Mellemtilfredshed

Mellemtilfredshed er et finurligt begreb og et fænomen, jeg meget tit støder på hos mine coachingklienter og kursister. Det er vanskeligt at definere klart og præcist, hvad mellemtilfredshed er, og samtidig er det en meget virkelig følelse for den, der er mellemtilfreds. Selv om mellemtilfredshed er en meget individuel oplevelse, vil jeg alligevel gøre et forsøg på at forklare, i hvilke afskygninger og forklædninger fænomenet kan vise sig.

Grundlæggende vil jeg dog betegne mellemtilfredshed som den tilstand, du er i, når du har modstand på virkeligheden, dvs. når du er ude af kontakt med dig selv og din egen sandhed. Som mellemtilfreds kan du sagtens opleve dage og øjeblikke, hvor du føler dig helt vildt glad eller tydeligt utilfreds. Men din overordnede tilstand og grundstemning er stadig mellemtilfreds.

Det, der gør mellemtilfredsheden så uhåndgribelig og så svær at slippe af med, er netop det, der også kendetegner dens karakter. Mellemtilfredshed er følelsen af, at noget ikke er helt, som det skal være uden at kunne sætte fingeren på præcist hvad. Det er en følelse af, at sindet sover, ligesom kroppen kan sove, når man har siddet eller ligget forkert. Du er vågen, men er ikke helt nærværende – dine tanker befinder sig i fremtiden og/eller fortiden, og du gør dig mange bekymringer.

At være mellemtilfreds er smertefuldt på en subtil måde – som en underliggende melankolsk grundtone. Som mellemtilfreds er du nemlig ikke bare klar over, at noget ikke er, som det skal være, uden at vide, hvad det er. Ofte ved du heller ikke, om du er parat til at gøre noget ved det. Men du ved med sikkerhed, at vigtige dele af dit liv på en eller anden måde burde være anderledes, end de er.

Hos mange af mine klienter viser mellemtilfredsheden sig ved, at de simpelthen ikke ser frem til den dag eller den uge, der ligger foran dem. De frygter den snarere. De er muligvis ikke klar over, at det er frygt, de føler, for frygt udmønter sig ofte i en lurende mellemtilfredshed: ”Kæresten er o.k, selv om jeg ikke helt kan finde gnisten igen”; ”Jobbet er fint nok, men mest et sted, jeg tjener mine penge; ”Jeg ser kun børnene, lige inden de skal sove, men lidt har jo også ret”; ”Jeg vil gerne leve sundt, men får det aldrig gjort”.

Er det virkelig nok, spørger de sig selv. Nej, for mange er det ikke nok! Tanker omkring livets indhold og mening begynder at presse sig på. Og som regel føles tankerne ikke behagelige, tværtimod føles de ubehageligt ubelejlige – som forvarsel om en krise, en irriterende konflikt i et liv, som ellers er sat på skinner og er i fuld gang.

Går du rundt med sådanne tanker, kender du måske også følelsen af at kunne misunde mennesker, som ikke stiller spørgsmål til deres tilværelse. Dem, som år efter år går på arbejde, passer jobbet og ser ud til at være udmærket tilfredse med at diskutere vejret, børnene, tale om vennerne eller kollegaerne eller det næste feriemål. Selvom du småmisundeligt skæver til ”de ubekymredes” side, så ved du samtidig godt, at dette ikke er en mulighed for dig. Du kan ikke gå tilbage og forsætte med at tale om vind og vejr og dagligdagens trummerum. Der har du været, og det virkede bare ikke for dig. Måske har du endda prøvet at lindre din frustration ved at ændre på de ydre omstændigheder i dit liv og møblere lidt om – men heller ikke det hjalp synderligt. Tværtimod fik du måske bekræftet, at det ikke hjalp at skifte ægtefællen ud, få et nyt job, købe et større hus, flytte til en anden by, tabe 20 kilo eller styrketræne. Måske har du afprøvet alle disse ”normale løsninger” og er blevet så desillusioneret, at de ikke virker attraktive længere.

På trods af, at du endnu ikke har fundet den løsning, der skal til, for at du kan lægge mellemtilfredsheden bag dig, skal du ikke give op. Absolut ikke! Begynd i stedet at betragte dig selv som særligt privilegeret, fordi du har erkendt, at du vil noget andet. Du vil ikke stille dig tilfreds med et mellemtilfredst og lunkent liv. Du er i virkeligheden en del af en eksklusiv klub bestående af lykkejægere. Lykkejæger er et ord, de fleste forbinder med noget negativt, noget ansvarsløst, men hvorfor egentlig det? Hvis ikke du skulle jagte din lykke, indtil du finder den, hvad i alverden skal du så?

Nogle formår at forblive i mellemtilfredsheden hele livet. Andre oplever den slet ikke. For nogle sætter mellemtilfredsheden sig som en form for kronisk brok og bekymring, en konstant modstand på livet, dem selv, deres omverden og deres medmennesker. De selvsaboterende vaner bliver til kroniske, indforståede dele af livet, og med årene lykkes det med kynisme og skepsis at få bygget et solidt skjold op omkring hjertet. Man lever på overbevisninger som, “Hvis jeg virkelig ville være skuespiller, fodboldspiller, politiker, selvstændig, kunne jeg godt have gjort det”; “Hvis det var sådan en god ide at skrive den der bog, så var der nok nogle andre, der havde gjort det”; ”Hvis bare jeg dog ikke skulle arbejde så meget, kunne jeg få meget mere tid til mine børn”; ”Hvis bare jeg troede nok på mig selv, ville jeg kunne udleve min drøm”. Måske bliver man indædt tilhænger af janteloven og vedtager med sig selv, at mennesker, der udlever deres drømme, er nogle blærerøve.

Ovenstående er ikke ment som en kritik af de evigt mellemtilfredse, for jeg tror ikke, at man frivilligt vælger et sådant liv. Jeg tror snarere, de bliver i mellemtilfredsheden, fordi de ikke ved, at de har et valg. Og hvordan kan man vælge, når man ikke er klar over, at man står over for et valg? Men hvis du læser det her, har du et valg. Du kan vælge dit liv til og mellemtilfredsheden fra. For mellemtilfredsheden lever mellem dine ører. Og hvem er det egentlig, der bestemmer der?

Sofia Manning er Coach, forfatter og foredragsholder

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Sofia

Fin blog, jeg kan godt lige din beskrivelse af mellem tilfredshed, mon vi ikke alle lider af dette en gang i blandt.

Går du rundt med sådanne tanker, kender du måske også følelsen af at kunne misunde mennesker, som ikke stiller spørgsmål til deres tilværelse [...]Du kan ikke gå tilbage og forsætte med at tale om vind og vejr og dagligdagens trummerum.

Har selv tænkt og eksperimenteret en del med at regrigere, altså forsøge at være tilfreds med mindre, i stedet for at stille flere krav, og min erfaring er at det sagtens kan lade sig gøre.

I nogle tilfæller er det rent faktisk både nemmere og mer tilfredstillende end at forsøge at opgradere arbejde, kæreste og venner. Det er naturligvis umulig at hel holde op med at ikke stille spørgsmål eller forsøge at endre omstændigheder (alle gør vel dette til en viss grad), men nogle gange kan det der ligner tilbage skridt være et kæmpe fremskridt.

Henrik

Mellemtilfredshed. Ugens artikel af coach Sofia Manning