Om det at modtage som mand

Anonym

Denne morgensmeditation bragte emnet: "Hvorfor er jeg som mand ikke god til at modtage?" op. De første svar der kom herpå var, at jeg jo er beskytteren af mine kære. Det er mig der skal give, så de kan trives i tryghed.

Det kan godt være, at det er mig som mand, der skal beskytte og give omsorg, men alle forsvar, hvad enten det er forsvarsværker, eller forsvarsstyrker, skal plejes, ellers forfalder de(t), og beskyttelsen bliver ringere og ringere. Jeg har da også brug for omsorg og nydelse.

Det har for mig rejst en række ubesvarede spørgsmål, som jeg så må arbejde med over tid, men uanset spørgsmålene, kan jeg øve mig i at modtage, UDEN at skulle yde noget som helst igen. Jeg kan sagtens yde noget for andre, uden at forvente at modtage noget som helst herfor, alene fordi jeg har lyst til. Så burde jeg også kunne sætte mig selv i den anden rolle som modtager.

Men det kniber det med.

Nu er ovenstående jo mine personlige betragtninger på mig selv, og alligevel synes jeg, at jeg genkende en masse af det, når jeg ser mig omkring i samfundet. Det ser ud som at alle har for travlt med:

at gøre den dyd
af at mere yde
end man nyde

i stedet for:
at gøre en dyd
ud af at nyd'
uden at yd'

Men hvorfor ligger det så, så dybt i mig, og sikkert også andre, at jeg skal yde flerfold det jeg nyder? Og selv om der er mange andre der også har det sådan, er det et tema jeg vil tage op med mig selv, og jeg vil øve mig i at modtage.

Hvad er det vi skal nå? Siden vi ikke har tid til at nyde?

Normalt, når man lægger sig på briksen, ligger man med sine underbenbklæder dækket af et lagen. Jeg vil forsøge at sætte en øvelse op, hvor jeg skal lægge mig nøgen og udækket på briksen og bare modtage, hvad der måtte komme.

For hvordan kan jeg nyde, hvis ikke jeg kan vedkende mig selv, som jeg er?

God dag