Kvinders overgangsalder og lungeproblemer

Jeg læste en artikel om en helt ny undersøgelse, der slog fast, at "når kvinder kommer i overgangsalderen, så svækkes deres lunger i samme omfang, som hvis de havde røget 20 cigaretter om dagen i ti år." Det er blandt andet forskere fra Aarhus Universitet, der har været med til at lave undersøgelsen. Og i mine spirituelt biologiske øjne er der nogle ting, der ikke stemmer. 

Ifølge artiklen siger forskerne, at det er ”et stort fald i kvindens østrogenproduktion, der kan medføre inflammation i lungerne og sænke deres kapacitet.” Men – det er på ingen måde faldet i østrogenproduktionen, der medfører inflammation. Omfanget af inflammation i kroppen handler om den måde, vi lever på, ikke mindst vores kostvaner.

Undersøgelsen viser, at især kvinder, der har røget eller har KOL eller astma, mærker generne. For mig er det ikke så underligt, for deres lunger er i forvejen belastede og derfor irriterede. I min verden er den irritation udtryk for, at de gør noget, som ikke harmonerer med deres krop – via rygningen, måske kostmæssigt, måske tankemæssigt eller andet. Igen har det ikke noget med hormonerne at gøre.

Jeg undrer mig altid, når jeg læser den slags "sandheder". Altså om at det er alderen, der medfører nogle ting. Eller at vores gener er grunden til de og de sygdomme. Især, fordi jeg selv har oplevet noget andet. Jeg er 52 år og midt i overgangsalderen. Jeg har sunget gennem mange år og oplever, at jeg er på højden af min sangkarriere. På trods af - eller måske netop på grund af - min alder, som har givet mig modet til at stå frem. 

Da jeg var 25, blev jeg opereret for gammel-mands-sygdommen tyktarmskræft. Efter det "wake up call" har jeg gjort meget ud af at lytte til min krop og følge dens anvisninger. Blandt andet er jeg holdt op med at spise kød, fordi det i dén grad irriterede både min mave og resten af min krop. Jeg er overbevist om, at mange af os glemmer at lytte til kroppens signaler og bliver ved med at irritere den – og så er det, vi oplever symptomer som inflammation og nedsat lungekapacitet.

Når symptomer som nedsat lungekapacitet kommer i overgangsalderen handler det om, at vi så har irriteret kroppen i tilstrækkeligt mange år. Samtidig glemmer mange af os at bruge kroppen aktivt. Hos os kvinder fører det ofte til, at vi falder sammen – det forværrer situationen omkring lungekapacitet, fordi der simpelthen bliver mindre plads til luften. Det har altså heller ikke noget med hormonerne at gøre.

Intet er tilfældigt i naturen, og der er ikke "noget galt" med vores krop. Men der kan være noget galt med den måde, vi lader vores tanker og intellekt overdøve kroppens naturlige reaktioner. Måske slukker vi endda kroppens advarselslamper med Panodiler og anden medicin - og så kan vi være nødt til at betale prisen, når vi kommer op i alderen.

Vi har vænnet os til, at vi bliver syge med alderen, men det er på ingen måde det naturlige billede. Ja, nogle typer af celler bliver slidt (og så får vi for eksempel gråt hår), og nogle funktioner aftager naturligt med alderen (blandt andet skruer vi ned for produktionen af kønshormoner, fordi det ikke længere er aktuelt at formere sig).

Kroppen som sådan kan dog sagtens køre med fuld fart, lige til vi dør. Det er, når vi ikke giver "maskinen" det brændstof, den har brug for, når vi har usunde tanker og følelser og oven i købet ikke bruger kroppen aktivt, at den reagerer med sygdom. I forsøget på at få os til at gøre noget andet.

Når vi i stedet skyder skylden for vores skavanker på manglende hormoner eller måske de gener, vi er født med, så fratager vi os selv muligheden for at ændre situationen. Og så mister vi vores kraft.
Lise

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kvinders overgangsalder og lungeproblemer. Læs mere