygten for at miste min far. Delte den med dem omkring mig; familie og veninder. Mærkede deres frygt. Deres tanker om, at heller ikke de troede, at de kunne leve uden deres far eller mor. En forundrethed dukker op. En forundrethed over livet. Jeg der troede, at jeg ikke kunne leve uden min far. Det gør jeg faktisk idag. Jeg lever stadig, på trods af jeg ikke troede det muligt. Forstår hvordan vores tanker på alle planer ofte forværrer øjeblikket, hvis ikke vi er opmærksomme. Frygten for at miste far, var så meget anderledes end det at miste ham og se ham forlade denne fysiske verden. Jeg kunne ikke forholde mig til frygten, men jeg kunne i øjeblikket bedre forholde mig til, at han tog afsted - og jeg kan i dag meget bedre forholde mig til savnet, end jeg kunne forholde mig til den gamle frygt, der hele tiden lurede. Uvisheden. 

 Men ja, jeg savner - forlader øjeblikke for i tankerne at være sammen med far. Men jeg er bevidst og vender tilbage til nu´et og livet lige foran mig. Fornyet og ekstra stærk.”

Har du også prøvet at opgive kampen mod det, du ikke kunne vinde? Og mærket styrken ved at turde give plads til det, som livet bød dig?

Kærligst
Heidi