MINDFUL SPISNING. Ved du, hvad der er på din gaffel?

Anonym

Hvor ofte bemærker du helt konkret, hvad der er på din gaffel, mens du spiser?
Kunne du spontant bruge ti ord til at beskrive det?
Bemærker du duften ved hver mundfuld?
Glædes du over spillet i farvens nuancer i maden?
Bemærker du smagsindtrykket som forskelligt fra det foregående?
Dette smagsindtryks opståen?
Og dets ophør, inden et nyt smagsindtryk opstår?
Mærker du maden i munden, mens smagen ændrer sig?
Lytter du til maden, mens du tygger ?
Tænker du på den, mens du spiser?
Taler du om den med dem, du spiser sammen med?
Og holder du inde med at spise, mens du taler?

Når du anvender Mindful Spisning, er det vigtigt at skærpe opmærksomheden på din fysiologiske mavesult. Det er sultens signaler, der gør det muligt for dig med stor nydelse at navigere i et vægtregulerende spisemønster mellem overspisningens og slanke-udsultningen yderligheder.

Løsningen på problemet med overspisning og overvægt er ikke bitter afsavn og fornægtelse af mad, men accepten i direkte-erfaringen af nydelsen af mad.

For at acceptere nydelsen er det en biologisk betingelse at acceptere direkte-erfaringen af sulten. Der er meget visdom i sultens biologiske funktion. Mave-sulten er et signal om behovet for ernæring her og nu, mens spisetrangen er begæret efter mad, der tjener sultens funktion.

Vi er født med fire indre vægtregulerende betingelser, der indebærer, at fordi du er mavesulten, aktiveres din sunde spisetrang, og du går i gang med at spise.

Fordi du er mavesulten, nyder du din spisning. Og lige præcis i det omfang, du er mavesulten. Fordi du nyder spisningen på denne grundlæggende måde, bliver du mæt på en ordentlig måde, der tilfredsstiller din spisetrang.

Fordi du bliver mæt på en ordentlig måde, ophører din spisetrang, og du holder inde med at spise og har ingen trang til at overspise eller at småspise mellem måltiderne.

Ideelt set bør der være overensstemmelse mellem sult og spisetrang, som det er tilfældet hos helt små børn, fordi vores spisning er indre-reguleret fra fødslen.

Men allerede fra ca 3 års-alderen bliver vores spisning også ydre-reguleret af de socio-kulturelle normer, og af de personlige erfaringer, der udvikler vores smag for mad med bestemte smagsindtryk.

I takt hermed oplever vi, at spisetrangen kan få sit eget liv uafhængig af sulten.

I Kina spiser man fx hunde, hvilket mange danskere formentlig ikke gør, uanset hvor sultne de er.

Mavesulten er et rent biologisk signal, mens spisetrangen overvejende er et signal fra psyken om et begær efter en bestemt slags mad, som man har lært at spise.

Det er et problem, hvis man ofte forveksler spisetrangen med at være mavesult.

Denne kortslutning har nærmest epidemisk karakter i det moderne overflodssamfund med dets kolossale udbud af mad og normer for spisning af alle mulige andre end sundhedsmæssige grunde.