Lyst til lykke

Følg det der gør dig lykkelig,
så vil det åbne døre for dig,
dér hvor der tidligere kun var mure.
Joseph Cambell (1904-1987)

Hvad er glæde, lyst og tilfredsstillelse for kroppen? Hvad sker der i os, og hvordan kan vi få mere af alt det gode? At finde frem til sit velbefindende er en personlig sag. Det er op til den enkelte. Men der er mange fælles berøringspunkter mellem os mennesker og hvordan vi fungerer indeni.

Lykken begynder i kroppen
Kroppen er en forudsætning for at vi kan føle os lykkelige. Vi oplever velvære når hjernen tager imod og tolker de rette signaler fra hjertet, huden og musklerne. Omvendt giver følelser af lykke klare fysiologiske udslag i kroppen. Blodtrykket stiger med i gennemsnit tre til fem hjerteslag per minut. Huden forandres og bliver lidt fugtigere, dens elektriske modstand daler, og temperaturen stiger med en tiendedel grad.
Når man har det godt, slapper man også af. Spændinger i skuldrene, armene og hændernes muskulatur mindskes, hvad der forøger fingrenes mikrobevægelser. Hænderne kan med andre ord dirre af let ophidset glæde. På samme måde afslappes ansigtsmusklerne, og vi ser gladere ud. Glæde, latter og lykkefølelser er altså rene muskelafslapninger ”indenbords”. Samtidig er det lægedom for krop og sind, for de hormoner der produceres, stimulerer selvhealingen og fremskynder helbredelsesprocesserne.
Alt er egentlig hormoner. Vi er sansende væsner, og de indtryk vi udsættes for, forvandles til hormonelle signaler. Maden vi spiser, det vi ser på, berøring, når vi bevæger os, sex, sollys, musik og meget mere forvandles til signaler med hormonel indvirkning på kroppen.

Belønning til alle
Mennesket har en veludviklet belønningsmekanisme fordi vi er skabt til at nyde! I virkeligheden er anstrengelse og belønning selve grundlaget for velbehag, lyst og god selvfølelse. Derfor er det vigtigt at føle at man har en meningsfuld beskæftigelse eller krydrer sin hverdag med positive og meningsskabende aktiviteter.

Forskning har ligeledes påvist at lykke smitter, for vi bliver mere afslappede af at se på eller være nær ved et andet menneske der er afslappet, tilfreds og glad. Det er endog tilstrækkeligt at se billeder eller film med tilfredse og glade mennesker. Et smil på læben opfordrer til mere smil og latter. Det er også videnskabeligt bevist at man selv bliver lykkeligere af at le oftere. På samme måde er det positivt, helbredende og lystfremkaldende at have husdyr og at opholde sig i dejlig natur og smukke haver.

Når vi bliver opmærksomme på noget fredfuldt og smukt,
vander vi frøene til fred og skønhed inden i os.
Samtidig vandes der ikke andre frø, såsom angst og smerte.
Thich Nhat Hanh, zenbuddhistisk munk

Emotioner og følelser
Der er forskel på emotioner og følelser, og det er væsentligt at vide hvad der er hvad, for at blive herre over – og ikke offer – for sit indre. Jo bedre du er i kontakt med dine emotioner og kan tolke og forstå dem, desto lettere og mere håndterligt bliver livet. Det kaldes for coping i moderne forskningssprog.
Emotioner er en reaktion på noget der sker uden for eller inden i os. De kan udspringe af sanseindtryk af forskellig art, som for eksempel musik, berøring, dufte, tanker, mad eller hormonforandringer. Emotionerne begynder i kroppen som sansefornemmelser, der lynhurtigt transporteres op til hjernens højere centre for at tolkes som følelser. Men kun en brøkdel af alle emotioner opleves bevidst i hjernen, for ellers kunne vi blive helt overvældede af indefra kommende signaler.
Moderne neurovidenskab har påvist at kroppen først reagerer med emotioner og først bagefter med følelser som for eksempel glæde, lyst, lykke, vemod, sorg og vrede. Ofte går det så hurtigt at vi ikke mærker forskel på kroppens reaktioner og selve følelsen.
Nogle gange føler man noget i kroppen uden at vide hvad det er, eller hvilken følelse det drejer sig om. Men vi kan udvikle kontakten mellem emotioner og følelser for at lære at tolke de væsentlige emotionelle signaler. De skal betragtes som små bidder information, for så kan kroppen anvendes som et vigtigt redskab til kommunikation og forståelse. Det gælder både inden i dig selv og i forhold til andre mennesker. Fornemmelser (emotioner) i kroppen er meget entydige redskaber der hjælper dig undervejs. Vær derfor lydhør over for kroppens signaler.

