Mindfulness til pædagogikkens superstjerner

Anonym

De pædagogiske praktikere er de vigtigste ressourcer for elevernes og børnenes læring, trivsel og udvikling. Dette gør dem til superstjerner på den pædagogiske scene. Samtidig langtidssygemeldes mange lærere og pædagoger på grund af stress. På trods af, at lærere og pædagoger er et af de vigtigste omdrejningspunkter for den næste generation, så har disse professioner ikke den status og de muligheder, der står mål med de forventninger, man har til dem. Derfor er det på tide, at de bliver italesat med den status, de burde have – nemlig superstjernestatus.

Lærere, pædagoger og ledere vil gerne skabe gode læringsmiljøer og dannelseskulturer. Men hvis man skal have pædagogikkens superstjerner – de pædagogiske praktikere – til at være langtidsfriske, og hvis man skal øge læringen og trivslen for den næste generation skal der en ny vej til. Mindfulness i pædagogikken viser en ny vej, hvor de pædagogiske praktikeres glæde og faglige overblik øges gennem styrkelse af den indre ro, beslutnings- og relationskompetencen. Bogens hensigt er at bidrage til at skabe skole- og daginstitutionskulturer, hvor der kultiveres positivitet frem for stress og offerrollementalitet.
 
At genfinde og indfri de pædagogiske idealer
Mange, der arbejder med uddannelse og opdragelse, har høje idealer. Lærere og pædagoger har blandt andet valgt deres profession for at vise den næste generation en vej til en god fremtid. Denne indstilling skaber det nødvendige engagement og de nødvendige visioner for den pædagogiske praksis. Samtidig opstår der let en arbejdssituation, hvor mange professionelle praktikere erfarer, at de hele tiden er bagud og i underskud, fordi det er svært at leve op til idealerne. Denne idealistiske tilgang til arbejdet kobles ofte sammen med en individualistisk selvansvarliggørelse, hvor man skal finde kompetencerne i sig selv til at indfri fremtidige mål og idealer. Det betyder, at man står med oplevelsen af at mangle noget, at alting bestandigt kan gøres bedre, og at man skal finde kompetencerne i sig selv til denne forbedring. Dette kan på sigt medføre en permanent utilstrækkelighedsfølelse, hvor det, man gør, ikke synes godt nok, og hvor man oplever, at man selv er skyld i dette. Som pædagogisk praktiker står man tilbage med en følelse af, at man mangler nogle kompetencer, eller at man ikke er god nok, og de oprindelige idealer sløres af stress og af en følelse af ikke at slå til.
 
Mindfulness tilbyder en måde til at forbinde sig med de idealer, der ledte én ind i den pædagogiske profession fra starten af. Man kan så spørge sig selv, om man med mindfulness ikke blot tilfører endnu et ideal, som det er svært at leve op til? For det første er det ikke hensigten med mindfulness at individualisere eksempelvis stressproblematikker. Man er ikke kun sin egen lykkes smed. Mennesket lever i gensidigt påvirkende sammenhænge, så selvom den pædagogiske praktiker er medansvarlig for eget og andres velbefindende, skal medarbejderen ikke bebrejdes for et eventuelt manglende overskud. Indflydelse fra den omgivende kontekst, det genmateriale, man er født med, og den kultur, man indgår i, spiller også en afgørende rolle. Det betyder, at der for det første må arbejdes på at skabe gode vilkår for mindfulness-praksissen i den pædagogiske kultur, så det ikke kun er den enkeltes ansvar at få den pædagogiske situation til at lykkes. For det andet har mindfulness et fokus på at værdsætte det, der er i det nuværende øjeblik, før man skaber mål for en ønsket fremtid. Det giver overskud i nuet og gør os mere kreative i forhold til at forestille os ønskede fremtidsscenarier. Dette hjælper én til at komme idealforestillingsproblematikken til livs, så man ikke konstant halser bagefter, men glædesved nuet, samtidig med at man er medskaber af en bedre fremtid.
 
Mindfulness i pædagogikken kommer med en række bud på, hvordan idealerne kan indfries, uden at man overansvarliggøres. Bogen undersøger mindfulness ud fra en forskningsbaseret tilgang og som en praksis til både at genfinde idealerne på et nyt grundlag og genfinde sig selv i de pædagogiske professioner. Fortællingen 99 kredsen giver et perspektiv på den permanente mangeltilstand, som man kan opleve som pædagogisk praktiker:

99 kredsen
Der var engang en utilfreds konge og en lykkelig og hjælpsom tjener. Kongen ønskede at vide, hvorfor tjeneren altid var så glad og tilfreds, så han tilkaldte sin rådgiver. Rådgiveren fortalte kongen, at det var, fordi tjeneren var uden for 99 kredsen. Rådgiveren tilbød at vise ham, hvordan kredsen fungerede. Det ville dog blive på bekostning af, at kongen ville miste sin fremragende tjener. Kongen indvilgede og fik besked på at hente en læderpose med 99 guldmønter og mødes uden for tjenerens hus om aftenen. Da de mødtes om aftenen, bandt rådgiveren en besked fast til læderposen, hvorpå der stod: Denne skat er din. Den er belønningen for at være en god mand. Nyd den og sig ikke til nogen, hvordan du har fundet den. Så bandt de posen fast til tjenerens dør og bankede på og skjulte sig. Da tjeneren fandt posen, tømte han den ud på sit bord og begyndte at tælle. Tjeneren, der aldrig havde haft en guldmønt i hånden før, legede med mønterne, kærtegnende dem og begyndte så at stable mønterne i stakke af ti. Én stabel med ti, to stabler med ti, tre stabler, fire, fem, seks ... indtil han havde lavet den sidste stabel ... og i den var der kun ni mønter! Det kan ikke være rigtigt, tænkte han og skubbede den sidste stabel mønter hen ved siden af de andre og konstaterede, at den var mindre. „Jeg er blevet bestjålet!“ råbte han. 99 er ikke et fuldkomment tal. 100 er et fuldkomment tal, men ikke 99. Så begyndte han at bekymre sig om, hvordan han kunne spare op til den guldmønt, der manglede og regnede ud, at det kunne gøres på syv år, hvis han og hans kone arbejdede ekstra. Tjeneren var trådt ind i 99 kredsen. Der gik ikke lang tid, før tjeneren blev afskediget. Det er ikke behageligt at have en tjener, som altid er i dårligt humør (frit efter Bucay 2004).

99 kredsen er en fortælling om, hvordan man altid mangler et eller andet for at blive helt tilfreds, og kun kan nyde det, man har, når man er tilfreds. Mangelsyn, perfektionisme og adskilthed kommer på den måde til at stå i vejen for dyb og varig glæde. Mindfulness i pædagogikken ønsker at formidle et andet perspektiv, hvor man erfarer, at 99 mønter er 100 procent af skatten. Et perspektiv, hvor der ikke mangler noget. For når man oplever sig selv, sine tanker og følelser adskilt fra den sammenhæng, man indgår i, vil der være en permanent oplevelse af mangel. Kan man derimod slippe illusionen om, at man er adskilt fra resten, fremkalder man en overskudsposition, hvorfra ting kan gøres bedre, og hvor man kan sætte fremtidige mål og bidrage til de næste generationer.

Denne Ugens Artikel på Levlykkeligt.dk er et uddrag fra Nikolaj Flor Rotne og Didde Flor Rotne´s bog “Mindfulness i pædagogikken" som netop er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Forfatterne har ønsket at Levlykkeligt bragte et uddrag fra indledningen.

Nikolaj er foredragsholder, Cand. Pæd. Psych. og konsulent. Didde er meditationsleder, folkeskolelærer og konsulent. Nikolaj og Didde har mange års teoretisk så vel som praktisk erfaring med pædagogik og mindfulness.