Kaffegæsten

Det banker på døren.

Udenfor står min Libido.

”Hej,” siger den og smiler venligt, lidt usikkert.

Jeg er meget forbavset over at se den her. På en måde har den været med mig på kursusstedet her i weekenden, da vi på terapeutuddannelsen (dipu.dk) havde emnet  ”Sexualitet og Parforhold” oppe, men kun som en slags fantom. Noget luftigt og diffust, som der er blevet skrevet mange linjer om. Det er ikke en ting, der er til at tage og føle på ligesom en dildo eller sågar en ”virkelig”.

Og nu står den bare her og siger hej og spørger:

”Må jeg komme ind?"

I går skrev jeg digtet:

Min libido vinker til mig
gennem tremmerne i cellen
jeg kigger betaget ind

Det er, som om højere magter har læst mit digt.

”Hvornår er du blevet løsladt?" spørger jeg.

”I nat. Jeg er kun på prøve.”

”Det er mærkeligt at se dig her. Jeg troede, du så anderledes ud.”

”Det er der mange, der tror. De forbinder mig altid kun med seksualdriften. Men jeg er meget mere end det. Jeg er træt af at være lukket inde i den celle. Men du kan hjælpe mig."

”Hvordan?”

”Tag mig til dig. Lad være med kun at opfatte mig som seksualdrift. Jeg er hele din livskraft. Den dynamik og energi, der ligger til grund for livet. Det er mig, der bestemmer, hvordan du reagerer på de påvirkninger, du får. Jeg er med til at styre dine ubevidste og instinktive reaktioner på andre mennesker og livets begivenheder.”

Jeg tænker på, hvordan jeg kan hjælpe den indespærrede Libido. Der må være masser af muligheder for det. En god samtale over en kop kaffe kunne være begyndelsen.

”Kom endelig indenfor.”

Jeg åbner døren.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kaffegæsten. Udenfor står min Libido. "Må jeg komme ind?"