Lykkelige voksne - lykkelige børn

Vi har en forpligtelse udover os selv til at blive lykkelige: Vores børn!


Børn bruger forældre som modeller, som retningsgivere og som tilpasningsmarkører.

 

  • Som modeller er vi nødt til at være lykkelige, så vores børn kan se, hvordan lykkelige mennesker tackler livet og lære af det. Et skelet, de kan læne sig op ad.

 

  • Som retningsgivere er vi nødt til at være os selv og mærke, hvad vi tror på, for at kunne pege i den retning, som vi selv mener er den rigtige, så vores børn kan lære at livet handler om at finde ud af det rigtige for sig selv.  Tydelige holdninger er nemme at spille bold op ad, hvad enten man er enig eller ej. Uklare holdninger er tidsrøvere og forplumrer alting, så barnet skal bruge tid på at finde ud af, hvad far og mor egentlig mener, frem for at have det på plads og derudfra afklare sin egen holdning. 

 

  • Som tilpasningsmarkører fordi børn er uerfarne udi verden og ikke ved eller kan forventes at vide, hvordan spillereglerne er i omgangen med andre mennesker. De er primært lyststyrede og hvis de selv skulle vælge, så ville alting handle om dem selv på en for alle ukonstruktiv måde.

 

En berømt børnepsykolog ved navn Bruno Bettelheim har engang sagt:”Man skal ikke give børn, hvad de beder om. Man skal give dem, hvad de har brug for:” Og deri havde han så evigt ret.

 

Stort set alle forældre er optaget af at sørge for, at deres børn får

-         en let gang på jorden

-         mulighed for at være sig selv

 

Men derudover er rigtig mange forældre også optaget af sig selv - at være gode forældre. Nogle forældre er så fokuserede på det, at der er mange ting, de ikke griber ind overfor eller bøjer af på, fordi de er bange for at de i andres øjne fejler som forældre.

 

Men du kan kun være den forælder du er. Det er dit barns lod at have dig som forælder. Sådan er det!

Du kan dog tage det helt roligt, for hvis det bekymrer dig så meget om du er en god forælder, er du ikke reelt i fare for at være en dårlig forælder – uanset hvor grænsesættende, du bliver. Du vil altid være optaget af ikke at gøre uret, og derfor vil de markeringer, du laver og faktisk finder rimelige, antagelig også være det.
 

Så klø på! – Find ud af hvem du er, hvad du vil og hvorfor, så giver resten af sig selv.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lykkelige voksne - lykkelige børn