".....men, jeg er ung af sind"

Jeg indrømmer det gerne før som siden. Jeg tilhører kategorien af kvinder i 30´erne. Men jeg levede drømmen om gift; udearbejdende; bollebagende; fastelavnsdragtdesignende supermor med simple-living, shabby chic-indrettet sommerhus; kæmpe herskabslejlighed med stuk og højt til loftet ud i mine 20´ere. Og ja, der var fuld fart på. I den forkerte retning. Jeg skiftede kurs inden jeg fik brugt for mange år i 30´erne. Da jeg nu havde oplevet, hvad der ikke virkede, gik jeg i gang med at afdække, hvad der så virkede. Og en velfungerende mand stod højt på ønskelisten. Ikke at jeg kunne definere velfungerende nærmere, så jeg valgte at prøve mig frem. Jeg skulle starte et sted.

Over nogle år er det blevet til en masse cappuccinoer på diverse caféer rundt omkring og følgende konklusion:

Jeg går langt udenom mænd i 30´erne. Især de, der insisterer på og har deres helt egen fortolkning af at være ung af sind. Pudsigt nok har flertallet af dem, jeg har krydset vej med nærmest synkront påstået at de følte sig som 22-årige på trods af at dåbsattesten sagde noget andet. Det har selvfølgelig sået kimen til min mistanke om, at der ligefrem findes en hemmelig manual, der giver gode råd til, hvordan de skal italesætte eller iscenesætte sig selv, så de kan forblive unge af sind.

Regel nr. 1 er tilsyneladende ”Du skal tale, tænke og opføre dig som en 22-årig. Hele tiden”. (Se bilag 1 for nærmere instruktion.)

I begyndelsen synes jeg, de var ret så charmerende. Når de fortalte om deres liv, lød det meget anderledes end det voksenliv med masser af ansvar, jeg selv kom fra.

Den ene gang jeg fulgte forelskelsens første berusende tid til dørs, blev det meget hurtigt tydeligt, at udover 4 sammenbragte, kreative børn, så var der tydeligvis én, der var mere optaget af at lege end børnene. Nemlig ham, der skulle forestille Manden i mit liv. Og det blev meget hurtigt meget ucharmerende. Firmabilen var ikke et transportmiddel eller et arbejdsredskab. Nej, det var et stykke legetøj, der kunne bruges til at udleve en konstant kriblende ”Need for Speed”. Håndbremsevendinger blev jævnligt afprøvet med et bagsæde fyldt med skrigende børn, der væltede rundt i et virvar af arme og ben. På trods af de var spændt forsvarligt fast.

Børnenes PS2 stod altid tændt. Parat til endnu en blodig mission i fjendeland eller en sindssyg biljagt igennem Sct. Andreas med uskyldige ofre til følge og politiet som the bad guys. Børnene fik allernådigst lov til at beundre far, imens han mejede uskyldige ofre ned på sin vej, hvis de altså kunne sidde helt stille og holde mund!Som i den bedste soap-stil instruerede han dem i, hvornår de skulle juble.

Når det kom til sociale arrangementer var der kun én måde at have det sjovt på. Drikke sig selv i hegnet, så der kunne prales af tømmermændenes effekt dagen efter. Pyt være med samværet med de andre gæster. Og når det var drengeaften (ikke mandeaften!) blev alle effekter taget i brug. Bilens kølerhjelm blev åbnet, motorens volumen blev diskuteret og afprøvet; PS2´eren var rødglødende; der blev mixet drinks i alle regnbuens farver og som aftenen og natten skred frem og alkoholen overtog styringen, blev det tydeligere at det ikke bare var en måde at slappe af sammen med vennerne på. Nej, det var en livsstil. Det skulle være sjovt hele tiden.

