

Forberedelsen til og processen i Yoga meditation.
Meditation betyder fordybelse eller overvejelse, og Raja Yoga betyder ”Kongelig forening” eller ”Forening med den Højeste sjæl”. Forskellen mellem "meditation" og "yoga" er at meditation er selve tankeprocessen; processen af at stille ind - mens yoga er resultatet; dvs. forbindelsen til eller foreningen med den Højeste Sjæl.
Betydningen af tid
Det, der har den største indvirkning på at etablere kraftfuld meditation, er den generelle opmærksomhed, man har på sin tid i øvrigt - altså hvor opmærksomt man lever sit liv, når man ikke mediterer. Når man sætter sig for at meditere, vil dagens hidtidige aktiviteter være det, der først dukker op i sindet. Hvis man dagen igennem har bevaret en spirituel bevidsthed, vil meditationen være et effektivt middel til at stille ind, således at ens yoga – foreningen med den Højeste sjæl - vil være kraftfuld.
Hvad skal man være opmærksom på i løbet af sin arbejdsdag?
Bevidsthed, interaktionen med andre, reaktioner, sindstilstand, motiver. Hvis man sikrer sig, at man ikke forårsager nogen smerte, vil ens sind være frit, når man skal meditere - ellers dukker den forårsagede smerte op i sindet. Er jeg bevidst om at være en sjæl, mens jeg bevæger mig og taler og arbejder? Er jeg klar over, at personen, jeg taler med, er en brodersjæl? Kaster jeg nyttesløse bekymringer og beklagelser over livet omkring mig? Spilder jeg værdifuld energi, tankekraft, tid og handling på at understøtte en negativ sindstilstand?
Meditation=koncentration
Der er måder at forberede sig på, før man begiver sig ind i meditationen. Opfrisk bevidstheden ved at læse spirituel kundskab. Nedskriv positive, spirituelle punkter for at stille ind og give fokus. Når man bringer stilhed ind i sin daglige aktivitet på denne måde, bliver ens tanker dirigeret imod det, der inden for Raja Yoga kaldes sjælsbevidsthed. Det er en tilstand, hvor jeg udelukkende er bevidst om, at jeg er en sjæl; jeg er et punkt af bevidsthed i kroppen. Dette er det første niveau i yoga.
Der findes et udtryk på hindi, "om shanti". "Om" betyder "jeg, sjælen". "Shanti" betyder "dyb fred". Sjælsbevidsthed handler netop om at være i kontakt med ens oprindelige, sande, spirituelle kvaliteter, såsom fred, glæde og renhed.
Hvad gør man hvis tankerne vandrer?
Bliv ikke irriteret på dig selv - døren til sådanne spildte tanker har trods alt stået åben så længe, at de føler sig yderst velkomne til fortsat at besøge en. Det vigtige er da ikke at lukke døren hverken for de spildte tanker eller for de ophøjede, spirituelle tanker, for så risikerer man at forbinde meditation med arbejde og stress, i stedet for en kur imod stress.
Sig i stedet accepterende til dig selv: Jeg bemærker, at mine tanker vandrer; jeg samler de vandrende, omstrejfende tanker i en boble, blæser boblen ud af vinduet og lader den svæve langt væk op i skyerne. Så inviterer man de gode tanker tilbage i sindet. Man fortsætter sin meditation, hvor man forlod den. Princippet "ignorer det og det vil forsvinde" er også passende. Man fortsætter blot med sjælsbevidsthedens sødme. Hvor dejligt det er at være en sjæl. Tænk en ekstra gang over det; hvor stor en glæde, det er.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer