Markedsføring på nettet Jens Estrup

På Jorden er der ingen gemmesteder

I køen i Irma bliver jeg provokerende puffet bagfra indkøbsvogn ført af ældre kvinde klædt i lilla med store mørke ”Star”-solbriller og indkøbsvognen fyldt til bristepunktet; hun er højlydt irriteret på alle og enhver. Selvom det er en dyd at udholde pinlighedsfaktoren, var det ikke en af mine - den dag. 

Normalt ville jeg bare have lukket af, men lige dér tænkte jeg på en sætning jeg engang læste i en gammel roman af J.M. Barrie: ”de der spreder solskin i andres liv, kan ikke holde det væk fra deres eget”. Hvad kunne gøre hende lykkeligere?

Jeg vendte mig mod hende med det uventede indfald: ”det ser ud til at du har travlt?”. Med et spjæt over min tilnærmelse bjæffede hun: ”Ja, jeg har, jeg kommer for sent nu!”. Jeg svarede: ”du må gerne gå ind foran mig”. ”Næh nej”, fortsatte hun, ”det er helt i orden”. ”Men jeg har virkelig ikke travlt”, smilede jeg. Forvandlingen var forbløffende. Hun gik fra at være en pestilens til at være et menneske der følte sig set og respekteret. Efter at have styret sin vogn ind foran min, skubbede hun brillen op på hovedet og takkede mig (og kassedamen) overstrømmende og gik glad ud. Fuldt i færd med at pakke mine varer ned i poser, bemærkede jeg ud af øjenkrogen at de andre i køen smilede over hændelsen.

Om hun havde fortjent det er selvfølgelig underordnet. Pointen er at hun måske vil være mere venlig fremover.

Samvær. Vores væsen er i permanent relation til andre. Sociale dyr, er vi. På alle planer kommunikerer vi med andre; dag og nat befinder vi os i en dialog med mennesker i ental eller flertal. Selv når vi snakker med os selv, er det også henvendt til en (fiktiv) anden. Hvad vi hører og læser andre sige, tager vi med os. På jorden er der ingen gemmesteder.

Samvær. Er ikke kun sprog. Følelsesmæssigt, intuitivt, åndeligt er vi hinanden… eller rettere vi bliver hinanden gennem de påvirkninger vi giver og modtager. Vi kommer ikke længere med andre end vi er kommet med os selv. At opretholde en indre balance mellem mig selv og andre kan dog undertiden opleves som et pendulsving mellem at være en bodybuilder der går tur med en puddelhund og en dværg der går tur med en Grand Danois. Karakteren af dit ”Selv-skab” betinger kvaliteten af dit selskab. Fordi vi er og bliver hinanden opfordrer Platon til: Vælg altid det gode selskab.

Samvær. Eller mangel på samme. Når vi har brug for at isolere os; lukke døren, gå en tur, meditere, er det ofte fordi vi har haft en dårlig social oplevelse. Som vi må fordøje gennem en indre omvej for at finde os selv. Men inderst inde ved vi godt at hvis vi ikke bare skal finde os selv, men finde meningen med os selv, er der kun én vej tilbage. Tilbage til det sociale fællesskab – men måske ikke lige det vi flygtede fra. Dybt i vores sjæle aner vi at det gode samvær er den eneste mulighed for igen at blive fyldt op med fortsat mening og lykke på vores vej gennem livet.

Graden af din lykke afhænger i hvert øjeblik af hvor du befinder dig på en skala der går fra selvnærvær til selvfravær – især når du sammen med andre. Vi bør spørge os selv: hvordan har jeg det egentlig når jeg er sammen med min familie, min kæreste, mine venner? Kan jeg holde mig selv ud, eller er det et flugtfællesskab hvor jeg flygter jeg ind i hektisk snak, tavshed, og hvorfor skal jeg pludselig ud og smøre en ostemad? Hvor ofte siger vi med hånden på hjertet: “når jeg er sammen med ... får jeg det godt med mig selv?”

De ”fællesskabs- frekvenser" vi stiller os ind på, eller retter indstiller os på, skabte og skaber vores bindinger til mennesker. Nogle viser sig at være flygtige, andre langtidsholdbare, nogle dør ikke, men lugter med tiden bare underligt som om de er ud over sidste salgsdato. Enkelte igen er som kviksand hvor jo mere vi forsøger at slide os fri, jo mere trækkes vi ned. Men at alle forhold skifter karakter er en naturlig virkning af at Tiden og Rummet er indbygget i os - der lever forandringer i os selv.

Hvordan vi end vender og drejer det: varig lykke sker med og igennem andre mennesker. Selvfølgelig kan vi opleve kortvarig glæde ved at sætte os ind i vores nyanskafne bil etc., eller ved at sætte os til rette ved det nye spisebord. Men netop fordi vores sjæle stræber efter samhørighed og dialog kan materielle ting ikke gøre os varigt lykkelige. Selvom det er en gammel sandhed ”at den der tier samtykker”, bliver det i længden noget trættende at spørge sin bil: nå, hvordan går det så i dag? ”Shop till you drop” rusen rumsterer stadig selvom vi burde pleje tømmermændene. Og behovet for en anden vej. Et behov for at blive rigere på oplevelser af en anden art end den nedsatte sigtbarhed der indsniger sig når mennesker bliver vedhæng af varer. Et behov for fællesskabsgivende oplevelser, værdier og synergi på et højere plan.

