Om at leve lykkeligt – fordi vi kan

Så længe jeg kan huske, har jeg ledt efter nuet, lykken, glæden. Kender du det?

Jeg læste en gang om Louise Hay (den amerikanske selvudviklingsdronning der opfandt de positive bekræftelser) at hun forstod at nyde alle de små øjeblikke i livet. Selv en opvask var for hende som en mindfulness-meditation (du ved, ligesom den med at bruge al sin opmærksomhed på at spise en rosin). 100 % nærværende nød hun det løbende vand, de skinnende glas, de små bevægelser når hun tørrede tallerkenerne af (ja, det har nok været før opvaskemaskinerne blev hvermandseje, selv i USA). Jeg så hende for mig, glad, nærværende, leende, strålende.

Sådan ville jeg også være, tænkte jeg. Det lød rart. Så hver gang jeg vaskede op i tiden derefter, gjorde jeg mig virkelig umage med at være nærværende, nyde øjeblikket og udsigten fra køkkenvinduet. Der var da også glimt af meditationslignende karakter – meget små glimt. Men så kom jeg til gryderne... eller jeg kom til at tænke på et eller andet problem, jeg lige skulle have vendt, eller noget nogen havde sagt til mig, som jeg syntes havde såret mig eller gjort mig vred, eller min sambo (for det var selvfølgelig ikke mig!) havde ikke skyllet dørslaget ordentligt af, så jeg måtte stå og skrubbe det fedtede og nu indtørrede pastavand af... og så røg det nærvær. Det var simpelt hen anstrengende, hårdt arbejde at blive i det, der nu føltes som et åndssvagt, opreklameret nu. Det føltes ligesom mere oplagt – og meget lettere - at flyde med tankerne, der valfartede rundt i øst og vest inde i mit hoved.

Tak for inspirationen Louise Hay, men det er simpelt hen for urealistisk, tænkte jeg.

En del år senere købte min kæreste og jeg et hus. Det var det hus vi havde råd til. Det var et gammelt hus. Det var et hus der trængte til en kærlig hånd eller ti. Det var et hus, der ikke helt kunne byde på det antal værelser vi havde brug for til vores støt voksende familie. Så jeg tænkte og tænkte. På hvordan vi kunne bygge om. Omrokere værelser. Og hvordan vi ellers kunne få råd til et andet hus. Og hvor det så skulle ligge.

Og. Så. Videre.

Når jeg stod i vores gamle, blå vinylbrusekabine med strukturbeklædte sider, løb tankerne automatisk rundt og rundt i cirkler. Plantegninger, materialelister, prioriterede rækkefølger af forandringer og overslag over omkostninger og hvad der kunne betale sig at lave, hvis det alligevel endte med at vi flyttede, fløj rundt i én udmattende pærevælling i mit indre. Samt ikke mindst tanken om hvor dejligt det ville blive at tage et bad, når vi engang om mange år endelig fik et nyt. Og den tanke mindede mig så lige en ekstra gang om det faktum at jeg netop nu tog bad i en oldgammel udtjent vinylkabine.

Jeg brugte oceaner af energi på at tænke over stort og småt i det hus. Og det var ikke tanker der gjorde mig glad. Tværtimod, så snart emnet HUS dukkede op på mit indre biograflærred, mærkede jeg træthed, frustration og modløshed melde sig.

Så hørte jeg en anekdote om to mænd, der møder en gammel, vis kvinde. De skal begge to flytte, så de spørger: ”oh, vise kvinde, bliver vi glade i de nye huse vi flytter til?” Hun kigger på dem og spørger: ”er I glade der hvor I bor nu?” Den ene svarer ja, den anden nej, og damen siger: ”du, der er glad hvor du bor nu, bliver også glad det nye sted, og dig dér, den anden, du bliver ved med at være utilfreds. Hej hej”.

Der var et eller andet ved den historie der sagde mig noget. Selvom jeg samtidig ville sværge på at jeg selvfølgelig ville blive gladere, hvis jeg boede et andet, større og bedre sted, kunne jeg mærke, at den der vise dame havde fat i noget. Hun havde simpelt hen ret, på en på én gang simpel og irriterende måde. Det prikkede til noget i mig, der mindede om et lille glimt af noget sandt, et lille gran af min egen visdom.

Men mest af alt gjorde det mig frustreret – for jeg kunne altså ikke bare sætte mig med hænderne i skødet og være glad for vores lille, gamle skodhus. Jeg kunne simpelt hen ikke se det for mig, når der nu manglede værelser, og var dit, dat og dut i vejen. Selvom jeg prøvede. Tværtimod, når jeg en gang i mellem kom til at tænke på den historie i årene derefter, blev jeg nu oven i købet mindet om at jeg ikke kunne gøre det rigtige og mærke glæde i vores nuværende hus – hvilket jo så igen åbenbart betød at jeg heller ikke ville blive glad for vores næste hus... kort sagt: øv bøv.

