Mindfulness misbruges af virksomheder

Det er en etableret misforståelse at mindfulness, skal anvendes til at opøve den enkeltes evne til at kunne yde mere, uden at gå ned med flaget. Den misforståelse er der desværre mange virksomheder, der har taget til sig med kyshånd, for selvfølgelig vil virksomhedsledere gerne støtte, at medarbejderne kan arbejde mere, uden at gå ned med stress.

De sender derfor deres medarbejdere på mindfulnesskurser for at give dem ”mental robusthed”. Et begreb, der nu er blevet så populært, at det i tide og utide også bliver brugt i stillingsopslag, som en pæn metafor for, at man skal kunne arbejde røven ud af bukserne uden at gå ned mentalt.

I mine øjne er det en stor misforståelse af brugen af mindfulness. For mindfulness handler meget mere om at blive bevidst om sig selv, sine grænser og behov, at mærke grænserne og sætte dem tydeligt, end om at kunne ignorere sig selv for at yde mere.

Alt for mange bliver syge med stress. Og mindfulness ER et effektivt middel. Men hvis man bare lærer at holde fremtid og fortid væk, blive i nuet og ikke lade sig overmande af sine følelser (hvilket mange mindfulnesskurser til virksomheder desværre lægger vægt på), lærer man ikke det grundlæggende ved at kunne fungere godt som menneske; nemlig det at kunne mærke sig selv, sine grænser og ikke mindst; at regulere sig, når noget er for meget eller for lidt.

Mindfulness og bevidsthedstræning skal i mine øjne anvendes til at opløse de mønstre og indlærte adfærdsstrategier der gør, at man er holdt op med at lytte til sig selv. For i virkeligheden, er de fleste af os født med potentialet til at agere og reagere på en måde, der holder os sunde og raske. Men fordi vi med tiden har lært at ignorere de små signaler kroppen sender os, er vi holdt op med at mærke efter. I stedet bruger vi kun hovedet som motor til vores ageren og hovedet er ikke altid det bedste middel til at løse problemer. Tænk bare på, hvordan hjernen kan gå i tomgang med tankemylder og i negativt selvsving. Det er der jo ikke megen problemløsning i. Man er i stedet nødt til at aktivere hele bevidstheden omkring både sine tanker, følelser og sanser, hvis man vil skabe den forandring, man ønsker i sit liv. Og det kræver måske lidt mere åbenhed, end det man lige har lyst til at dele med sine kollegaer.

Så hvis du bliver tilbudt mindfulness-forløb i din virksomhed, så byd det endelig velkommen. Men sørg for, at du på forhånd har sat dig ind i, hvad incitamentet med kurset er, så du ved, hvad du går ind til og derfor kan forvente at opnå. 

 Læs mere om Mindfulness lige her: https://levlykkeligt.dk/mindfulness

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mindfulness misbruges af virksomheder. Læs mere