Lykken skabes
Undersøgelser har vist at vi ikke er lykkeligere i dag end for hundrede år siden, trods al velfærd, og at buskmænd i Afrika er lige så lykkelige som velbjergede amerikanere. Lykke handler om vores indre holdning til det der sker.

Hvis man skal være lidt skrap, kan man sige at folk er ulykkelige, fordi de vælger at gøre noget, der gør dem ulykkelige. Dermed har de selv magten til at ændre dette ved at vælge at gøre noget der i stedet gør dem glade. Forskning har påvist at vi har stor indflydelse på vores sjælstilstand. Hvis vi oplever lykke og forventer dette, styrer det vore handlinger. Det bevirker så at vi får positive reaktioner tilbage, og dermed skabes en positiv spiral.

Lykken er ikke noget magisk, tilfældigt eller blot en gudsgave for nogle få udvalgte. Et menneske der får det bedste ud af sine evner og af de tilfælde, der opstår, skaber sig et liv fuld af glæde, tilfredsstillelse og lykke. Græske filosoffer mente at hvis man lærer at følge disse regler, opnår man lykke. Det styres ikke af vores humør eller af omgivelserne. Det er et valg der kommer indefra. Grækerne drev lykkeskoler med det formål at lære eleverne at leve på en mere harmonisk og gladere måde. De trænede deres karakter ved at lære dem at iagttage egne følelser og at sondre mellem destruktive og konstruktive emotioner. Det var at blive herre over sine følelser, ikke for at undertrykke dem, men for at vælge dem der skabte et godt liv.

Skjuler der sig en fare i dette? At stræbe udelukkende efter positive følelser og helt undlade at føle negative følelser såsom sorg, vrede, angst, nedstemthed etc. kan blive kunstigt. At kende og acceptere sine følelser er at være ”grounded” og hvile i sig selv – selv om man ikke behøver at hænge fast i dem. Ægte følelser varer højst et par minutter, og derefter skal følelserne fremkaldes bevidst. De behøver slet ikke at have noget med det aktuelle spørgsmål at gøre, men kan komme fra tidligere oplevelser eller prægninger. Derfor er det vigtigt at ofre lidt kraft og energi på at omforme tankerne. Måske tiden igen er moden til de græske lykkeskoler!

Vælg det positive
Når du foretager dig noget sjovt og vælger det der fungerer, og er positivt i tilværelsen, forandres din sindsstemning med det samme. Hvis du gør det til en vane, kan det positive blive permanent! Du kan øve dig ved at:

•    Se det positive, stærke og smukke hos mennesker du træffer.
•    Sige noget positivt til dem du træffer.
•    Udføre mindst én venlig handling mod andre hver dag.
•    Lægge mærke til mindst tre ting der gør dig glad hver dag.
•    Smile til et fremmed menneske hver dag.
•    Prøve at le af dine fejl og fejltagelser i stedet for at klandre dig selv.
•    Fokusere på det du har, det du er glad for, og det der fungerer.
•    Fokusere på det positive som dit arbejde giver dig.

Læs mere i Sanna Ehdin’s bog "Find din indre styrke" som udkom på Lindhart og Ringhof Forlag april 2008.
Sanna Ehdin og Thomas Milsted afholder kurset Find din indre styrke – et kursus om robusthed d. 6. November i Zoologisk Have i København. Se arrangementskalender

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sanna Ehdin Hvad er glæde, lyst og tilfredsstillelse for kroppen