Karrierevalg vol. 2: 9 sikre tegn på, at du skal videre i din karriere

Karrierevalg vol. 2: 9 sikre tegn på, at du skal videre i din karriere

Jeg henviser ofte til Dan Turells digt ”Hyldest til Hverdagen”, hvor han skriver: ”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Jeg mener nemlig at hverdagen er den allerbedste lakmusprøve for, om du er der, hvor du skal være i dit liv. Hvis din hverdag fungerer og du trives og glæder dig over hverdagen, så fungerer dit liv, i alle aspekter.

Her handler det om din karriere, om dit job, dit arbejde. I forrige blogindlæg om karrierevalg skrev jeg om ydre og indre motivation. I dag handler det om din personlige ”plus minus” liste. Lad os kigge på hvilke motiver, der kan ligge bag, at tage næste skridt i karrieren.

Måske er det på tide for dig at rykke videre hvis:

1)du glæder dig mere til weekenden end til (arbejds-)ugen – hver eneste uge

2)du lever mere for weekenden og ferierne, end for din hverdag og dit arbejdsliv

3)du keder dig i dit job; herunder hvis du mangler udfordringer, føler du er gået i stå etc.

4)du kigger på uret hele tiden, og der kun er gået 5 min., men det føles som en time

5)du fantaserer om at sige op, og ved præcis hvordan du vil gøre det og hvad du vil sige

6)du er helt sikker på, at du kan gøre chefens job bedre end chefen selv

7)du har mistet respekten for dine kollegaer, din chef, ledelsen

8)du er uenig i måden virksomheden ledes på

9)du drømmer om at være et andet sted og lave noget helt andet

Listen kunne sikkert være endnu længere. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan opstille en universel liste med grunde til at rykke videre i karrieren. Et andet spørgsmål er, om det overhovedet er et godt og sundt udgangspunkt for dig, at rykke videre på baggrund af ”negative” følelser. Inden for coaching kaldes det ”væk fra”-motivation.  Listen ovenfor er fyldt med ”væk fra”-motiverede grunde for næste skridt.

Nogle mennesker er altså ”væk fra”-motiverede, andre er ”hen imod”-motiverede. Lad os prøve at lave en ny liste, denne gang med ”positive” følelser som drivkraft. De passer muligvis bedre til dig.

Måske er det på tide for dig at rykke videre hvis:

1)du har lyst til flere udfordringer, større ansvar

2)du har lyst til at prøve at arbejde et andet sted (i en anden virksomhed, inden for en anden branche…)

3)du har lyst til at arbejde sammen med nogle andre/nye mennesker

4)du har lyst til at udvikle og/eller uddanne dig

5)du har lyst til at få nogle flere/andre erfaringer og kompetencer

6)du har lyst til at være leder/chef

7)du har lyst til at have mere indflydelse og magt

8)du har lyst til at tjene flere penge

9)du har lyst til at lave noget helt andet, og ved præcis hvad

Hører du til blandt dem som overvejer at rykke videre? Prøv så at gøre dig selv den tjeneste, at kigge på de to lister og brug dem som udgangspunkt for din egen ”plus minus” liste. Én af måderne at afgøre, hvorvidt det er på tide for dig at rykke videre, er at blive klar over dine motiver for at tage skridtet.

Der intet i vejen med at være ”væk fra” eller ”hen imod” motiveret, du kan hente megen styrke og beslutningskraft til din motivation, når du ved hvordan det forholder sig med netop din motivation. For nogle mennesker virker det altså at rykke på baggrund af ”væk fra”-motivationen, de rykker sig væk fra en smerte, en ubalance…. For andre skal der en gulerod til. De skal flytte sig hen imod noget godt, noget - for dem - positivt.

Hvis du læste bloggen Karrierevalg (fra d. 7. maj ’14), og fik lavet din egen liste med ydre og indre motivation, kan du med fordel kombinere dén liste, med den du har lavet nu, hvad enten du er ”væk fra” eller ”hen imod” motiveret. Du begynder nemlig at have en tjekliste over, hvad dit næste skridt i karrieren skal være og ikke mindst ved du nu, hvorfor du skal tage det.

Du finder min første blog valg af karriere ved at klikke her: Karrierevalg

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Karrierevalg - sikre tegn på at du skal videre i din karriere