

Kærlighedens Termostat – find den og slip fri
Kommer jeg nogensinde videre? …… Det er 117. gang jeg oplever at føle mig mindre værd i forhold til min kæreste. Selvom jeg ved, at jeg ikke er det og jeg ved at vi har så meget til fælles, føler jeg mig gang på gang fanget som en flue i et klistrende edderkoppespind. Efterfølgende udspiller der sig et genkendeligt drama, som jeg hver gang kender slutningen på; Jeg trækker mig og slikker mine sår, han bliver sur og går sine egne veje.
Hvorfor, klog som jeg er, udviklet er jeg også – kan jeg ikke finde ud af at slappe af i kærligheden?
Svaret ligger måske i din “kærligheds termostat” ; en faktor der kan frigøre og hele kærligheden, i dig selv og med din partner. I mine mange års arbejde med kærligheden til sig selv, til livet og til hinanden opdagede jeg et fænomen og en enkel ”historie” der fortalte sig selv – igen og igen.
Barndommens brud på kærligheden, og den første oplevelse af følelsesmæssig adskilthed sætter sig som et ”blueprint” i systemet og repeterer sig selv gennem kærlighedslivet. – i en uendelig søgen om at blive følelsesmæssigt genforenet. Jeg kaldte denne mekanisme kærlighedens termostat, fordi den på mange måder minder om termostatens automatiske og homeostatiske tilbagevenden til udgangspunktet (den temperatur, den er sat til). Arbejdet med metoden er dyb og til tider smertefuld, men samtidig er den døren til friheden i kærligheden og den følelsesmæssige forbundenhed. Det ikke nytænkning. Det er velkendt, kognitiv percetionsteori, men dens enkelthed kan stikke dybt og frigøre årelange lidelser i kærlighedslivet.
Kærlighedens termostat er som en forbandelse og er din for evigt. Som den 13. fe gav tornerose en forbandelse i fødselsgave, har du skabt den på et tidligt tidspunkt som en del af dig og nu er den blevet din evige følgesvend. Du kan således ikke komme af med den men du kan forene dig med den, frigøre dig og give slip – sådan bliver du fri. Jeg har gang på gang – relation efter relation set denne frigørelse ske foran mine øjne. Relationer forandres øjeblikkeligt og fremtiden omskrives på et øjeblik. Det er et stærkt værktøj som forener nuets kraft med kærlighedens evighed og helhed.
Den er et svar og en reaktion på en tidlig oplevelse af et brud på kærligheden, som påvirker og styrer resten af dit kærlighedsliv. I en kort version er din kærligheds termostat; et automatisk svar på en stimulus + en fastlåst reaktion.
For at kunne arbejde med metoden må du, som udgangspunkt, anskue verden og kærligheden ud fra begreberne enhed og samhørighed. At vi som individer er tæt forbundne i kærligheden. Vi har altid været det og vi vil altid være det. Denne forbindelse er livsnerven i alt væren. Brydes den forbindelse, (hvad den som regel gør i de tidlige år), indleder vi vores lange rejse tilbage mod samhørigheden og forbundenheden. Det afgørende brud på kærligheden og den følelsesmæssige forbundenhed efterlader os med ét eneste ønske: at genforene os med det fredfyldte. At komme hjem. Partner efter partner genspiller vi det samme drama i håb om at hele fortidens sår. Det sker ikke, så længe du er overtaget af automatpiloten, der styrer mod følelsesmæssig adskilthed; din kærligheds termostat.
Dens vigtigste opgave er at overleve – fordi den har indtaget pladsen fra den ellers livgivende og universelle kærlighed. Den har ”ryddet bordet” og eksisterer nu som din perception af kærligheden. Da vi ikke kan leve uden kærligheden gør vi, ubevidst, alt for at fastholde den. Selv i frugtbare og dejlige stunder sørger den for, at de i et splitsekund, bliver forvandsket til det genkendelige monster. Det giver tryghed og forudsigelighed, selvom det ikke er kærlighed.
Når din kærligheds termostat er på spil er det automatisk og helt uden for din kontrol. Så længe at du er styret af din indre automatpilot, har du intet frit valg over din tiltrækning af kærlighedspartner eller over Jeres konflikter. Det kan være en meget provokerende i en tid præget at individualisering, en tid hvor jeg kan vælge, hvad jeg vil og hvor jeg selv bestemmer langt hen ad vejen – bare ikke lige her. Kærligheden kan ikke styres eller kontrolleres. Den har sit eget liv. Ethvert intellekt ville med rette sige at alle ønsker vel at elske og vi skal måske bare finde den rigtige, der forstår os og som er villig til at vokse og gro med os. Det er ikke muligt at finde det så længe du er underlagt din ubevidste overlevelsesstrategi. Overvej at du møder præcis det kæreste potentiale, der skal til for at hele fortidens sår og for at frisætte den universelle kærlighed. Det er måske ikke det du ønsker, men det er, hvad du har brug for.
Sandheden sætter dig fri. I det øjeblik du ser dit ”blueprint” – din kærligheds termostat direkte i øjnene slipper den sit tag i dig og du kan endelig hele og vende følelsesmæssig adskilthed til samhørighed og enhed. Derudover frisætter du en enorm mængde universel kærlighed, der har ligget hengemt under dens tyrani. Ethvert parforhold etableret i kærlighed har en grundkonflikt og dermed også potentialet til at hele fortidens sår. Da din kærligheds termostat er baseret på et brud i kærligheden lever den og udspiller sig således kun i kærlighedsforhold, hvor du har mulighed for at hele den.
Hvordan identificerer du din kærligheds termostat?
Den reaktiveres gennem fravær af kærlighed – eller nærmere opfattelsen af fravær af kærlighed. Ifølge den amerikanske psykoterapeut Gary Chapman udtrykker vi kærligheden på 5 forskellige måder. Vi har 5 forskellige sprog i kærligheden.
Kærlighedens 5 sprog er: Tjenester/handling – anerkendende ord – tid/nærvær – fysisk berøring – materielle ting/gaver.
Èt af disse 5 sprog er dit primære sprog (du kender dem alle, men ét af dem er mere forbundet til din oplevelse af kærlighed). Det sprog er kærlighed for dig. I og med du identificerer dette specifikke sprog med kærlighed, er det også hvad du ubevidst forventer at få fra din kæreste. Det kan være problematisk såfremt din kæreste har et andet sprog og ubevidst og automatisk udfører dette og dermed også forventer det fra dig. Sådan er det ofte.
(mit er fysisk berøring – min partners tid/nærvær)
Kærligheden er livsvigtig – vi kan ikke leve uden. Derfor er det af allerstørste vigtighed at du kender dit sprog og din evt. partners sprog. Derved kan fylde op i kærlighedsbægeret, så det aldrig tømmes helt. Det sker nemlig, at når vores kærlighedssprog ikke besvares, føler vi os ikke elsket og så sætter automatpiloten i gang og du ryger fra oplevelse til ren automatik.
Kærlighedens termostat har en ufravigelig struktur – et matrix der gang på gang viser sig på samme facon. Det ser sådan ud i en meget kort version. (læs ”Det handler om Kærlighed”, Magnolia Press – for en dybere indføring i værktøjet).
1. Oplevelsen af kærlighed forsvinder – dit kærlighedssprog bliver ikke besvaret
2. Skift i opfattelse – når din kæreste ikke besvarer dit kærlighedens sprog ændrer din opfattelse af din partner sig - han/hun bliver … (ex. han bliver fraværende, ligeglad og distanceret).
3. Skift i dine følelser - jeg bliver …(ex. jeg bliver ked af det og såret).
4. Din fastlåste adfærd – (ex. råber & skriger eller trækker mig helt).
5. Bekræftelsen dybest nede – jeg er … (ex. Jeg ikke værd at elske).
Denne sammenhængende række af følelser og hændelser bliver uadskillelige og en fastlåst programmeret enhed der kickstarter under den rette stimulus – kærlighed/fravær af kærlighed (ligesom termostaten i et centralvarmesystem, der reagerer på en rumtemperatur, som derefter sætter maskineriet igang for at genfinde den programmerede temperatur). Således sørger den for, at de fleste, om ikke alle konflikter i din kærlighedsrelation, ender med denne følelse og opfattelse af dig selv.
Selvom du, med din sunde fornuft, ved at det ikke holder og er lang ude – ikke sandt osv. Kan du ikke stoppe det følelsesmæssigt – løbet er kørt når først oplevelsen af kærlighed forsvinder. Oplevelsen af kærlighed forsvinder - ikke selve kærligheden. Din partner går måske rundt og elsker dig i sit eget univers – i gang med at reparere plankeværket på sin egen stille måde, fordi det foretrukne kærlighedssprog er tjenester/handling, mens dit er tid/nærvær og du sidder i din stue og føler dig svigtet og alene.
Vejen ud - er vejen igennem
Klarheden og enkeltheden sætter dig fri, når du ønsker at identificere din egen mekanisme. Det er tydeligt for, når du rammer den rigtige struktur og den rigtige sætning. Du reagerer fysisk med varme, hjertebanken, klump i maven, tårer, der viser dig at du har fat i noget essentielt. Giv dig tid til at lede og afprøve og nærme dig til du får fat i det rigtige og autentiske. Derefter må du gå et skridt dybere og se dens oprindelse og derfra frisætte den. For at kunne det skal du både se på din opfattelse af din partner og din egen følelse.
Hvornår var første gang at du tænkte om en person at han eller hun er …. (ex. fraværende, ligeglad og distanceret). Det kan være far eller mor eller anden vigtig omsorgsperson.
Genkald dig så den første specifikke situation og oplevelse som du husker. Hvad skete, hvem var i rummet, hvor var du? Hvad gjorde du og hvad gjorde /sagde de. (ex.mine forældre blev skilt og jeg flyttede fra min far).
Hvad lod du det betyde? (ex. jeg er ikke værd at elske – kærlighed er en kamp)… se om den betydning ikke er nøjagtig det samme, som det, du oplever når kærligheden forsvinder i dit voksne liv. Du har fastlåst kærligheden på det niveau og erstattet den ubetingede, universelle kærlighed med den nye opfattelse. Den opfattelse vil herfra bruge enhver situation til at sikre sin egen overlevelse. Som perle følger perle på en snor, kan du måske se at temaet har udspillet sig igen og igen op igennem dit kærligheds liv – forskellige personer, men samme tema og samme følelse af at være følelsesmæssigt adskilt.
Nuet sætter dig fri
At se det, at genkende mønstret og at erkende situationen fra fortiden er første skridt til at sætte dig selv og kærligheden fri. Når du i et givent nu sidder fast i denne lidelsesfulde tilstand er dit NU og dit nærvær gennemsyret af oplevelsen af følelsesmæssig adskillelse og påvirkningen af dit sind og din krop. I den tilstand kan du umuligt opleve det nu, der står foran dig. Det åbenlyse nu – med kraft og potentiale til at forandre – hele og løfte fremtiden til uanede dimensioner. I stedet bliver det en ulidelig gentagelse af de velkendte og ender ofte i et skænderi eller en følelsesmæssig tilbagetrækning. Alt for velkendt. Kærlighed lever i nuet. Det er bevidsthedsmæssig oplevelse. En blid, stille, stor, overvældende oplevelse, der opstår ved følelsesmæssig samhørighed i det givne nu. Og ved at forblive med sind og sjæl i det NU kan du udvikle relationen og dermed hele fortidens sår i kærlighed. Alt sammen sker i den givne situation overfor det menneske, der på det tidspunkt udfylder rollen som din partner.
At give slip er det stærkeste værktøj i kærligheden
At se er første skridt. At give slip er det skridt, der følger i processen for at frisætte din kærligheds termostat. I det øjeblik du opdager at du ikke længere er nærværende men fanget i ”termostatens” automatik – spørger du dig selv – ”Hvad kan jeg give slip på?”. Du slipper din opfattelse af virkeligheden ikke virkeligheden. Din opfattelse af din partner, din opfattelse af kærligheden og din opfattelse af fortiden. Det er vores opfattelser der dækker over skønheden i livet og kærligheden ikke livet og kærligheden selv.
At give slip er en virkelig og konkret oplevelse i krop, sind og sprog. Bliver du på det hypotetiske niveau, kan det være svært at give slip, fordi dit sind vil give dig 1000 grunde til ikke at gøre det. Derfor er det vigtig at du sprogligt formulerer og udtaler, hvad du slipper. Det har en enorm effekt, som kan mærkes i kroppen og i sindet. Sig højt ”Jeg slipper at …”(Jeg slipper at min partner er distanceret og ligeglad, jeg slipper at jeg ikke er værd at elske, jeg slipper at min partner er min mor)
Mærk så i takt med at du slipper hvad der sker i din krop. Mærk freden, friheden og kærligheden strømme indefra dig selv og lad den sprede sig ud i alle kroppens celler og måske også over din partner. Således skifter fokus fra at din partner skal gøre dig lykkelig ved at hele dine sår i kærligheden til at din partner udspiller den rolle du har tildelt ham eller hende, for at du selv kan hele dine sår og derved give det du allermest ønsker - kærligheden.
Du har selv ansvaret for at hele dit kærlighedsliv
Dette stykke arbejde kan synes hårdt og ensomt som om skylden er ensidig. I virkeligheden er arbejdet med at fri sætte langt mere kraftfuldt og lettende end den lange lidelse i at fastholde mønsteret år efter år - relation efter relation. Grundtanken er, at ethvert væsen er født i, kommende fra og ind i enhed og ubetinget kærlighed. Det er vores oprindelse og sande natur.
Skabelsen af vores identitet gennem de første leve år har også en afgørende indflydelse på vores oplevelse af kærligheden. Denne rejse er individuel og gælder for alle – også din partner. En relation hvor du på lige fod med ham eller hende repræsenterer en fortidsperson og et fortidsbillede. Men én skal starte fri sætnings processen. Er du ikke i et parforhold – hjælper denne proces dig til at frigøre dig og hele så du igen frit kan møde kærligheden.
Kærlige hilsener
Charlotte
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer