

I disse år vinder mindfulness mere og mere indpas her hos os i Vesten og også i Danmark. Måske kunne det opleves som om, vi har tabt noget på vejen og i vores søgen efter det tabte opfatter mindfulness som det store svar, der hvirvler omkring os i vinden.
Enkelte skeptikere holder stadigvæk stædigt fast og siger med dyb røst og fast blik: “Pas nu på, mindfulness er slet ikke så godt, som de går og bilder sig ind derude.”
Og det på trods af, at forskningen viser os, at det, de i østens filosofier har erkendt i årevis, også nu i vestlig tænkning kan “bevises”. Der forskes således rigtig meget i effekterne af mindfulness. Der forskes i hjernen og hvad der sker i hjernen, når vi mediterer og når vi anvender mindfulness principperne. Der måles og beregnes. Og der udarbejdes statistikker og regneark.
For dette er vigtigt. Tænker vi. I dag er op mod 450.000 danskere hver dag ramt af stress symptomer. Godt en halv million danskere behandles med alt for meget antidepressiv medicin. Så noget er forkert. Og noget må der gøres. Tænker vi. Og der forskes så i virkningerne af f.eks. mindfulness og meditation.
Men kan den tænkning, der skabte stressen, angsten og depression mon også finde svarene til at løse den? Eller i bedste fald opløse den?
Eller skal der noget helt nyt og anderledes til? Og kan vi tage en filosofi fra en helt anden kulturforståelse og proppe den ned i vores vestlige tænkning? Måske lige skære hjørnerne af, så det passer ind i vores kasser og så tro, at vi får det samme ud af det?
Ingenting kan stå alene. Ingenting kan skæres til uden at miste en del af sin essens. Heller ikke mindfulness.
Mindfulness er nødt til at være en måde, vi lærer at betragte verden og os selv på. Mindfulness kan ikke stå alene som en værktøjskasse, vi hiver frem fra hylden og bruger i ny og næ for at lappe på små eller store problemer i vores liv eller i vores organisationer.
En gammel Tao mester sagde en gang: “Der er forskel på viden og visdom.” Og beskriver forskellen: “Visdom er lige så mættende som en god portion hirsegrød, mens viden er ligeså tynd som lunken te lavet på gamle teblade.”
Vi kan vide rigtig meget om mindfulness, meditation og yoga. Men at opnå visdom om, hvad mindfulness bibringer vores liv og væren er en helt anden sag. En tilstand. En tilstand, hvor det, vi ved, ikke længere er relevant, fordi vi er kommet et sted dybere ind i os selv. Vi er kommet ind i den dybde, hvorfra vi ikke længere tror, men bare er med det, der er. At vi erkender, at vi ingenting ved og det netop er her i dette ingenting, essensen er.
I denne tilstand ligger verden helt åben og vi står åbne overfor hvert eneste lille bitte nu og det næste nu.
Dette er mindfulness i sin essens. At genfinde en tilstand i os selv, som ligger gemt i vores kerne. Uden at vi prøver at tage en helt anden kultur- og filosofisk forståelse og putte den ned i en kasse, vi kender. Uden at insistere på, at placere den i kendte og vante omgivelser for at føle os trygge. Mindfulness skal ikke vides. Mindfulness er ikke en videnskab. Mindfulness skal blot koble os tilbage på visdommen og den vej igennem ændre vores måde at være i verden på og at være med os selv på.
Jo længere, vi har fjernet os fra denne tilstand, jo mere blide og nænsomme skal vi derfor være i vores genopdagelse. Som et barn, der har mistet evnen til at gå og derfor blidt og nænsomt skal genfinde denne evne.
Og denne blidhed og nænsomhed baserer sig på en væsentlig og dybfølt egenskab. Kærlighed. Kærlighed til oplevelsen. Kærlighed til verden. Og ikke mindst kærlighed til os selv. Ikke i den psykologiske forstand af selvværd, selvtillid og kærlighedsfyldte forhold, men en dybfølt kærlighedserkendelse af at være et med helheden og samtidig lillebitte og ubetydelig, og at det er helt ok. For jeg ved nu, at jeg er helt ok. Præcis som jeg er.
Og når jeg skriver dette, kan jeg opleve den paradoksale følelse af ikke at være normal.
For det liv, jeg har valgt for at kunne fastholde denne tilstand og denne søgen indad i stilhed, er så langt fra det, som “den almindelige” dansker lever. Og jeg oplever derfor ikke så sjældent folk, der tager afstand. Hun er vist ikke helt normal og hvordan skal vi forholde os til mennesker, der ikke er normale og skiller sig ud?
Men hvem af os er egentlig normale? Og hvad er normal? I en verden, hvor alle rummer potentialet til at være genial? Måske vi i stedet burde skubbe lidt til dette normalitetsbegreb? Jeg oplever flere og flere mennesker, der føler sig fanget i job, de ikke trives i eller uddannelser, der ikke interesserer dem. Mennesker, som lever liv, de ikke er glade for, men som de forventes at være i. For at være normale.
At være gal er faktisk normalt, vil min påstand være og kunne vi bare se det. Kunne vi mon se hinanden ikke som dråber, der skal passe ind i et bestemt ocean, men som dråber, der allerede er oceanet og derfor er en naturlig del af vores allesammens fælles udspring af kærlighed.
Måske handler det også om, at turde tage de fravalg, der bl.a. følger med en mindfulness praksis. Og at vi tør se vores unormalhed i øjnene og ikke længere vælge liv ud fra viden, men måske ud fra visdom. Den visdom, der giver os dyb indsigt i vores naturs inderste kilde og så følge den vej, der bliver os vist der. At turde gå andre veje. At turde vælge fra hjertet og ikke fra hjernen.
For hvad er det egentlig, vi skal nå? Hvor er det, vi gerne vil hen? Slutningen kender vi alle sammen, det er døden og den kan banke på når som helst. Og er det så ikke langt vigtigere, at vi har oplevet kærlighed, nærhed og meningsfuldhed end en lang liste af præstationer, penge og prestige?
Den samme Tao mester sagde i den samme samtale: “Nogle sluger piller så store som dueæg eller drikker medicinske safter i spandevis, lever af uappetitlig mad, tager bad med mellemrum bestemt af esoteriske tal, trækker vejret som astmatiske drager eller springer rundt som manchu-soldater for at hidse sig op før slaget - og alt dette ubehag tager de på sig for at forlænge livet med et par årtier. Og hvorfor? For at vinde mere tid til at finde noget, som de aldrig har mistet.”
Jeg ved i hvert fald, at for langt de fleste af os, vil det, når slutningen nærmer sig ikke være så væsentligt, hvad vi udrettede, mens vi levede, som hvem vi var. Om vi oplevede kærlighed og nærhed. Og om vi var til stede i nærvær. Så er det ikke så væsentlig om jeg var gal eller normal, men mere at jeg følte mig hel, elsket og som en del af oceanet.
Så hvis du bliver tilbudt visdom, hvorfor så spilde tiden med at indhøste viden?
Kærligst,
Flora Eriksen
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer