

I USA mødte jeg engang en indiansk kvinde. Vi faldt i snak og fandt ud af, at vi havde meget tilfælles, og efter noget tid spurgte hun mig: ”Er dit liv magisk?”
Først tænkte jeg, at det da var et noget underligt og temmelig konfronterende spørgsmål fra en fremmed, men da jeg kiggede hende i øjnene, fornemmede jeg, at hun virkelig var interesseret, og jeg gav mig til at tænke over svaret.
Midt i mine tanker lagde kvinden pludselig sin hånd på min arm, sendte mig et smil og sagde: ”Mens du tænker, vil jeg fortælle dig en historie:
Der var engang en mand, som var ude at vandre. Pludselig begyndte det at tordne og lyne, og kort efter faldt regnen i tykke stråler ned over den vandrende mand. Han blev fortvivlet og følte kulden komme for hvert skridt, han tog, men pludselig kom han i tanke om, at han i byen havde hørt, at der var en hytte på hans vej, og at rejsende, der bankede på hyttens dør, altid blev varmt modtaget. Dog kunne han også huske, at han havde hørt rygter om, at alle der forlod den hytte, blev gennembanket, før de fik lov til at gå.
Manden vejede for og imod. Hvad havde han at miste? Han blev hurtigt mere og mere gennemblødt, og da han midt i regnen fik øje på hytten, hvis vinduer skinnede varmt og lunt ud i regnen, tog han sin beslutning.
Da han bankede på hyttens dør, blev døren åbnet af hyttens herre, som tog varmt imod vandringsmanden. Den aften fik han alt, hvad han kunne drømme om, og da aftenen blev til nat, sagde hyttens herre: ”Jeg vil gerne tilbyde dig min seng. Du har gået hele dagen og trænger til hvile, og jeg kan sove her på stuegulvet.” Dybt taknemmelig tog den rejsende imod tilbuddet og nød den dejligste søvn hele natten.
Næste morgen vågnede den rejsende og vidste, at han skulle videre. Han frygtede, at han ville få bank, men han blev høfligt fulgt til døren og sendt af sted med smil og mad til rejsen.
Da den rejsende var vel ude af hytten, vendte han sig mod hyttens herre, som stod i døråbningen, og sagde: “Så alle de rygter om, at du giver dine gæster bank, inden de rejser, er altså bare rygter?”
Herren så på ham og sagde: ”Kun dem, der ikke tager imod alt, hvad jeg har at give, får bank. Du tog imod alt, hvad jeg tilbød dig, så ingen bank.” Dermed sagde hyttens ejer farvel og vandringsmanden fortsatte fornøjet ud i verden.”
Da den indianske kvinde holdt inde med sin historie, følte jeg, at hun på underfundig vis havde giver mig svaret på, om der er magi tilstede i mit liv. For det er der jo: Når jeg giver til andre og modtager fra dem. Det er endda sådan, at jo mere jeg giver, og jo mere jeg modtager, jo mere magi opstår der. Det er det vidunderlige ved magien.
Jeg tror på, at alle fortjener et magisk liv. Derfor er der nu kun tilbage at spørge:
Hvad er et magisk liv for dig?
Med ønsker om en magisk stund.
Sofia
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer