Krisetid er mulighedernes tid

Krisetid er mulighedernes tid

Vi lever i en tid med opbrud. Det er kommet bag på alle, og de fleste har sikkert mærket finanskrisen på egen krop. Men krisetid er reelt mulighedernes tid. 

Når posen rystes og ingenting mere er, som det var for ganske nylig, så sker der helt fantastisk ændring af den måde, vi oplever ting på. Vi forventer ikke længere det samme, ja, faktisk forventer vi ingenting. Det tør vi ikke, for verden er ikke længere velvilligt forudsigelig som før. I stedet ser vi folk blive fyret, sælge ud af aktiverne, blive bange.

De farvede briller, som vi tidligere har set verden med og som har gjort os forvænt med at få foræret verden på et sølvfad, er ubrugelige. Verden ser anderledes ud. Den er pludselig fremmed.

Det lyder uhyggeligt, men faktum er, at det er fantastisk og vidunderligt. For når vi ikke længere opfatter omgivelserne som "kendte", så er vi mere på vagt, vi ser mere, hører mere og ergo opdager vi mere. Vores følsomhed overfor alt - og særlig alt nyt - stiger markant, og det er et utroligt effektivt redskab, hvis vi bare forstår at bruge det.

"Arh, skal vi nu til al den snak om positiv tænkning igen", kan jeg næsten høre nogen sige. Mit svar er: "Næ, ikke nødvendigvis". Det eneste, det kræver at opdage mulighedernes uendelige perlerække, som er lagt overdådigt omkring os, er at vi er åbne. At vi ser det, vi ser; at vi ser det, der er, fremfor det, vi er vant til er der.

Man kan sammenligne det lidt med en mark, som netop er blevet pløjet. For bonden, som er vant til at se dette syn, ligner det en mark med grove sortbrune plovfurer, klar til vinterens møje. For fugle, stensamlere og regnorme, der ikke oplever det som standard, er det et slaraffenland.

Sådan et slaraffenland er den aktuelle tilstand i verden også. Og jo mere rystede vi er i vores grundvold, des større er sandsynligheden for, at vi kan se på verden med nye øjne. Af det følger så, at nye øjne er ikke forudindtagede, forvænte og fanget af faste forestillinger. De er friske, frejdige og fri til at opdage ophævelser af gamle begrænsninger.

Sådan er det!

Som hedengangne Wallace Wattles sagde: "Times may be hard and business doubtful for others, but they can never be so for you, for you are a creator and can create whatever you want. You are above fear".

Bogen "Bliv en vinder" har sat standarden for, hvad man kan forvente af sig selv, nemlig ALT. Den gør op med janteloven og selvbegrænsende tænkning, og den har i det forløbne år fået en fantastisk modtagelse.

Mange har ment, at det skyldtes, at den passede ind i vores fornemmelse af muligheder, da verden så "normal" ud, men mit bud er, at den vil finde endnu større anvendelse nu, hvor verden er i opbrud. Den vil gøre dig i stand til at se mulighederne omkring dig - og tro mig, de er mange!

Kast "bonde-mentaliteten" fra dig. Det er tid at være "stensamler"!

 

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Mulighedernes tid ... Jeg fik fornylig ondt i maven ved at se velfærdsministeren på tv tale til en fattig enlig far med to teenagedøtre. Familien har svært ved at klare sig med en ufaglært lagerarbejders løn og en husleje på 8000 kr. Karen gav far de råd at sørge for at få noget mere i løn (!) og at finde en billigere lejlighed og appellerede til pigerne om at hjælpe far ved at få fritidsjob. Så skulle det nok gå. Efter devisen "tag sagen i egen hånd og bær med smil din byrde". Det er vigtigt at tage ansvar for sine egne følelser, men lige så vigtigt, at et rigt samfund hjælper sine svage i stedet for at blive ved med at poste penge i bankerne. Mener du, at denne far kunne få brug for bogen "Bliv en vinder", og at finanskrisetid også er mulighedernes tid for ham? Og hvad er der iøvrigt galt med "bondementalitet"?

Tak for din respons. Det er altid dejligt at få flere øjne på tingene.

Dit indlæg er dog ikke overraskende, og dine argumenter ikke nye. Det er dem, vi hører i gode tider og i dårlige tider, og dybest set handler de om, at nogle på andres vegne medfølende mennesker holder "staklerne" nede ved at fastholde dem (og sig selv) i, at de er svage og deres situation er håbløs.

Men det passer ikke. Den er kun håbløs, fordi vi siger det og tænker det. Hvis du vil ændre dit liv, må du begynde med at ændre din tænkning. Der er masser af mennesker hver eneste dag, der præstererer den slags. Og de er ikke supermennesker. De er mennesker, der har indset vigtigheden i at tænke på det, man vil have i stedet for konstant at fokusere på det, man vil væk fra. 

I modsætning til, hvad du synes at tro, så drejer det sig ikke kun om penge. Det drejer sig om at få det liv, man gerne vil have, hvad det så end indebærer for den enkelte. Og hvis man ikke allerede har det, så er opbrudstider gode til ryste posen og finde nogle nye muligheder. På samme måde som folk i krise efterfølgende ofte kan konstatere, at det var det bedste, der kunne ske, fordi de var nødt til at tænke anderledes og finde ind til deres livs sande værdier.

Ud fra det synspunkt er det klart, at jeg er overbevist om, at alle kan have glæde af at læse "Bliv en vinder".

P.S. - Brugen af ordet "Bondementalitet" var ikke udtryk for mit forhold til bønder, men er et billede på en fastforankret, begrænsende synsvinkel, som skal ses i tilknytning til plovfurehistorien. Det tror jeg egentlig godt, du er klar over...

De venligste hilsner

Birgitte

Hvis du ikke lever dit liv som dig, hvem skal så gøre det?

Hej Birgitte Tak for dit svar. Jeg tror, din sidste - tankevækkende - sætning var ment som en slags generel leveregel. Og det er rigtigt: hvis jeg ikke lever mit liv som mig, hvem skulle så? Mig bekendt er det mig, der lever mit liv som mig, bevidst om de positive og negative tanker, jeg gør mig, og med de argumenter, jeg finder rigtige. Dit billede af plovfurerne forstod jeg godt, men mit tankemønster nægter altså stadig at opfatte det som andet end et billede på, at en bestemt befolkningsgruppe er fastforankret og begrænset i sin synsvinkel. Mine tanker kredser stadig om, at vores rige samfund godt kan træde til og hjælpe de svagest stillede, og nej, ikke kun med penge, og ikke for at fastholde dem i en svaghed eller leve deres liv for dem. Men for at give dem rygstøtte og anerkendelse og en følelse af at være del af et fællesskab, så de får mod til at komme videre med deres liv. Jeg ved ikke, hvad et supermenneske er. Flere mennesker kan sikkert - tvunget af livets kriser – ændre tankemønstre afhængigt af deres ressourcer. Nogle kommer styrket ud af kriser, andre klarer sig knap så godt. For nogle tror jeg ikke, det holder i længden, medmindre de negative følelser bliver bearbejdet sammen med en empatisk terapeut, og her mener jeg, at de må arbejde dybere end kun med tanker og læsning af selvhjælpsbøger. Med venlig hilsen Alice

Kære Alice

Tak for endnu et berigende indlæg.

Personligt tror jeg næppe, man kan komme dybere end at beskæftige sig med sit livs sande værdier - med eller uden terapeut/psykolog.

De venligste hilsner og glædelig Jul

Birgitte

 

Hvis du ikke lever dit liv som dig, hvem skal så gøre det?

Krisetid er mulighedernes tid