Længslen efter det dybe nærvær

Jeg var ked af det for nogle år siden. Jeg blev alene. Fordi jeg syntes, vi havde gjort, hvad vi kunne. Alligevel oplevede jeg stadig en længsel efter det dybe nærvær. Da jeg havde grædt færdig, begyndte jeg at se lidt nærmere på hvad kulturen tilbyder os af modeller for kærligheden.

For hvorfor holder vi så fast i drømmen om den eneste ene?

Fordi kulturen ikke tilbyder os andre modeller. Det kan nemlig ikke være fordi den fungerer virkelig godt, for det gør den ikke. Jeg vil anslå, at ca. 25% af de etablerede parforhold fungerer godt. Dette tal baserer jeg på, at ca. 40% af kvinder og mænd er deres partner utro. Og en ikke nærmere fastsat procentdel af kvinder brokker sig hver dag over deres mand ligesom en procentdel af mænd jævnligt brokker sig over deres kvinder. Skilmisseraten ligger også fortsat på at højt niveau. Alt sammen tegn på en parforholdsmodel, som ikke fungerer særlig godt.

Og selv dér hvor kærligheden med den eneste ene lykkes, mangler vi ord og begreber for det, der ligger efter den første intense forelskelsesfase. Det opleves som vanskeligt at fortælle sin kære om længslen efter det dybe nærvær. Det kan blive oplevet som en kritik. Vi deler ikke nødvendigvis de hede seksuelle drømme, der ligger udenfor en verden af stearinlys og blomster, med den anden; drømme der kan involvere andre mennesker af både eget og det andet køn i situationer, man måske selv har svært ved at rumme - men heller ikke kan slippe. Længslen efter at udforske livet og sindets kringelkroge forbliver ofte uudforsket. Det gør ikke længslen mindre. Jeg har oplevet, at længselen kunne sættes på pause i en periode, lige indtil jeg mødte et menneske som gav indtryk af at kunne møde mig krop mod krop, hjerte mod hjerte, sjæl mod sjæl, som forfatteren Anne Sophie Jørgensen fortæller om i et interview fra bogmessen (se link i bunden af artiklen, red.) De gang sådan er møde er sket, har jeg brudt, hvad jeg har lovet, og set stort på de forpligtelser, jeg havde indgået. Længslen efter det dybe nærvær er en meget stærk kraft.

Og det er noget af en kraftanstrengelse at foretage, for vi lever stadig midt i en kristen kulturarv, som nærmest befaler os at undertrykke disse følelser og længsler. Denne dybtliggende kulturelle prægning siger, at vi skal yde først og nyde bagefter, at seksualiteten er et skamfyldt og snavset område af livet, som pæne piger ikke beskæftiger sig med, og pæne drenge kun leger med i det skjulte med de piger, der ikke er pæne.

Jeg taler med mange både mænd og kvinder om dette, siden jeg har offentliggjort min roman ”En kvinde tre mænd”. Bogen handler om 42-årige Elizabeth, der afprøver en ny model for kærlighed, hvor hun spreder opfyldelsen af sine behov ud på flere partnere: En mand taler hun med, en anden dyrker hun sex med, og tredje hjælper hende med praktiske gøremål.

At opdele sine relationer til mænd på denne måde giver hende en mulighed for at prøve at leve kærligheden på en ny måde. Hun forlader den afventede passive drømmerolle, som kvinder siden 1950’erne er blevet indprentet med, og går over i en aktiv handlende og målrettet rolle. Det øger hendes handlekraft, og gradvist bliver hun mere og mere stolt over, at hun tager sig selv og sin længsel alvorligt.

Da jeg gik i gang med at skrive bogen, var jeg ked af det, fordi så mange mennesker ikke trives godt i og med kærligheden. Men i takt med at jeg skrev og talte med folk, gik det op for mig at flere og flere disse år har indset at de kulturelle rammer og regler ikke bringer os nærmere det dybe nærvær, som vi længes efter, og derfor er mange i gang med selv at skabe sig erfaringer og udvikle ord, der dækker.

”Farvel til én rigtig model” og ”goddag til at vi ikke vil affinde os med en relation uden dybt nærvær, men samtidig har brug for nye redskaber og sprog til at tale med vores elskede om vores længsel”. I den optik kan man sige, at det er godt, vi brokker os over hinanden, for brok betyder, at vi ikke kan affinde os med det kompromis, vi bliver foreslået. Udfordringen er så at finde modet til at bevæge sig fra brok til ændring af vaner og handlemønstre.

