Kvinde evolutionen - kvinders tidsalder er kommet

NB! Denne blog er skrevet til kvinder. Men hvis du er mand, så læs gerne med, for så forstår du måske, hvorfor vi nogle gange er så umulige, rastløse og søgende. Vi er i gang med at indtage et nyt land. Den nye kvinde evolution …

Du er en del af noget vigtigt, der foregår nu. Vi er flere og flere kvinder, der mærker, at der er noget, som ikke fungerer indeni os, og vi prøver at finde ud af, hvad det er. Vi er en del af det, som jeg kalder for kvinde evolutionen, hvor vi leder efter en ny måde at være kvinde på eller en ny måde at være i livet på som kvinde.

For kender du det, at selvom du har prøvet at blive tilfreds, har du stadig en følelse af, at der er noget, der ikke er godt? At selvom dit liv ser godt ud på overfladen, er du ikke rigtig glad? Jeg kender til det selv, og jeg møder mange kvinder rundt omkring, der også gør det, og jeg mærker en helt enorm stor grad af parathed til at ville finde ud af det her liv og lykkes med det. Jeg tænker, at der er noget, som rumsterer, pulserer og skubber til os. Inde fra. Det er som om, vi har en såret feminin sjæl, der er blevet trampet på i århundreder, og den brokker sig og vrider og vender sig. Den vil gerne tages sig af, den vil gerne have lys på sig, og den vil gerne heles.

Min oplevelse er, at det, der skal til, er, at vi forstår, hvor vigtigt det er, at vi omkoder os selv fra den gamle, begrænsende historie om det at være kvinde til en ny historie. De fleste kvinder har en historie indeni sig selv, der i sin essens handler om, at de ikke er gode nok, og det, de gør, er aldrig helt godt nok. Jeg tror, den lille ”det-er-ikke-godt-nok-stemme” er kommet, fordi vi bærer på en lang kvindehistorie, der sidder i os som et blueprint. Det er en historisk overlevering om, at kvindekønnet engang var second best, og den følelse er gået ind i os og har sat sig i vores bevidsthedsstruktur. Og hvis man er bærer af dette blueprint, vil man som oftest gøre sit bedste for at bevise, at man er god nok, og det kan føre en lige ud i udmattelse og nedtrykthed – og i værste fald stress og depression.

Den amerikanske cellebiolog Bruce Lipton har bevist, at vores celler er intelligente, og vores tanker og overbevisninger påvirker vores celler, vores krop – og endda vores dna, siger han. Og det forklarer måske meget godt, at selvom vi er langt med kvindefrigørelsen, er der stadig et sidste skub, der mangler. Det sidste skub er noget indre. En indre følelse af elskelighed og god-nok-hed. Min erfaring er, at jo mere tilfreds, man bliver med sig selv, jo mere tilfreds bliver man med livet. Så får man startet en positiv selvopfyldende profeti.

Så hvordan kommer vi i gang? Der er sandsynligvis mange måder, men det, jeg kan se, der virker allerbedst, og som samtidig er allermest enkelt, er at benytte ét spørgsmål: ”Hvad ville du gøre, hvis du var en Pippi?” Pippi Langstrømpe repræsenterer en energi, som vi kan minde os selv om og koble os på.  En fandenivoldsk, kreativ og frigørende kraft. Vi behøver egentlig ikke udenlandske, fjerne guruer at læne os op af. Vi kan bruge en af vores egne skandinaviske arketyper, nemlig hende Langstrømpe. For når du tænker ”pippisk”, kan du ikke undgå, at noget sker. At magi dukker op. Og hvis du handler på de svar, der kommer, kan det forvandle dit liv. Skridt for skridt og lidt efter lidt.

At bruge Pippi Langstrømpe som en skæv rollemodel kan være den nøgle, der kan låse døren op til den nye version kvinde: Hende, der følger sin lyst, og giver lidt fanden i, hvad hun tror, andre tænker om hende. Hende, der accepterer sin krop, som den er – med appelsinhud og rynket maveskind. Hende, der erobrer sin seksualitet og elsker med de mænd, hun har lyst til, uden at dømme sig selv for at være en ”let” kvinde eller en dårlig mor. Hende, der træder frem til bestyrelsesmøder og i mødelokaler og siger det, der skal siges, uden at frygte at være for meget eller komme til at fylde for meget. Hende, der reagerer på sin intuition, og som tror på det, hun mærker som sandt og rigtigt. Hende, som ikke for enhver pris indpasser sig og indordner sig, men som siger de ord, der ligger på hendes læber og danser de trin, som hun selv og verden trænger til.

Det er det, jeg tænker, der er på vej nu, og det er det, som jeg kalder for kvinde evolutionen.      

Uddrag af denne klumme er netop nu i det svenske magasin LEVA i forbindelse med, at Pippi Power udkommer i Sverige.  

Gitte Jørgensen er freelancejournalist, forfatter og kursus- og foredragsholder og co-redaktør på levlykkeligt.dk.

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kanon. Hende der Pippi Langstrømpe vil jeg gerne på date med!
Kvinde evolutionen - kvinders tidsalder er kommet. Læs mere