”Dit valg, om du går kreativt ud i verden…”

Anonym

Trods rystende ben vælger jeg at gå op på ”scenen”. Bagefter wouw! Endnu en indre forhindring er overskredet.
JA…!
Og flere af den slags oplevelser!

Altså at skabe forandringsprocesser der ikke kun er rationelle. At være i føling med egne dybere behov, lære ’drømmescenen’ at kende, OG stå der.

Det er kreativ tilgang.
Jeg tyvstarter.

Hjemme i ’min hule’, udtrykker jeg - oftes ved at male - de specifikke egenskaber og ressourcer jeg drømmer om, og den indsigt jeg længes efter. Ikke nødvendigvis naturalistisk. Symboler, som jeg projicerer drømmene over i, kan lige så godt gøre det.

Eller måske har jeg brug for at forløse emotioner, såsom opstået angst. Om ikke andet så bare for at tjekke, om det virkelig kan passe, at der kun er sort.

Angst er følelser, vi ikke tør rumme. Så når jeg er i kontakt til de underliggende følelser forsvinder angsten, fordi jeg er i kontakt og udtrykker den refleksivt.

Et intenst øjeblik at se og mærke den forvandle sig, og nye skønne farver strømmer ud…

Får du vist, og bruger du, det særlige, det unikke, der er ved dig…?

At stå derhjemme ’i hulen’ er en anden måde at sige, at jeg forbedrer min relation til livet og mig selv i livet.

For relationsevnen er så afgørende, at den påvirker både vores lyst og vores evne til at GÅ.

Altså handle på, at gå ud i verden og skabe det ønskede liv.

Som jeg engang hørte en klog far sige ”Jeg vil hellere have at min søn har en god personlighed og 7-taller, frem for 12-taller hvor førstnævnte mangler.” Det illustrerer hvor afgørende vores sociale evne er.

Både som psykoterapeut og personligt ved jeg, hvor angstprovokerende det er at ændre på grundlæggende mønstre.

Det er altså MEGET tryggere at blive ’i hulen’.

Men dilemmaet tvinger til at måtte vælge mellem

et trygt eller spændende liv.

Hvem vil det?

Vejen er at overgive sig til menneskets universielle drivkraft mod samhørighed.

Omdrejningspunktet i terapi er for mange, kampen for at være i et forhold, i en relation – også til omverden. Det er den de fleste ønsker forbedret.

Eftersom vi mærker os selv OG vores relationen til andre, gennem kroppen, er kropsbevidsthed vigtig.

For det er gennem at mærke egne kropssansninger, emotioner og energier, at vi får info om, hvordan vi har det i relationen.

Når vi fx vælger at mærke svære følelser -frem for at lade følelsen køre med os uden at vi mærker den - da får vi værdifuld information om, hvordan vi har det med en given situation.

Samtidig er det mere tilfredsstillinde og udviklende at være i dialog med denne, fremfor at projicere det over i relationen.

Evnen til at mærke mig selv i forskellige situationer, medfører at jeg mærker mig selv i relation til omverden: ” Jeg-er-mig og du-er-i-dig” og alligevel mærker vi samhørighed.

For mig er kunstterapien et fantastisk redskab til at få kontakt med det, jeg ønsker eller er ubevidst om. Ligesom jeg kan bruge den til at skabe det liv, og de relationer jeg længes efter.

Ved at udtrykke det, skaber jeg forbindelse til en ny bevidsthed.

Der lettere kan gentages i virkeligheden – for nu aktiveres kendt stof.

Når benene ryster ved tanken om at gå ud i livet, som ’den jeg er’, og jeg udtrykker det kreativt, henter jeg viden fra mit ubevidste. Ved at analysere på udtrykket, får jeg ikke bare udtrykt og uddybet min frygt, jeg finder også nye ressourcer.

Godt at det er så spændende derude.

Og trygt at jeg forinden kan skabe den ønskede virkelighed.

Noget lignende brugte vi idolerne til som teenagere. Ved at identificere os med dem, blev deres styrke og lykke os tildelt.

Så, selv om benene ryster, er det trygt at gå ud i en spændende verden.