Og så nærmer vi os måske en forklaring på, hvorfor modellen med det traditionelle parforhold fungerer for 25% vedkommende: det er fordi disse mennesker i denne periode trives med et liv præget af tryghed og forudsigelighed. At stå ved sig selv og sine hedeste ønsker og lyster og nysgerrighed går stik imod denne forudsigelighed og tryghed – eller gør den?

Et kærestepar, der kalder sig spar konge og hjerter dame skrev søndag den 21.11 en kronik i Politiken, hvordan de sammen lever længslen efter den dybe nærhed ud. Det fører for vidt at referer den her, da det er en sjældent præcis beskrivelse af et komplekst emne. Læs den. (link til kronikken finder du i bunden af artiklen)

Da jeg læste kronikken, var der en ting, der overraskede mig: at man ifølge deres erfaringer skal forpligte sig overfor hinanden på lang sigt for at få plads til at eksperimentere med seksualiteten på kort sigt. Det er måske den indsigt, vi mangler, og en af de vigtigste grunde til at så mange mennesker er triste selv midt i et ellers velfungerende forhold.

Det de siger i kronikken er at hvis jeg vil tage min længsel efter det dybe nærvær alvorligt skal jeg forpligte mig overfor den anden, så vi sammen kan eksperimentere og blive bragt ud af fatning og i kontakt med både dybere, lysere og mørkere sider af os selv og hinanden, end vi nogensinde før har været. Hvis det er rigtigt, betyder det, at vi kan holde fast ved den trygge gensidige forpligtelse fra parforholdet, men vi er nødt til at tage afsked med forudsigeligheden for at dykke ned i længslen efter det dybe nærvær.

Det vigtige for mig er ikke at finde én ny model, men at åbne op, så det bliver helt normalt jævnligt at spørge mig selv, om den model, jeg lever efter, gør mig lykkelig. Og hvis det ikke er tilfældet, så være klar over, at alt principielt kan gentænkes, så jeg mere frit kan finde ud af, hvordan jeg foretrækker at leve kærligheden netop nu i mit liv. Derefter vil jeg være klar til at gå ud og møde en eller flere, der kan matche mine længsler.

Kærlige hilsner
Pouline Middleton, forfatter

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
DET VAR VEL NOK ET SJOVT SAMMEN TRÆF, AT DIN ARTIKKEL SOM EFTERLYSER FORNYELSE I PARFORHOLDS MODELLEN OG BESKRIVER DEN NAGENDE FORTÆRENDE LÆNGSEL netop kom til at stå lige over mine to indlæg, som handler om det samme blot anskuet fra en anden vinkel. Jeg mener netop, at vi skal frigøre os fra den længsel ved at flytte fokus i en eller mange andre retninger. Jeg tror at den pine fulde forelskelse blot er en virkeligheds flugt, en flugt fra os selv og vort eget ansvar for at skabe et menings fuldt liv. Vi kan påtage os offer rollen eller sende den hen hvor peberet gror.
Kære Pouline, Tak fordi du bringer dette emne på banen :). Jeg oplever, at mange kvinder (og nogle mænd)i og af den tid, vi lever i, taler om og længes efter nærvær - både i forholdet til deres partner og til andre mennesker. Jeg mener, at hvis vi ønsker at være levende og dermed nærværende, må vi være villige til at tage på vores egen helt personlige healingsrejse og hente den deponerede energi, som ligger i uforløste traumer og omstændigheder. Den healingsrejse, hvor bevidstheden automatisk udvides og man bliver mere medfølende og rummelig overfor sig selv og andre, er der i min oplevelse i denne tid flest kvinder, som er taget på. Hvis manden i et forhold ikke er interesseret i at foretage denne rejse, vil han fortsat leve med energitabet, være delvist ubevidst og derfor ikke nærværende - samtidig med at kvinden healer gamle traumer, henter den deponerede energi og bliver mere og mere nærværende. Dette er ikke et godt udgangspunkt for det intime liv - og samlivet i det hele taget. Manden har været i front i mange århundreder - og har sørget for vores fysiske overlevelse. Og tak for det! Nu må kvinden gå forrest og vise vejen - healingsvejen. For når vi healer os selv, sætter vi os fri til at blive sprællevende og nærværende. Kh Sus supaya
Spændende! Vi skal ikke bare lulle os igennem parforholdet, ligesom vi ikke skal det med livet. Livet skal leves og ligeså skal parforholdet, hvis det altså er det man vælger at være i. Der er noget smukt ved at være to i mange år og det åbner lige præcis op for muligheden for, at føre forholdet ned i de dybere lag, der hvor udviklingen og de skjulte lyster bor. Tak for godt indlæg! Kh Yasmina www.yasminaratz.dk
Længslen efter det dybe nærvær. Læs mere