Lykken er mere medfølelse

Lykken er en underlig størrelse. Et underligt begreb. Vi søger lykke alle sammen mere eller mindre bevidst. Men for de fleste er lykken noget, som er andre forundt. En tilstand som kun Dalai Lama og Ole Henriksen kender til. Alt for højtsvævende for mig, tænker de fleste måske inderst inde. Når jeg taler med andre om, hvad lykke egentlig er, bliver vi altid nødt til at bruge noget tid på at definere lykken, for ellers taler vi let forbi hinanden.

I min bog, Lev dig lykkelig, beskrev jeg lykken som en anden bevidsthed om sig selv og livet. En tilstand, der varer ved trods livets op- og nedture og normale humørsvingninger. Et liv med en bevidsthed om sig selv, sin historie, sine muligheder og begrænsninger og livets positive sider. Altså, at udgangspunktet for lykken er en dybtgående (er)kendelse af sig selv. Og læg mærke til, at jeg skriver udgangspunktet – for lykken er jo sandelig meget mere end et indadvendt, selvransagende projekt. Ja, vi kan endda sige, at lykken oftest eksisterer i relation til andre mennesker. Det er på grund af og sammen med andre, vi er lykkelige. "Palle alene i verden" finder jo også hurtigt ud af, at det ikke er så sjovt at være helt alene i verden. Og desuden handler det jo også om at engagere sig i noget  meningsfuldt og føle, at man bruger sig selv på den bedst mulige måde. Derfor handler "det gode liv" i allerhøjeste grad også om at være noget og gøre noget for andre. Et lykkeligt liv handler både om en indre bevidsthed og en måde at være i verden på. På den måde hænger lykken uomgængeligt sammen med medfølelsen.

Men lykkedebatten ender ofte i en ensidig fremstilling, der handler om hurtige gør-det-selv-løsninger og jeg-fokus. Der bliver skrevet om lykken ustandseligt i dameblade og bøger. Og jeg er selv lidt træt af begrebet som sådan. Måske fordi debatten nogle gange bliver for forenklet, og måske fordi jeg så ofte mærker en afstandstagen fra omgivelserne til ordet lykke. Mange kan simpelthen godt "stå af" på begrebet, fordi det er for meget, for urealistisk og for flyvsk. Livet er jo også lidelse, så hvorfor nu dette hidsige og ensidige fokus på lykke?

For nogen tid siden blev jeg kontaktet af en journalist, som var ved at lave en artikel for et dameblad med overskriften "Gode råd til lykken". Jeg begyndte at tale om den kroniske rastløshed, som mange oplever, traditionel terapi, meditationsteknikker osv. Jeg ævlede løs, som havde hun trykket på en knap. Men pludselig lagde jeg mærke til, at hun var blevet lidt fjern i blikket. Enten syntes hun, at det var utrolig kedeligt, hvad jeg sagde, eller også var jeg sporet ind på noget helt forkert. Jeg holdt en lille pause i min talestrøm for at lade hende komme med en eller form for respons. Og som om hun netop var vendt tilbage til jorden og vores samtale, sagde hun: "Okay, fint nok, men artiklen skal bare handle om nogle gode råd til lykken. Altså, noget man selv kan gøre på tre minutter, fem minutter, en dag og et år. Sådan helt konkret."

Nogle gode råd, tænkte jeg. Bare sådan her og nu. Fra den ene dag til den anden. Gør det og det og du bliver lykkelig. Som skulle artiklen skrives med en speciel lykke-skrift, der ville gøre, at alle læsere automatisk fik ændret deres livslange destruktive tankemønstre og vaner, fjernet diverse traumer og pludselig så verden i et helt andet lys. Men sådan hænger tingene jo ikke sammen. Psykologiens traditionelle fokus på smertelige følelser og barndommens indflydelse på voksenlivet er jo ikke uden grund, men skyldes netop, at vi ofte er langt mere præget af den, end vi umiddelbart tror.

