Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Det vrimler med mandfolk for tiden.
Inde i mig.
Om natten.
I mit soveværelse.
Og nej, de er ikke af fysisk art.
Manden i min drøm var i sidste uge en lille dreng på fem år, personificeret i min egen søn, som tog mig i hånden og med sin lille pegefinger fortalte mig, at vi skulle dén vej.
Stor berørthed og kærlige følelser, da jeg vågnede.
Et spirende mod og handlekraft er ved at vokse sig stort.
Før i tiden havde jeg en bestemt drøm, som gik igen. En masse store rockere masede sig på, truede og viste deres muskler i  den grad, at jeg måtte vågne. En enkelt gang hang jeg på en væg som et bytte for en skydende vred mand med pistol i hånd. Også her måtte jeg vågne.
Mændene i mit drømmeliv har ændret karakter.
I nat drømte jeg, at Michael Jackson var død.
- Hvad i alverden skal nu det betyde, mumlede jeg hen over morgenkaffen, mens mine øjne søgte ud mod en dykkende musvåge. Associationerne til min indre amerikanske stjerne dukkede op, da musvågen steg igen med en mosegris i næbbet.
Min indre Michael Jackson-side er den, som ikke accepterer mig selv, som jeg er, men ihærdigt og med stor smerte prøver at komme til at se ud som alle andre.
Og nu er den side død.
Jeg kigger hen på mit maleri. Den gule hest nikker bekræftende.
Ergo er jeg ved at acceptere, at jeg er, som jeg er.
Simpelthen.
God nok.