 

Så pludselig, en dag da jeg cyklede mod børnehaven for at hente vores mellemste, ramte en dyb indsigt mig: pludselig så jeg, vidste jeg dybt i mit indre, at hvor man bor og hvor glad man er, intet har med hinanden at gøre. Intet. Det var enormt lettende og meningsfyldt at se at det var sådan det hang sammen. Jeg kan være lykkelig OG bo hvor som helst. Fantastisk.

Da jeg senere delte den aha-oplevelse med nogle kollegaer, så de lidt tvivlende ud. - Nåååeh, Mette Louise, noget betyder det vel hvor man bor.. var deres tøvende respons. Kun en af dem forstod hvad jeg mente, for han kom til at tænke på at den lykkeligste tid i hans liv, var da han boede en vinter i en uisoleret skurvogn på Christiania som totalt nyforelsket. De andre var ikke overbeviste. Men det var jeg. For det var min indsigt. Og jeg kunne mærke det dybt i mit indre. Jeg mærkede det som en boblende, euforisk glæde. Det jeg mærkede, var min indre glæde, og den beviste at det var sandt – for jeg boede stadig i det lille gamle hus. And so what.

For hele denne historie handler i virkeligheden slet ikke om huse, men om hvor roen og glæden egenligt kommer fra. Da jeg troede at mine følelser afspejlede hvordan mit liv gik og hvordan det stod til med økonomi, parforhold og job, var det ofte hårdt og stressende at skulle holde styr på det hele, fordi jeg tænkte at min ro, glæde og velbefindende stod på spil.

Men da jeg pludseligt opdagede, ”Hov, mine følelser og verden hænger faktisk ikke sammen, det hele kommer indefra mig. Mit liv og verden opleves 100% efter hvad jeg tænker om den”, vendte det alting på hovedet.

 

Den indsigt kom ikke helt ud af det blå, men fordi jeg kort tid forinden var stødt på alle tiders største ”hemmelighed” om den menneskelige psykologi, formuleret som De tre Principper. Grundprincipperne for hvordan vi oplever livet – forståelsen af hvor vores følelser kommer fra og hvad tanker i virkeligheden er. Og så altså også hvor lykken og glæden altid og kun kommer fra – indefra. Da jeg forstod systemet, var der så mange af mine tanker, der sagtnede farten eller helt faldt væk – og derfor var jeg pludselig i stand til at mærke min indre glæde, lige der på cyklen, helt uden at have øvet mig i at forandre noget som helst. Det skete bare; fordi der nu var færre tanker til at skygge for den glæde, der havde ligget inderst inde i mig hele tiden.

 

Er det ikke fascinerende? Vi har alle sammen en dyb glæde aller inderst inde. Og så har vi i fødselsgave fået magten til, med vores tanker, at skabe illusionen om at vi ikke har den. Og når vi ikke kender systemet, er det meget nemt at komme til at skabe den illusion igen og igen, helt uskyldigt, og tro fuldt og fast på den. Mens sandheden ligger lige der foran næsen af os, så tæt på at vi helt overser den.

Indtil nogen peger på den for os eller vi selv falder over den. Og så begynder forandringerne, skal jeg lige love for. Indefra. På en så livsforandrende måde at jeg i hvert fald personligt ikke havde haft fantasi til at forestille mig det før jeg selv oplevede det. Uden øvelser. Uden teknikker. Uden disciplin. Den ægte vare.

 

Når jeg ordner opvasken nu, gør jeg det bare. Jeg tænker ikke over det. Heller ikke over gryderne. Når jeg hænger tøj op, hænger jeg tøj op. Der er ikke længere en følelse af hårdt arbejde forbundet med at være i nuet. Det føles tværtimod noget mere anstrengende hvis jeg igen skulle lege den leg, hvor man finder ting i sit liv man udnævner til problematiske, hvorefter man trætter sig selv med at lade dem køre rundt og rundt i sit hoved.

Det kom ikke af at efterligne Louise Hay. Det kom ikke af at øve mig. Det kom ikke af at anstrenge mig, prøve hårdt eller forsøge at regne det ud med mit intellekt. Det kom af at forstå hvordan min oplevelse egentlig bliver skabt, øjeblik for øjeblik.

 

Så ikke mere anstrengelse til mig. Ikke flere øvelser. Ikke mere graven i fortiden. Vi troede det var påkrævet for at hjælpe mennesker til at få det bedre, men det var en misforståelse.

Forståelsen bag den menneskelige oplevelse var alt hvad der skulle til for at sætte en forandring i gang, der på en gang er både enklere og mere dybdegående end jeg nogensinde ville have haft fantasi til at forestille mig, hvis ikke jeg havde hørt om De tre Principper og i mig selv oplevet hvad de peger på.

 

Oplever jeg så aldrig mere opleve bekymring, vrede, tristhed, osv.? Jo, men de besøger mig noget sjældnere, de følelser, må jeg sige – og når de er der, er det på en helt anden måde end tidligere. For jeg er mere ligeglad med dem. Jeg tager ikke mine følelser så personligt mere. Inderst inde ved jeg at det er lidt ligesom at have influenza. Det er ikke rigtig farligt. Det siger ikke noget om, hvem jeg rigtig er.

Og det går over igen.

Kærligst,

Mette Louise

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Leve lykkeligt – fordi vi kan. Læs mere