Jeg spørger mig selv, hvad der kan være grunden til at nogle mænd insisterer på at være unge af sind på den ekstreme Peter Pan-agtige måde. Eller rettere grundene. Man siger at tryk avler modtryk. Er denne eksplosion af mænd, der pludselig flygter ind i legeland et udtryk for at de har været i hænderne på kvinder ( i 30´erne), der har iscenesat deres liv? At de er blevet slidt op som rekvisit i det pæne glansbillede af en lykkelig familie og har fået nok? Eller er det fordi disse mænd læser for mange livsstilsmagasiner for mænd? Jeg aner ikke, hvad der står i dem, men mænd er vel også påvirkelige og modtagelige overfor reklamer og det vedvarende bombardement fra modeverden, vi alle bliver udsat for? Eller er det fordi disse mænd er bange for at sige fra? Er de bange for at miste noget? Er de, som Peter Pan, bange for at give slip på barndommens ulidelige lethed? Bøv-rollen er ucharmerende og en mand, der hele tiden opfører sig som om han er mindst 10 år yngre end han er, mister jeg respekten for. Jeg får ondt af ham. Og jeg får ondt af hans børn. Tænk at vokse op i skyggen af en far, der er et endnu større legebarn end man selv er. Tænk i al hemmelighed at skulle snige sig til et spil på sin PS2 inde på værelset med en konstant frygt for at farmand kommer ind uanmeldt, opdager hvad du laver og prompte inddrager spil og konsol til eget brug for evigt.

Min trang til cappuccino er ikke blevet mindre. Men jeg drikker den hellere færdig alene end jeg vil lægge ører og tid til at høre en voksen mand fortælle om sine bedrifter på PS2, i firmabilen eller hans indtag af alkohol lørdag aften på det lokale diskotek.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Touché! En kærkommen (re)turnering på Tim Rays blog, som jeg spændt har ventet på: at en af jer kvinder ville tage handsken op - som Jens Estrup forudså der nok ville blive talt og påskrevet.

"Nordenvinden skabte vikingerne"

Vicomten

__________________________

Vicomten

Kære Lenette,

Tak for dit tankevækkende indlæg.  Jeg tror du har ret i at en af grundene til "mænd der flygter ind i legeland" syndromet er at det er en reaktion på det massive pres mænd møder både udefra fra kvinder, fra andre mænd, fra vores samfund - og selvfølgelig i sidste ende fra sig selv.

For mere om hvad der foregår inde i hovederne på os mænd, se mit sidste indlæg "Mænd er det mest undertrykte køn".

Kærlig hilsen Tim

Kære Lenette,

Når jeg læser mit indlæg om ”Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne” og dit indlæg om ”… men, jeg er ung af sind” slår det mig at vi begge to på hver vores kreative (og tragikomiske) måde har valgt/tiltrukket partnere der er skrupforvirrede! Og så kan man jo spørge sig selv hvorfor? For mit eget vedkommende er svaret klokkeklart: Jeg valgte/tiltrak partnere med den type mentalitet fordi der var en del af mig der selv var sådan, fordi der var en del af mig der også troede på alle løgnene om hvad der skal til for at leve et lykkeligt liv og brugte en stor del af mit liv på at drive mig selv til vanvid med at prøve at leve op til disse ideer. Da det så begyndte at gå op for mig at ingen af løgnene var sande, at jeg i virkeligheden ikke behøvede noget som helst for at leve et lykkeligt liv (men kun altid), holdt jeg derefter også op med at vælge/tiltrække sådanne partnere. Det skal så tilføjes at jeg endnu ikke har mødt en kvinde (bortset fra en enkelt pragtfuld 63-årig kvinde, men hun var allerede taget…) der reflekterer min nye erkendelse, en kvinde som ikke et eller andet sted tror på at hun har brug for en mand for at være okay, lykkelig og fuldendt. Men det skønne er at det også et fuldstændig lige meget, for nu ved jeg at jeg kan leve lykkeligt til mine dages ende/begyndelse med eller uden en partner!

Knus til dit skønne selv

Tim

PS Og så håber jeg da at du har læst 2. del af "Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne" (hvor jeg forklarer hvad mit indlæg i virkeligheden handler om) - følg linket i bunden af 1. del.

 

Hi Guys

Et eller andet siger mig at kombi'en mellem jer trediveårige falder svært for tiden. Men HeeeY, ingen som regel uden undtagelse... skulle jeg fra Skyerne lege Kirsten Giftekniv: virker det da til at det kunne køre som Hans i Grethe for Jer to.

Alt det bedste (& Lykke til;-)

Frk. Fortuna

__________________________

Frk. Fortuna

".....men, jeg er ung af sind"