Skilsmisse får kvinder til at tage ansvar

Anonym

Jeg tænker, at alle mennesker ønsker at få det bedste ud af livet, men at der er meget få, der ved, hvad ”det bedste” er. Og al den negative snak om individualiseringskultur er noget forfærdeligt sludder. Hvis vi bare vidste, hvem vi var, og hvad vi havde brug for på det helt nære plan, og var i stand til at sige ”ja” og ”nej” de rigtige steder, var der meget færre, der blev skilt. Inderst inde ved vi desværre ikke hvem vi er, og hvad der skal til for at vi bliver tilfredse i vores parforhold. Det fremgår også af interviews med mennesker, der er blevet skilt.

Kvinder fortæller ofte, at deres skilsmisse har fået dem til at tage ansvar for deres eget liv. Det er jo rigtig dejligt for dem, men deres ægteskab ville have haft meget større chance for succes, hvis det var sket mens, de var gift. De fortæller også, at nu kan de smide sig på sofaen, når de kommer hjem fra arbejde, fordi maden ikke skal stå på bordet på et bestemt tidspunkt. En mand fortæller, at første gang han gik i byen efter sin skilsmisse, købte han en plade vel og mærke uden at spørge sin ekskone. Han er dog bevidst om, at han har været under tøflen, hvorimod det ikke virker som om, at kvinderne har været bevidst om, at de også kunne smide sig på sofaen, selvom de var gift. 

De færreste mennesker ved, hvad kærlighed indebærer. Det der i dag beskrives som kærlighed er ofte den måde, man har oplevet kærlighed på som barn. Og det har ikke nødvendigvis noget med kærlighed at gøre. Men det afhænger selvfølgelig af, hvordan men definerer kærlighed. Især Masochisme – dette fuldkommen at udslette og fornægte sig selv for et andet menneskes skyld opleves ofte som tegn på stor kærlighed. I virkeligheden er kærligheden i disse tilfælde en higen, der har rod i personens symbiotiske behov (det lille barn og dets mor). I hvert fald hvis vi opfatter kærlighed som en forening af to mennesker, baseret på selvstændighed, da er masochisme og kærlighed modsætninger. Kærlighed er baseret på ligestillethed og frihed. Hvis der er tale om et forhold, hvor den ene underordner sig den anden, er der tale om et masochistisk afhængighedsforhold.

Moden kærlighed forudsætter, at man bevarer sin egen integritet og individualitet. Kærligheden er en aktiv styrke, der får os til at overvinde vores følelse af isolation og ensomhed. I kærligheden opstår det paradoks, at to mennesker bliver til et samtidig med, at de hver især er forankret i sig selv. Kærlighed er en aktion, som kun kan udfoldes i frihed – aldrig som følge af tvang. Kærlighed er noget, man ”går ind for, ikke noget, man ”falder for”, siger filosoffen Erich Fromm.

Hvis vi ønsker succes i vores kærlighedsliv må vi begynde at udforske vores mere eller mindre bevidste motiver for at leve sammen. Derfor må vi udvikle og styrke vores individuelle bevidsthed – noget som synes så enkelt, og dog er så besværligt at virkeliggøre. Alt det vi ikke bryder os om ude i verden, kan vi finde inde i os selv. En sådan indsigt skulle være nok til at ændre holdningen til vores partner.

I gamle myter finder man altid den magi, som kan vende kongens ulykke. Det er altid noget specielt udvalgt, som kan fordrive dæmonen, og det er altid noget meget vanskeligt at få fat på. Det samme oplever vi i hver vores udviklingsprocesser. Vi søger efter noget, som vi ikke ved hvad er. I sådanne stunder er velmente råd komplet spildt. I stedet må vi vende os mod det ukendte. Gamle kinesiske tekster bruger ofte billedet af katten, der sidder og vogter ved musehullet. Når musen dukker op, så kan man måske mod forventning pludselig befinde sig midt i et spændende indre eventyr, og eftersom det er unikt for hvert enkelt menneske, kan det ikke efterlignes eller stjæles. Det er måske dette eventyr de fleste mennesker leder efter, uden, at de er klar over det – nemlig deres autentiske selv.

Birgit weber er psykoterapeut, forfatter og socialrådgiver