Problemet er måske, at vi langt hellere vil have hurtige, gode råd, end vi vil undersøge de aspekter af tilværelsen, som forhindrer os i at føle mere glæde og lykke i livet. Alt det, der slører vores syn, al den negativitet, alle de fortrængte følelser og dårlige vaner, der ligger og ulmer og gør, at diverse "lykketiltag" virker overfladiske og ligegyldige – og aldrig får effekt. Måske kan man endda hævde, at dele af lykke-interessen er et symptom på vores "perfektionistiske pillesamfund", hvor livets motto er blevet til "hurtigt, let og perfekt" – eller "hurtigt, let og pist væk".

Hvis vi har ondt i hovedet, tager vi en pille. Hvis vi ikke kan sove, tager vi en pille. Og hvis vi har ondt i livet, kan vi nu også tage en pille. Vi har hverken lyst eller tid til at føle nogen som helst form for ubehag. For som Institut for Fremtidsforskning meget rigtigt fremhæver i en rapport om tendenser mod 2020, så er "vores længsel efter at være 'rigtig' grænseløs og diffus og har omdannet vores liv, forbrugsmønstre, hjem, relationer, og værdier til iscenesatte glansbilleder, som vi sætter op på en piedestal med glimmerværk, store røde sløjfer og et tykt lag lykke. Glansbilleder, der er lige til at sætte i et album, som tilskuerne så kan beundre". Og her er det ikke den videnskabelige del af lykkedebatten, jeg stiller skarpt på – det man populært kalder for lykkeforskningen. Her taler jeg om en slags samfundsskabt "flødeskumslykke", som for mange kan virke nærmest stressende pga. de perfektionistiske undertoner, og hvor lykken bliver en del af "projekt perfekt". Her er det nemlig kun det øverste lag af hele kagen, der kommer fokus på.

Men vi kan ikke nøjes med flødeskummet i en snak om livet, og hvad der skal til for at skabe det bedst mulige liv. Det får man nemlig kvalme af. Vi må smage på hele kagen og finde ud af, hvad den er lavet af. For hvis vi for alvor vil kunne mærke de positive sider af livet, hvis vi gerne vil forandre os, udvikle os og leve et mere meningsfuldt og fokuseret liv, så bliver vi nødt til først at kunne tale om, og ikke mindst forstå og mærke, hvad der egentlig står i vejen for det.

Men det er nemt at forstå, hvorfor "Fem gode råd" er så tiltrækkende, for det virker jo som en indlysende smutvej. Og hvorfor begynde at udfordre den velkendte "comfort zone" ved at tale om angst, sårbarhed og skam, hvis vi kan komme udenom det? "Fem gode råd" er jo som at spise en pose slik – lækkert mens det står på, men uden varig gavn. Der er ingen substans, ingen vitaminer og ingen energi. Og inderst inde ved de fleste af os jo godt, hvad der skal til for at blive gladere i livet.

De fleste ved for eksempel godt, hvad der skal til for at leve mere sundt. Vi ved godt, at der er flere kalorier i en kage end i et stykke frugt, og at det også hjælper, hvis vi løber en tur engang imellem. Vi ved også, hvordan vi begår os mest fornuftigt med de penge, vi har. Jeg har x kroner til rådighed om måneden, og derfor kan jeg bruge det og det. Og hvis vi har nogle følelsesmæssige behov, ved vi også, hvor vi kan få hjælp. Der findes alverdens informationer på nettet, vi har et hav af bøger til rådighed eller kan gå i terapi. Vi ved, at kærlighed og opmærksomhed gør os glade. Vi ved rigtig meget om "det gode liv". Men hvorfor bliver vi så mere og mere overvægtige, deprimerede, stressede, forgældede og afhængige af alt fra computere og iPhones til alkohol og præstationer?

Fordi vi ikke taler om, hvad der står i vejen for at gøre, hvad vi ved, er bedst for os selv, vores børn, familier, virksomheder og samfund. Vi taler ikke om, hvad der får os til at trøstespise, så vi bliver overvægtige, eller hvad der får os til at løbe hurtigere og hurtigere, så vi til sidst går ned med stress, eller hvorfor vi har så høje forventninger til os selv, at vi bliver handlingslammede og angste for at træffe beslutninger, eller hvorfor vi har et anspændt forhold til vores børn. Hvordan skal vi kunne opleve kærlighed og nærvær i forhold, når vi ikke taler om, hvorfor vi har det svært med intimitet? Og hvordan skal vi kunne styre vores tilværelse, når vi ikke taler om vores virkelige følelser og hvordan vi har det?

Det kan der være mange grunde til, at vi ikke gør. Måske er vi ikke opdraget til det. Måske ved vi ikke engang, hvad vi selv føler. Måske føler vi, at vi ikke har nogen at tale med, eller at ingen alligevel vil kunne forstå os. Måske tror vi, at det bare er sådan, vi er. Måske orker vi det ikke. Mange forskellige forestillinger, vaner og begrænsninger gør altså, at vi alt for ofte skaber problemer og lidelse i vores liv ved ikke at italesætte og erkende os selv som de hele mennesker, vi nu engang er. Mennesker med angst, svagheder, sårbarhed og indestængt vrede. Men også mennesker med et enormt potentiale for empati, medfølelse og kærlighed. Vi indeholder det hele. Moder Teresa har sagt: "I couldn't do the work that I do without acknowledging the jack-booted nazi within me." Det medfølende liv, som hun er indbegrebet af, den næstekærlighed og vilje til at forandre verden, ville ikke kendetegne hendes liv, hvis hun ikke også erkendte sine negative sider og destruktive tendenser. Dette citat er sigende for denne bogs proces og formål.

Hvis vi kunne blive bedre i stand til at rumme og forstå os selv med alt, hvad det indebærer, vil vi også automatisk blive bedre i stand til at kunne rumme og forstå andre. Og det vil i sidste ende gøre både dig, andre og verden lykkeligere. Derfor har jeg valgt at lægge lykken lidt på hylden og koncentrere mig om medfølelse. I denne bog vil du kunne se forslag til øvelser, der både kan give dig større selvindsigt og kan træne sindet i større medfølelse med dig selv og andre. For det sker selvfølgelig ikke af sig selv. Det kan være hårdt arbejde, men min erfaring er, at det i høj grad betaler sig.

Kærlige hilsner
Sarah Zobel Kølpin

Artiklen, som du netop har læst, er et kapitel fra Sarah Zobel Kølpin's bog Tør du mærke livet - en bog om at finde nærvær og overskud til sig selv og andre. Sarah har ønsket at Levlykkeligt bragte et kapitel, vi valgte kapitlet om medfølelse som også udtrykker de værdier Levlykkeligt baserer sig på.

Sarah Zobel Kølpin er foruden at være forfatter også foredragsholder og coach. Sarah Zobel Kølpin arbejder derudover med virksomheder indenfor leder- og medarbejderudvikling. Desuden er Sarah Cand.Psych. fra Københavns Universitet.

Sarah Zobel Kølpin har tidligere udgivet bogen, Lev dig lykkelig, den succesrige bog om Positiv Psykologi.

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Sarah,

Dejlig læsning og en god vinkling på en ellers ofte unuanceret debat om lykke. I mine øjne omhandler lykke at kunne rumme både ro og kaos - ikke blot stræbe efter ro. At kunne føle lykke og kærlighed selv når livet kaster dig ud i kaos. Og det gør det! Stræben efter evig ro er måske blot stilstand uden forhold til verden og andre mennesker. Jeg vil gerne være lykkelig og i ro - men jeg vil også gerne rystes, forandres og være lykkelig ved det. Lykkelig er den der kan rumme sit kaos, ikke den der fornægter det.  

