En kvindelig mandschauvenist´s bekendelser

Anonym

Jeg vil straks krybe til korset og indrømme, at jeg i overskriften har ladet mig frit inspirere af en mandlig svensk forfatter, der var så letsindig at holde foredrag for ca. 200 kvindelige ledere forleden til arrangementet afholdt af netværket Kvinder for indflydelse, i samarbejde med netværket WOW – women on their way og Mellemfolkeligt Samvirke, hvor deltagergebyret går til uddannelse af nogle af de stærkeste og modigste kvinder i Zimbabwe.

Som kvinde ønsker jeg nemlig ikke alene at tage æren for andres kreative indslag, hvilket jeg engang har læst er et vigtigt feminint karaktertræk, der vil blive efterspurgt i fremtidens ledelser. Her kommer så allerede min næste bekendelse. Jeg har aldrig haft tiltro til, at kvinder skulle have specielle kompetencer, der var særligt efterspurgte i erhvervslivet. Det skulle da lige være beskedenhed, der gør kvinder til en billigere arbejdskraft. Tankevækkende og skræmmende at indrømme. Ikke noget jeg er specielt stolt af, så det kræver mod at stå frem i debatten. Dog ikke så meget mod som forkvinden for projektet i Zimbabwe, der er blevet arresteret, da regimet ikke ønsker medieomtale og ytringsfriheden er bandlyst.

Jeg er fra In between generationen, der er for ung til at huske og påskønne kvindesagsforkæmperne i 70érne. Jeg erindrer kun svagt billeder af kvinder med hængebryster og lilla bleer, som jeg ikke har kunnet identificere mig med tidligere. Jeg var ung og er et produkt af yuppi generationen i 80´erne, hvor mit ledelsesideal var gulddrengene med Rolex ure og Pringle trøjer, hvor en Time Manager fuldendte uniformen.


Drømmen var at blive effektivitetskonsulent (læs rationaliseringsekspert) da mantraet var effektivisering. Jeg kæmpede for at blive som dem. Læste HD i organisation på universitetet på Institut for afsætningsøkonomi, købte jakkesæt og bar attachemappe. Jeg mindes mine år som leder og alle de møder jeg gik til som HR chef for 800 ansatte, hvor jeg nøje studerede magtens mænd, men aldrig rigtig blev som dem, eller lod mig imponere af succeshistorierne. Jeg manglede ofte den ægte vare, erfaringerne om faldgruberne i ledelse og intense samtaler om læring og udvikling. Først nu er det gået op for mig, at jeg manglede kvindelige rollemodeller.


Kvinder med ambitioner, der står ved, at de er kvinder og er stolte af det. Ikke kvinderollen som min mor, der var hjemmegående husmor, fordi min far nok mente, han kunne forsørge hende med sin ingeniør leder løn. Det er i høj grad denne baglandskvinde, vi kvinder og ikke mindst landets ærværdige topchefer har haft at spejle kvinders kompetencer i. Al ære og respekt for de kvinder, der selv vælger det, men hvad med dem, der vælger karrieren og stadig gerne vil have mand, børn og fritidsliv. Med andre ord en god work life balance.  Er der plads til dem i ledelserne?


På det nævnte møde fremhævede professor Nina Smith, at der er håb forude, når de mandlige topledere selv får intelligente og kompetente døtre og børnebørn, de ønsker gode arbejdsvilkår for. De vil så kæmpe for kvindernes forhold. Hun gik ikke personligt ind for lovregulerede kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer som i vore nabolande Sverige og Norge.


Men som Lone Kühlmann indskød, er der undersøgelser der viser, at det vil tage over 250 år før det reguleres af naturlig vej. Har samfundet råd til at vente på det, når DJØF kan dokumentere at:

• * Virksomheder med kvinder i øverste ledelse opnår samme eller bedre økonomiske resultater 
• * Virksomheder med kvinder i ledelsen øger sandsynligheden for at innovere
• *
• De lande, der har den højeste grad af ligestilling, har den bedste globale kon-kurrenceevne 
• * Fakta er, at i 2008 udgjorde kvinder kun 5,6 % af bestyrelses-medlemmerne i de 170 børsnoterede selskaber. Andelen af kvinder i den øverste topledelse (adm. direktører) i private virksomheder har ligget uændret på 4% de sidste 10 år. Danmark er på en pinlig 23. plads i ft. til andelen af kvindelige ledere i EU(25)-landene, selv om Danmark har den højeste erhvervsfrekvens for kvinder i disse lande. 

Ved en rundbordssamtale på mødet, blev der foreslået et ændret mind-set hos os kvinder og en beslutning om selv at tage sagen i egen hånd og skabe indflydelse, så arbejdsvilkårene som kvindelig leder bliver attraktive. Lægge perfektionismen på hylden, og ikke insistere på, at der skal hjemmebagte boller til fødselsdage og arrangementer i institutionen, og at det er ok ikke selv at gøre rent, men købe sig til hjælp. Der var forslag om alternative lønpakker med betaling af hushjælp mv.


Men er det nok? Eller skal vi også tage ansvar og gøre vores indflydelse gældende, når det handler om virksomhedskulturen i forhold til arbejdstidens længde, placering af møder og brug af hjemmearbejdspladser, der kan øge fleksibiliteten og friheden for den enkelte kvinde. Det er jo ikke kun kvantiteten, men kvaliteten og de resultater der skabes, der må være afgørende. Jeg oplever ofte som coach, når jeg coacher karrierekvinder, at vi kvinder tror, at vi for at være gode nok, skal yde en enorm ekstra indsats.


Og så kunne vi jo samtidig nedsætte risikoen for stress og dermed omkostningerne for virksomheder og samfund i forbindelse med sygefravær, ineffektivitet og oplæring af nye medarbejdere, når folk bukker under. Vi vil kunne øge trivslen og dermed kreativiteten og effektiviteten.


Hvilket vil være guld værd for bundlinien. Så jeg vil kæmpe for flere kvinder i ledelse og bestyrelser samt bedre arbejdsvilkår og øget trivsel via kommunikation, teamånd og respekt for den enkeltes frie valg.

Vil du også gerne tage del i debatten og gøre din indflydelse gældende, så kontakt mig på www.elsebethfogh.dk da jeg sammen med Janne Hovgaard Kruse er ved at starte en netværksgruppe på Fyn af WOW women on their way. Det er vigtigt, også at stå sammen om at sætte Fyn på landkortet indenfor ledelse, udvikling og nytænkning.