Er det muligt at ”leve lykkeligt” og være Kærlighedsjunkie på én og samme tid? Tja, så vidt jeg kan se, så er det i hvert fald ikke nemt. Og hvis der er nogen der burde vide det, så er det altså mig. For ser du, jeg har været meget tæt på udyret. Og det skræmte mig bogstavelig talt fra vid og sans.

Så her er hvad jeg har set:

Vi kærlighedsjunkier (og det vil stort set sige de fleste af os), ja vi har altså virkelig problemer, selv om de fleste af os ikke engang er klar over det. Og det er netop det der er problemet. For at være kærlighedsjunkie er som at lide af en skjult sygdom. Man opdager ikke at man har sygdommen før det går op for en at den er livstruende og at man måske aldrig nogensinde vil komme sig over den. Hvilket betyder at man i bund og grund ikke er et hak bedre end alkoholikeren der bor inde ved siden af. Så slemt er det nemlig. Så hvad kan man gøre andet end at se sig selv skylle sig selv ud i toilettet. Jep, det er sådan det skal gøres, bare skyl dig selv ud i det nærmeste toilet mens du skynder dig hen til din næste ”måske vil det her være mit livs store kærlighed” date – med venlig hilsen dating.dk.

Og alle tror at man er helt igennem velfungerende. Og hvorfor det? Fordi vi lever i et kærlighedsjunkie-samfund… Vi lever i et samfund hvor det hele er fuldstændig legitimt og hvor alle bare synes at det er så fedt, hvilket gør at ingen af os ser det eller ved det. Det er der bare. Kærlighedsafhængighed. Her, der og alle vegne - og så er det kommet for at blive - eller sådan virker det i hvert fald. For at være kærlighedsjunkie er lige som de milliarder af Frank Sinatra sange vi har hørt om og om igen indtil vi rent faktisk tror at det er meningen at vi skal have det sådan. At det er meningen at vi skal tro på at vores lykke er afhængig af at finde den eneste ene der gemmer sig et eller andet sted derude. Og hvis vi ikke finder ham eller hende – tja, så er det sgu bare surt show du.

Men, men, men – DET ER IKKE MENINGEN AT VI SKAL HAVE DET SÅDAN. NEJ, DET ER IKKE MENINGEN. Vi er simpelthen bare blevet programmeret helt forkert. Hvilket får os til at tro at det er meningen at vi skal have det sådan – at vi kun kan føle os fuldkomne og elskede hvis vi finder ham/hende et eller andet sted derude, uanset hvor svært det må være! Men virkeligheden er altså at Gud, den Store Universelle Kraft, Guddommelig Kærlighed, aldrig nogensinde har bestemt at det skal være sådan. Der findes ikke nogen universel lov der siger at den kærlighed vi søger er et sted derude i en eller anden person vi aldrig nogensinde har mødt. Nej, slet ikke. Det viser sig rent faktisk – præcis som De Vise har sagt om og om igen – at Guddommelig Kærlighed – den altomfattende, ubetingede kærlighed vi alle så desperat søger – er det vi er! Vi ved det bare ikke og der er alt for få mennesker derude (bortset fra De meget Vise) der fortæller os det eller viser os vejen… Så vi bliver bare ved med desperat at fare forvirrede rundt efter et eller andet derude som ikke engang eksisterer… Så meget har programmeringen infiltreret og gennemsyret det hele.

Men man kan rent faktisk godt vågne op fra drømmen. Man kan rent faktisk gennemskue programmeringen – eller det tror jeg i hvert fald at man kan. Der findes rent faktisk mennesker som har gjort det. Hvilket betyder at det må være muligt.

Det man opdager når først man begynder at se lidt nærmere på det – er at vi alle blev født med de her skinnende, nye computere (vores hjerner / de kosmiske modtagere). Vi har alle sammen helt igennem velfungerende hardware (vores hjerner / de kosmiske modtagere) – og så installerede de (altså vores uskyldige, velmenende forældre, lærere og samfundet i almindelighed) den forkerte software i os. Og fordi vi blot var og stadig er uskyldige børn, jamen så troede vi selvfølgelig på dem. Så enkelt er det – og så svært.

Du kan læse mere om en ganske almindelig og ret så charmerende ”kærlighedsjunkie” i Barbara Bergers nye roman Single for anden gang – Historien om Pebble Beach. Bogen udkommer torsdag den 23. oktober og er Ugens Bogkonkurrence på levlykkeligt.dk