Medfølelse er væsentlig. Kan ikke lade være med at tænke på et citat af Meher Baba - "Real happiness lies in making others happy"  Som jeg forstår således - at se sig selv i den anden og dermed fællesskabet fremfor jegets evige kamp for individuel "lykke"

Alt godt

Kresten Kay

Det var dog et forrygende, dejligt og tiltrængt indlæg.

For også her på siden fyger det fra tid til anden med disse hurtige genveje til et lykkeligere og bedre liv. Men oftest efterlader de blot en dårlig smag i munden, og en fornemmelse af at det slet ikke er det det drejer sig om. En letkøbt smutvej uden om det der virkeligt trykker… og rykker.

Som behandler, rådgiver, skribent eller formidler, er netop denne artikel også en kærkommen anledning til lidt selvrefleksion. For disse letkøbte lykkepiller i form af gode råd, og lette genveje til et bedre liv, kommer jo et sted fra. Nogen sidder jo med bolsjeposen åben, og deler godvilligt af disse tomme kalorier!

Jeg kan ikke lade være med at binde en tråd til det dette indlæg der beskriver retningslinjerne for udvælgelse af blogs og artikler til magasinet PSYKOLOGI. Fristende er det at efterkomme disse, for at få gratis profilering og øget opmærksomhed. Men måske det er værd at overveje præmissen en ekstra gang… Blot til refleksion.

Kh Søren

Ja, et dejligt opløftende oplæg og opgør med quickfix løsninger der vækker til tanke når det drejer sig at få et lykkeligere liv. Også fantastisk vigtigt at Levlykkeligt portalen viser og udbreder den rummelighed og højt-til-loftet bredde der kan åbne op for helt principielle diskussioner omkring grundlaget for selvudvikling, lykke og livskvalitet.

Når det er pointeret, mener jeg nu også at det kan være yderst givende at få konkrete gode råd - selvom din kritik rammer ved siden af da konkrete råd i den "blogkonkurrence"- blog, som du henviser til kun er én tilgang. Som jeg læser det, står det da bloggerne frit for hvad de vil skrive om! Men når vi nu er ved det, så synes jeg ikke at konkrete råd i sig selv er af det dårlige, kun måden de formidles kan være kritisabel - fx hvis de ikke sættes ind i en lidt større kontekst, men blot står alene. Her overfor kender vi jo også den noget uvedkommende fornemmelse man som læser kan sidde tilbage med når man efter at have læst indlæg der beskriver emner: alment, abstrakt og overordnet som kan være yderst svært at integrere i sit eget liv og hverdag. Men sådan er det vel med al formidling?

Personligt har jeg som flittig læser her på levlykkeligt det bedst med når indlæg dialektisk har en god balance mellem det konkrete (det kunne sagtens være Gode Råd) og det almene. Og lige præcis magasinet Psykologi, som jeg abonnerer på, finder jeg vedblivende har et overraskende kvalitativt, seriøst og givende indhold med gennemskrevne og gennemtænkte artikler - som står i skærende kontrast til netop de almindelige dameblade som jeg formoder Sarah Zobel Kølpin sigter til. Det er helt tydeligt for mig og for rigtig mange andre at rorgængerne på Psykologi brænder for at bladet bevarer en høj kvalitet og dermed troværdighed - både blandt fagfolk af forskellig observans og almindeligt interesserede læsere.

De kærligste hilsner med tak for en givende artikel og gode relevante kommentarer

Frk. Fortuna

Jeg kommer til at tænke på en episode jeg oplevede for nylig, der illusterer hvor dybt denne "fix it" mentalitet - der higer efter hurtige løsninger - sidder. Jeg læste en notits i et dagblad, om et forskningsresultat der pegede på at et eller andet havde en gentisk kodning. Hvad det var, husker jeg ikke, men jeg husker at det ramte mig på en sådan måde, at jeg oplevede en lille lettelse, fordi det kunne forklare et eller andet jeg gik og tumlede med på daværende tidspunkt. Øjeblikket efter gik det op for mig at grunden til mit lettelsens suk, dybest set handlede om mit eget ansvar i forhold til det at der nu er en genetisk forklaring, snarer end at jeg var blevet klogere på mine bryderrier.

Pointen er, uanset om der er tale om genetiske forklaringsmodeller, eller gode råd til dette eller hint, så har de en tendens til at aflede opmærksomheden fra det egentlige. Det kan give en kortvarig lettelse, en forklaring eller en pause fra trædemøllen, men en varig forandring afstedkommer det ikke. 

kh Søren

Kære Søren,

du tabte mig lige dér ;-)

Forstår ikke helt hvor du vil - selvfølgelig genkender vi alle nok indimellem det måske lidt fristende ved trangen til opgivende at kunne lægge os på ryggen med poterne i vejret; at vi intet kan eller bør stille op hvis vi døjer med noget som måske "bare" kan være genetisk bestemt. Men at du fra din personlige oplevelse hopper til konklusionen: at så er der ingen råd der hjælper, må vel siges at være en induktiv fejlslutning: 1 2 mange.

Hvis du mener at ingen råd grundlæggende dur i forhold til det "egentlige" - hvad det så end er - eller "varig forandring" (eksisterer det overhovedet for os mennesker der lever i tiden, og dermed i forandringen) siger du vel også at vi slet ikke kan tale os til mere lykke eller gennem sproget kan blive oplyst til livskvalitet der kan gøre en forskel?

Hver gang vi benytter sproget, en bestemt måde at tale om et eller andet, så udelukker vi jo lige i det øjeblik andre måder at tale om noget på, andre måder kan så komme bagefter. Pointen er: at ethvert begreb, forklaring eller godt råd som vi bruger, tager til os, altid vil være bestemmende for vores fokus  - for en tid. Det kan ikke være anderledes medmindre du ønsker at udelukke sproget. Udelukker du sproget, udelukker du også vores fællesmenneskelige element, herunder en vigtig måde at udtrykke vores medfølelse for hinanden - som vel dybest set er det som artiklen ønsker at vi hver især konkret fremmer overfor hinanden.

Gode hilsner
Frk. Fortuna

Kære Fortuna

Jeg siger ikke at gode råd eller forklaringer er nyttesløse. Jeg siger blot at de som oftest kun vil virke en tid, som du selv er inde på. De skaber i sig selv ingen varige forandringer.

Lad os antage at jeg er en bekymret sjæl med mange spekulationer der optager mit sind, og binder min energi. Jeg får så det råd at jeg skal tænke positivt for at slippe mine bekymringer. Jeg følge rådet og tvinge mine tanker i positiv retning, når jeg opdager at mine spekulationer tager overhånd.

Men i det øjeblik jeg glemmer, eller er uopmærksom på det gode råd, pipler bekrymringen frem igen. Nu måske med det resultat at bekymringen bliver suppleret med selvbebrejdelse over at ikke at være positiv.

Det velmenende god råd har intet gjort ved min generelle tendens til bekymring, men blot givet mig en anden måde at håndterer min konkrete bekymring på. Energien er stadig bundet i mig, og flyder ikke frit.

Først i det øjeblik jeg kan acceptere, og dernæst give slip på min tendens til bekymring, bliver jeg for alvor frisat, og min energi kan strømme.

Den transformation der skal til, er en dyb intern og ordløs proces, hvor sproget og behovet for forklaringer, mister sin betydning.

kh Søren

Heey Søren, det lyder jo som et godt råd ;-)

Bedste hilsen

Frk. Fortuna

 

Lykken er medfølelse, kærlighed og nærvær. Sarah Zobel Kølpin på Levlykkeligt.dk