Mens vi stadig venter på det, er det rigtig vigtigt hvad og hvordan vi tænker om andre – da det jo til syvende og sidst, påvirker og dermed afgør karakteren og kvaliteten af vores samvær - og forhold til os selv.

Godt samvær. Er jo ikke bare det at være sammen, selvom det jo også kan være fint nok. Din livsfylde, mening og lykke beror kun delvist på hvad du er sammen med mennesker om, og kun delvist på hvordan du har det med dig selv, når du er sammen med andre. Det fungerer omvendt: For at du kan få det godt skal du ville andre det godt. Din lykke er ligefrem proportional med at dine tanker og handlinger bidrager til dine medmenneskers bedste.

Så når Platon sagde ”Søg altid det gode selskab”, er det fordi han vidste at det gode selskab
netop vil dig det godt og vice versa – at lykke opstår med og gennem andre mennesker. Når det er sagt består udfordringen i at inddrage flere i det gode selskab - også Dem vi ikke kan lide. Men hvordan gør vi så det? Det er opgaven!

Hjertelig hilsen
Jens

PS: Overskriften Himmelen er de andre et en omvending af filosoffen Jean Paul Sartre’s berømte sætning fra teaterstykket ”Lukkede døre”; Helvede er de andre. For sådan behøver det ikke (altid) at være.

Jens Estrup er stifter af Levlykkeligt.dk & Wiseonlife.dk

Artiklen var den niende artikel i Levlykkeligt’s tema om Fællesskab: at give og gøre andre godt. Har du  ikke læst de andre artikler i serien, har du her listen over de andre artikler - klik på titlerne:

Emilia van Hauen: Farvel til ego-frihedens fængsel

Lars Muhl: Det eneste, vi savner ...  

Lucy Vittrup: En hånd i mørket

Thomas Milsted: Tilbage til fællesskabet

Charlotte Mandrup: Fra ego til storhed

Jan Runge: Vær den forandring du ønsker at se i verden

Gitte Jørgensen: Fra selvudvikling til sam-skabelse

Svend Trier: Spiritualitet uden dogmer

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
...Men hvem er det gode selskab? Og hvem er det gode selskab for det dårlige selskab? Valg af selskab bunder efter min opfattelse i høj grad i nogle fælles referencer. Og afhængigt af hvad disse referencer er, "gode" eller "dårlige", altså set med samfundsøjne, vil man altså være henvist til den samme omgangskreds for tid og evighed. Naturligvis tror jeg ikke at det hænger sammen på den måde, men hvordan hænger det så sammen. Jeg mener, at vurderingen af hvad der er godt selskab for mig er yderst subjektiv. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man "elsker" sig selv. Det er en forudsætning for at kunne elske andre. Ser du negativt på dig selv, ser du også negativt på dine medmennesker. Et eksempel på, hvad der ville være dårligt selskab for mig er f.eks. en primitiv eskimofamilie, hvor det er en fornærmelse mod manden, hvis jeg ikke vil ligge med hans kone og spise spæk, som endnu er varmt fra en nyslagtet sæl. Disse mennesker er ikke nødvendigvis dårlige mennesker, men de er opvokset under fuldstændig anderledes vilkår end jeg er. Her er det altså miljøet som gør eskimofamilien til dårligt selskab. Et andet er at du fra barndommen har været præget med dårlige levevilkår, som alkoholiske forældre, tyranniske kammerater og en dårlig skolegang. Sammenfattet konstaterer jeg, at vi som individ er præget af ja, så er den her igen, ARV OG MILJØ. Så hvordan definerer vi "Det gode selskab"?
...Men hvem er det gode selskab? Og hvem er det gode selskab for det dårlige selskab? Valg af selskab bunder efter min opfattelse i høj grad i nogle fælles referencer. Og afhængigt af hvad disse referencer er, "gode" eller "dårlige", altså set med samfundsøjne, vil man altså være henvist til den samme omgangskreds for tid og evighed. Naturligvis tror jeg ikke at det hænger sammen på den måde, men hvordan hænger det så sammen. Jeg mener, at vurderingen af hvad der er godt selskab for mig er yderst subjektiv. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man "elsker" sig selv. Det er en forudsætning for at kunne elske andre. Ser du negativt på dig selv, ser du også negativt på dine medmennesker. Et eksempel på, hvad der ville være dårligt selskab for mig er en primitiv eskimofamilie, hvor det er en fornærmelse mod manden, hvis jeg ikke vil ligge med hans kone og spise spæk, som endnu er varmt fra en nyslagtet sæl. Disse mennesker er ikke nødvendigvis dårlige mennesker, men de er opvokset under fuldstændig anderledes vilkår end jeg er. Her er det altså miljøet som gør eskimofamilien til dårligt selskab. Et andet er at du fra barndommen har været præget med dårlige levevilkår, som alkoholiske forældre, tyranniske kammerater og en dårlig skolegang. Sammenfattet konstaterer jeg, at vi som individ er præget af ja, så er den her igen, ARV OG MILJØ. Så hvordan definerer vi "Det gode selskab"?
Fællesskab og Lykke - giv og gør andre godt. Læs på Levlykkeligt