Har mænd ingen følelser? ... jo, men vi er bange for at de tager magten fra os!

"Jeg nøjes med at flytte bilen fra garagen ud på gaden, og senere flytter jeg den lidt ned ad vejen eller tilbage i indkørslen" forklarede Bjarne. Han var i gang med en behandling på kræftafdelingen, og havde ikke været på arbejde den sidste måneds tid. Han havde i mange år arbejdet som selvstændig elektriker, og bilen, han talte om, var hans rullende værksted.

"Hvorfor flytter du den?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg havde allerede en anelse om, hvordan tingene hang sammen men blev alligevel overrasket over Bjarnes svar; "Ellers kan jeg jo ikke lufte hunden!"

Jeg så undesøgende på ham og registrerede en antydning af et smil inde bag den alvorlige facade. Han kom mig i forkøbet med den videre forklaring. "Hvis naboerne finder ud af, at jeg ikke går på arbejde, vil de spørge hvorfor, og så er jeg først på den! Kan du ikke se mig gå tur med hunden og støde ind i først den ene så den anden?" Bjarne så på mig, som om den forklaring var logik for burhøns.

"Og så ...?" fortsatte jeg og ventede på den fortsættelse, han havde fundet overflødig.

"Ja, så bliver jeg jo nødt til at sige det. Jeg kan ikke lyve om det. De vil kunne se det på mig," svarede han.

Jeg rynkede brynene lidt som tegn til Bjarne på, at jeg endnu ikke var helt med.

"Jeg vil jo ikke kunne gå i fred. Jeg må snige mig rundt," fortsatte han og nærmede sig pointen; "Jeg skal ikke risikere at komme til at stå og flæbe foran hele kvarteret! ... måske kan jeg slet ikke holde op igen!"

Dér lå hunden altså begravet. Bjarne var bange for at hans følelser skulle overvælde ham. Jeg løftede blikket og studerede ham lidt. Jo, han var ikke typen, der normalt viste følelser og da slet ikke de negative. Han var bange for at følelserne skulle tage magten over ham, at han skulle miste sin kontrol over sig selv og stå klædt af til skindet overfor naboerne.

Der er helt sikkert flere forklaringer på, hvorfor mange af os mænd reagerer på den måde. Generne spiller ind og bestemt også testosteronet, men opvæksten har også meget at sige. Hvis vi ikke som børn har lært at blive fortrolige med følelserne og reaktionerne på dem, så bliver det svært at forholde sig til dem senere i livet. Vi undgår de vanskelige følelser, fordi de får os på udebane, på ukendt land med gyngende grund.

Jeg har senere lært, ... fordi jeg var nødt til det, at følelser kan betragtes som informationer på linje med de indtryk vi får fra vore øvrige sanser og fra fornuften. De hører til en helt særlig gruppe informationer, fordi vi ikke nøjes med at registrere dem, men også mærker dem. De er uhyre vigtige informationer om vores tilstand og fornemmelser, som skal tages alvorligt, når vi skal tage stilling til, hvordan vi skal handle. Men, de har også deres begrænsning og er behæftet med den samme usikkerhed som vore øvrige sanseindtryk. Ligeså vigtige de er, ligeså forkert er det, hvis de overtager styringen og bliver vores eneste retningsviser.

Hele den proces med at få et naturligt forhold til sine følelser, hvor meget og hvor lidt de skal fylde, er mange af os mænd ikke blevet fortrolige med gennem vores opvækst. Kun få fædre i den generation formåede at være et forbillede på en nuanceret forholden sig til sine følelser. Det blev oftest enten eller. Og så kan man sagtens ende som Bjarne eller i det mindste nikke genkendende til hans årsagskæde.

Én ting er sygdommen. Oveni den er han nødt til at kæmpe for at bevare sin identitet.

Dette blogindlæg er udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.  

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
mænd - følelser tager magten fra os. Læs mere