Markedsføring på nettet Jens Estrup

Kærlighedens forventning eller forventninger til kærligheden

Ingen kan leve et liv for to

Søren Kierkegaards syn på kærligheden, og især hans syn på kærligheden i parforholdet er interessant set ud fra en nutidig indfaldsvinkel. Kierkegaards syn på kærligheden mellem mand og kvinde blev mere og mere desillusioneret, jo ældre han blev. Men selvom han ikke ligefrem var optimist i sit syn på kærligheden mellem mand og kvinde, har han givet os overvejelser, som er gode at få forstand af.

Platon, den gamle græske filosof, fortalte en myte, der belyser grunden til, at mænd og kvinder hele tiden løber efter hinanden. Myten fortæller, at manden og kvinden oprindelig var én person. Men guderne adskilte dem, og derfor løber vi stadig rundt for at finde vores bedre halvdel.

For mange er den eneste "stabile" værdi, der er tilbage at leve for; kærligheden i parforholdet. I dag har vi vendt ryggen til fri sex og uforpligtende kærlighed, som i vid udstrækning blev praktiseret i 1970'erne, og er i stedet vendt tilbage til den romantiske kærlighed. Den væsentligste grund, til at vi har taget afstand fra 70'ernes kærlighedssyn er vel, at det var et syn på kærligheden der indhentede sig selv. For det, der tog sig ud som fri og uforpligtende kærlighed dækkede i virkeligheden over jalousi og egoisme og resulterede i, at man fralagde sig sit ansvar.

Når kærligheden er den eneste stabile værdi, vi har tilbage, betyder det, at kæresten for de fleste er det faste holdepunkt i tilværelsen. Men det er ikke nok med det. Kæresten skal tillige indfri alle vores forestillinger om lykken. På den måde, er kravene til kærligheden kommet fuldstændig ud af proportion, fordi kærligheden skal gøre det ud for meningen med livet. Tænk på, hvor meget vi diskuterer kærligheden i dag. Tænk på, hvor mange avis- og ugebladsartikler, tv- og radioudsendelser, der handler om erotik, parforhold og kærlighed. Denne enorme fokusering bevirker, at mennesker sjældent går på kompromis - vi vil have det hele.

I moderne parforhold skal mennesker forløses. Parforholdet skal kompensere for de manglende livsværdier, som vi i en fragmenteret hurtig omskiftelig verden ikke kan skaffe os selv på andre måder. Derfor har vi på forhånd helt faste krav, forestillinger og forventninger til parforholdet, som vi kræver, at den anden skal leve op til. Kvælende lægger vi alt over på kæresten uden at tænke på, at ingen kan leve et liv for to. Det forfærdelige er imidlertid, at vi også bevarer disse krav, forestillinger og forventninger til kærligheden, hvis et forhold går i stykker - og det, helt uden at tænke over, at det måske netop var vores egne urimelige krav, som forårsagede bruddet. I stedet for at udstyre sig med tolerance og respektere og acceptere det menneske vi kommer sammen med, i stedet for at besinde sig, bryder vi op, og begiver os på jagt efter den "ideale" partner. I jagten på lykken, løber vi mod et ukendt mål med bind for øjnene, og samtidig kaster vi håndgranater bagud for at brænde alle broer. I kærlighedens stafetløb, er der dog mange der, i et forpustet øjeblik, ønsker sig den kæreste tilbage, som de lige er spurtet væk fra. Men på den anden side: Vi er jo opdraget med, at man aldrig går tilbage til en "fuser"?

Er der nogen direkte forbindelse imellem forelskelse og kærlighed?

Den eneste forbindelse er, at man forbinder begge dele med den samme person. Derfor siger man, at forelskelse er begyndelsen til kærligheden.

Det paradoksale er bare, at man sagtens kan føle kærlighed til én, og være forelsket i en anden. Forelskelse og kærlighed er to vidt forskellige stemninger. Forelskelsen adskiller sig fra kærligheden, ved at være et fata morgana: Mellem de forelskede er der et spejl, der nedsætter sigtbarheden. Forelskelse kalder Kierkegaard meget rammende for "Den umiddelbare Kjerlighed". Den forelskede indlæser umiddelbart sine egne idealer i den anden, som han eller hun ikke rigtig kender - endnu. Mange gange er forelskelse, en flamme, en selv-antændelse frembragt af ens eget forskønnede spejlbillede. Nogle mennesker er på tidspunkter i deres liv så forventningsfulde, at lunten bliver så kort, at bare et blik kan få dem til at eksplodere af forelskelse. Men er dét kærlighed?

Så hvad dækker ordet kærlighed egentlig?

Ordet kærlighed har flere betydninger. Tænk bare på, hvordan vi bruger ordet kærlighed til at betegne; egoisme (selv-kærlighed), eller når vi bruger ordet til at betegne de følelser, vi har til vores forældre, til kæresten, børn, til vores venner, vores hund eller kat osv. Spørgsmålet er så, om det er den samme følelse, der ligger bag alle de forskellige former, eller der er tale om forskellige følelser, hvor vi bare bruger det samme begreb.

De fleste mener, at der er stor forskel på kærlighed til sig selv; egoisme og kærlighed til andre, næstekærlighed. Men hvad er forskellen?

Groft sagt kan man dele kærlighedsbegrebet i to kategorier. De to kategorier adskiller sig ved, at den ene form for kærlighed er betinget, den anden ubetinget. At noget er betinget betyder, at nogle betingelser skal være opfyldt, som kommer mig til gode, før jeg giver ud af min kærlighed. Det vil sige, at jeg er beregnende i mit forhold til andre. Det er ren købmandshandel. At noget derimod er ubetinget betyder, at jeg deler ud af min kærlighed, uden at tænke på, hvad jeg selv får igen. Det store spørgsmål er så, hvor man skal placere egoismen?

Kan man kalde egoisme for kærlighed? På en eller anden måde er der noget, der skurrer i ørene. Egoisme er i bund og grund: At leve på andres bekostning.

For eksempel er hele vores erhvervsliv holdt oppe af egoisme. Udsigten til at snyde de andre, de mindre kloge, for penge, er hele drivkraften. For pengene kan vi købe nye ting, som vi kan fodre vores selvkærlighed med. At nyde materielle ting kræver først og fremmest en god portion egoisme - og en dårlig hukommelse. Egoismen er altså betinget.

Men hvad nu med kærligheden i et parforhold: Er den også betinget ligesom egoismen?

De fleste føler sikkert en ubetinget kærlighed til deres kæreste - hvis de lever i et godt forhold. De tænker overhovedet ikke på sig selv - og nogle tænker ikke på sig selv, fordi de har g(l)emt sig selv. De vil gerne "ofre sig" for deres kæreste, og ønsker det bedste for ham eller hende. Det kunne jo lyde, som om der var tale om ubetinget kærlighed. Men hvad nu, hvis kæresten kommer hjem og siger, at han har utrolig meget lyst til at gå i seng med din veninde? Hvorfor giver de fleste ikke deres kæreste lov til det? Hvis det var et ubetinget forhold, hvor man ikke tænkte på sig selv, men tænkte på, hvordan
han fik det bedst, så var det jo i orden?

Grunden, til at vi i parforholdet ikke accepterer sidespring, er at vores forhold er betinget af, at vi egoistisk vil have vores kæreste for os selv. Man behøver bare at huske, hvordan det føles, når man har været til en fest, hvor ens kæreste dansede lidt for længe med en anden. Man bliver jaloux, dvs. misundelig på, at en anden får den opmærksomhed, som skulle have været forbeholdt mig.

Tænk også på, hvor skrøbelige og sårbare vi er, når vi ser ind i vores kærestes øjne - hvor bange vi er - tør vi tro på, at det er rigtigt - tør vi give os hen, give slip på os selv. Sådan ville vi aldrig føle, hvis parforholdet var ubetinget kærligt.

Mange fornemmer en vis uvilje ved at skulle give sig et hundrede procent hen i et parforhold, fordi de før har mærket, hvad det vil sige at miste en kæreste, eller sin egen kærlighed. Alt i alt. Forhold til kærester er altid betingede. Ophører forholdet, ophører kærligheden. Når betinget kærlighed mellem to forsvinder, sker det ofte med tilbagevirkende kraft, siger Kierkegaard. Derfor kan han sige, at møder man en ekskæreste, som man ikke har set siden bruddet, er det som at møde - en afdød.

Den betingede kærlighed er tit mere en tilstand af usikkerhed og fortvivlelse, end ro og harmoni. Instinktivt fornemmer vi, at kærligheden i hvert øjeblik kan forsvinde. Eller som Kierkegaard siger:"Thi i hiin Kjerlighed..., hvor tillidsfuld den end er, er der dog endnu en Angest, en Angest for Forandringens Mulighed".

Da vi er usikre, skal vi hele tiden have beviser for, at vores partner elsker os. "Den Elskende vil prøve den Elskede", siger Kierkegaard og tilføjer;" Prøvelsen har vistnok sin Grund i Kjerligheden, men denne heftigt flammende Lyst til at prøve, dette Ønskets Higen efter at maatte blive sat paa Prøve forklarer dog, at Kjerligheden i sig selv ubevidst er usikker". Med andre ord, vi prøver kærligheden af - vi søger bekræftelse. Især når man er usikker på kærligheden, ligger man "bevisbyrden" over på den anden.

Fordi kærligheden identificeres med det synlige i parforhold, skal kærligheden ustandselig gøres synlig.

Derfor skal vi hele tiden have bevis på, at den andenelsker os. En pige fordømmer sin kæreste; han køber sjældent blomster til hende, han har glemt at ringe, glemmer indimellem at kysse hende, når de ses. Hun tager det som "bevis" på, at han ikke elsker hende, fordi hendes forestilling
om kærligheden forlanger beviser. Men beviserne er ikke kærligheden, selvom de til lejligheden udmærket kan fremstilles kunstigt. Netop fordi hun ikke tror på kærligheden, fordrer hun bevis, uden at tænke på, at hun derved føres bag lyset.

Hvis "Kjerlighed beroer paa det Sandselige, saa indseer Enhver jo let, at denne umiddelbare ridderlige Trofasthed er en Daarskab.", siger Kierkegaard.

En sand og ubetinget kærlighed kan ikke ses. Den er usynlig og må derfor tros. At ville have bevis på, at kærligheden eksisterer, er lige så fjollet som hvis du ville bevise overfor nogen, at du er forelsket
Tror du på kærligheden hviler den i sig selv - i modsætning til den betingede kærligheds stadige angst for det synlige tab af kærligheden. Tror pigen, fra før, på selve kærligheden, så betyder hans "glemsomhed" ikke noget.

Hvad vil det sige at tro?

At tro er at være overbevist om, at noget eksisterer, der ikke kan bevises eller sandsynliggøres. Troen er et spring, uden faldskærm - et frit fald. Selve kærligheden kan vi ikke sanse - kun dens virkninger; et kys, en omfavnelse, et særligt udtryk i den andens øjne osv. Disse virkninger, eller "Gjerninger", som Kierkegaard kaldte dem, er til gengæld vigtige at få frem, fordi vi på den måde viser, at vi elsker den anden. Selvom vi ikke dermed beviser, at vi elsker den anden, skal det netop ikke skjules, men derimod vises - i handling. Ligesom et træ kendes på frugterne, kendes kærligheden på kærlige handlinger.

I Kjerlighedens Gjerninger, siger Kierkegaard så smukt:

"Derfor skal Du dog ikke holde Ordet tilbage, saa lidet som Du skal skjule den synlige Bevægelse, naar den er sand; thi dette kan netop være, ukjerligt at gjøre Uret, som naar man forholder et Menneske sit Tilgodehavende. Din Ven, Din Elskede, Dit Barn, eller Hvo, der ellers er Gjenstand for Din Kjærlighed, har en Fordring paa Ytringen af den ogsaa i Ord, naar den virkeligen bevæger Dig i
Dit Indre. Bevægetheden er ikke Din Eiendom med den Andens, Ytringen er hans Tilgodehavende, da Du jo i Bevægelsen tilhører ham, som bevæger Dig, og bliver Dig bevidst, at Du tilhører ham. Naar Hjertet er fuldt, skal Du ikke misundeligt, fornemt, forfordelende den Anden, krænke ham i Stilhed ved at presse Læberne sammen; Du skal lade Munden tale af Hjertets Overflødighed; Du skal ikke skamme Dig ved Din Følelse".

Det er vigtigt at erkende, at selve kærligheden ikke kan ses - kun tros, for vi kan kun tro på, at noget er til, som vi ikke kan se. Tror man til gengæld ubetinget på kærligheden uanset, hvad der sker, betyder det, at den beroliget hviler i sig selv. Modsætningen er, som sagt, den betingede kærligheds stadige
angst for tab. Kun i det betingede kærlighedsforhold kan et sidespring sættes lig med kærlighedstab, fordi sex kaldes kærlighed. Sex skal naturligvis være kærlig, men sex bør ikke være det eneste udtryk for kærligheden. Vil det sige, at parforholdet grundliggende er et udtryk for egoisme? Det kunne
se sådan ud. Det man i virkeligheden siger til en kommende kæreste, er: Nu er det altså os to det handler om - ikke alle de andre. Når man på denne måde indgår en "kontrakt", der på forhånd udelukker andre mennesker fra sin kærlighed er det udtryk for egoisme - fra begge parters side. Man kan også vende den om: Overholder min kæreste ikke denne "kontrakt" har jeg (moralsk) ret til at slå op med ham eller hende.

Lidenskab er vigtig i menneskers liv. Men mennesker forvalter lidenskaben forskelligt. Nogle retter deres lidenskab mod en kæreste, som gør at forholdet til kæresten bliver betinget af, at lidenskaben er tilstede. Over for denne måde at forvalte lidenskaben på, mente Kierkegaard, at mennesker først og fremmest skulle bruge deres lidenskab på at holde fast på deres personlighed. Men et parforhold, som bygger på lidenskab, er dog stadig bedre end ét uden.

Når kærester bryder med hinanden kommer egoismen for alvor til syne. Se blot på, hvad mennesker angiver som årsag til, at de ønsker at komme ud af et forhold: De er forelskede i en anden, de føler sig bedre forstået, eller de elsker bedre med den anden. På den anden side er det også egoisme, når nogen bliver hængende i et parforhold, fordi de endnu ikke har fundet en anden, der er bedre, eller fordi de for alt i verden vil undgå at være alene med sig selv. Derfor vil de til enhver tid flygte ind i et parforhold for at gemme sig. Hvis et sådant ulidenskabeligt forhold overskrider sidste salgsdato,
og udvikler sig til et ægteskab, har vi følgende billede siger Kierkegaard.:

"To køer, der var bundet sammen, kom forbi i kort galop; den ene bissede og havde geniale sving paa halen, den anden var mere prosaisk og rent fortvivlet over at maatte deltage i de samme bevægelser. - Er ikke de fleste ægteskaber saaledes indrettede".

Hvornår oplever vi så den ubetingede kærlighed? Det oplever vi f.eks. i forhold til venner. For sine venner ønsker man alt godt - venskab bygger på et ligeværdigt forhold. Er et venskab ikke ligeværdigt, f. eks. hvis den ene ligger under for den anden, har en klemme på den anden osv. - er forholdet ulideligt. For at være venner, skal man kunne være sig selv, kunne fortælle sine inderste følelser, uden at vennen tænker uha uha, og løber skrigende væk. Man bliver heller ikke jaloux, når ens ven har fundet en ny kæreste. Tværtimod. Man viser glæde og interesse, og spørger: Hvem er det? Hvordan er han? Hvordan ser han ud?

Næstekærlighed og kærlighed mellem venner

Forholdet til venner er dér, hvor de fleste mennesker finder den ægte uegennyttige og derved ubetingede kærlighed. Det er denne følelse af ubetinget næstekærlighed, som Kierkegaard vil have udbredt, så den gælder forholdet til alle mennesker - også kæresten.

Næstekærlighed er det, der betyder mest i menneskelige relationer. Ubetinget kærlighed er næstekærlighed, der omfatter sandhed, ærlighed og omsorg. Disse ting er mere værd end den kortsigtede tilfredsstillelse man opnår ved at snyde andre f.eks. når man snyder nogen for penge, eller forsikrer en kvinde om, at man elsker hende bare for at komme i seng med hende. På langt sigt, er alle former for egoisme kortsigtede. Prisen er i sidste ende isolation fra andres kærlighed, fordi man betaler med u(k)ærlighed. Er man uærlig, er det altså sig selv man snyder, fordi man på forhånd udelukker sig fra at opleve ægte næstekærlighed.

Når det hedder, at du skal elske din næste, som dig selv, er det fordi, at Bibelen går ud fra, at du først og fremmest elsker dig selv - altså det vi kalder egoisme. Meningen er, at du skal overføre din selvkærlighed på din "næste".

For gør du det, vil din egoisme forvandle sig til næstekærlighed, fordi den kærlighed, du før havde til dig selv, nu er rettet mod "næsten". Du må vælge det gode i dig selv, ellers kan du ikke være god over for "næsten". Men "næsten" hvem er det? Det er enhver du møder - også dine fjender. Det er ikke kun dine venner, for så ville der have stået det. Det hedder "Næste", fordi din næste er ubestemt. Der er mere i det end det. Du kan ikke se, om det næste menneske du møder er Gud. Der var ingen, der kunne se på Jesus, at han var Guds søn.

Derfor ville det være ustrategisk, hvis du havde opført dig egoistisk overfor ham - han kunne sende dig lige lukt i Helvede. Derfor kan du lige så godt opføre dig over for din næste, som om det var Jesus du mødte. Du kommer alligevel til at møde ham før eller siden?

I næstekærligheden ligger der underforstået en samhørighed mellem dig og andre. Denne samhørighed betyder, at hvad du gør mod andre, gør du mod dig selv - fordi du er den anden. Kierkegaard kalder simpelthen "næsten" for en fordobblelse af dig selv. Som mennesker tilhører vi det menneskelige fællesskab.

Derfor skal du sætte dig i den andens sted, når du handler over for andre. Alt hvad du gør, falder før eller siden tilbage på dig selv. Det er kristendommens "boomerang teori".

Men, hvordan forholder den ubetingede næstekærlighed sig til den sanselige kærlighed, der er betinget? Det gør den ikke.

I virkeligheden er de to former for kærlighed fuldstændig uforenelige. Kierkegaard forsøger slet og ret at udviske den sanselige kærlighed, så der kun bliver næstekærligheden tilbage. Derfor er der er noget uforløst i Kierkegaards bud på, hvad der er sand kærlighed i forholdet mellem mand og kvinde.

På den ene side, ved han, at parforholdet bygger på det sanselige. På den anden side, vil han gerne have næstekærligheden, som jo ikke er betinget af sanselighed, skudt ind mellem de elskende. Men så ryger sasnseligheden. Ryger sanseligheden, ryger forholdet. Kierkegaard løser dilemmaet ved at give næstekærligheden første prioritet og den sanselig kærlighed anden prioritet.

Det mærkværdige ved Kierkegaards kærlighedssyn var nemlig, at han, ved at betone næstekærligheden så stærkt som han gjorde, fuldstændig så bort fra kærligheden mellem mand og kvinde. For Kierkegaard var den form for kærlighed altid betinget og derfor kunne den ikke være det ægte udtryk for selve kærligheden. Derfor bytter Kierkegaard rundt på rækkefølgen af nydelsen og næstekærligheden.

Næstekærligheden siger ikke, som den sanselige kærlighed; nydelse først, men derimod; kærlighed først, så nydelse.

Det er ikke for ingenting, at næstekærlighed er så svær at forene med sanselig kærlighed. I virkeligheden er det umuligt, hvilket Kierkegaard også er bevidst om. Kun ved Guds hjælp udefra, er det muligt at forene en sanselig - og næstekærlighed, fordi alt er muligt for Gud - men ikke for mennesker. Den sande kærlighed er, i følge Kierkegaard, ensbetydende med næstekærlighed. Derfor kan næstekærlighed af logiske grunde, ikke være egoistisk.

Nogle mennesker får én over snuden, når et kærlighedsforhold ophører. Andre oplever en befrielse. Men selv dem, som oplever bruddet som en befrielse, kan i næste øjeblik opleve nedturen. Derfor ser man tit, at mennesker, der først føler sig befriet ved at være ude af parforholdet, i næste øjeblik med vold og magt prøver at få den gamle kæreste tilbage – lidenskaberne stiger med besværlighederne.

For Kierkegaard er kærligheden det samme som Gud. Derfor er den evig - det vil bare sige, at kærligheden er konstant tilstede. Evig betyder blot at tiden er standset. Dér hvor tiden holder op. Du kender sikkert den fornemmelse fra mennesker, du har mødt, at det er lige som om, at du altid har kendt dem, selvom om du lige har mødt dem. Det samme oplever man tit med venner - selvom man ikke har set hinanden længe, er det som om man lige har talt sammen. Sådanne oplevelser kan lade sig gøre, fordi man via kærligheden er forbundet i evigheden. Tænk på, når du bliver forelsket i en, så
er det tit, som om du har "kendt personen i evigheder".

Der er noget gådefuldt over kærligheden. Uanset, hvor meget vi taler om den, diskuterer den, kan vi ikke komme til bunds i den:

"Hvorfra kommer Kjerligheden", spørger Kierkegaard, "hvorfra har den sin Oprindelse og sit Udspring, hvor er det Sted som for den er Tilholdet, fra hvilket den udgaar? ja, dette Sted er skjult eller er i det skjulte. Der er et sted i Menneskets Inderste; fra dette Sted udgaar Kjerlighedens Liv... Men see dette Sted kan Du ikke; hvor langt Du end trænger ind, Oprindelsen unddrager sig i Fjernhed og Skjulthed; selv naar Du trænger længst ind, Oprindelsen er endnu bestandig som et Stykke længere inde, ligesom Kildens Udspring, der just, naar Du er det nærmest, er længere borte. Fra dette Sted udgaar Kjerligheden, ad mangfoldige Veie; men ad ingen af disse Veie kan Du trænge ind i dens skjulte Tilblivelse."

Lidt senere siger han:"...saaledes forbyder Kjerlighedens gaadefulde Oprindelse i Guds Kjerlighed Dig at see dens Grund; naar Du mener at see den, da er det et Spejlbillede, der bedrager dig".

Mange tænker ikke på, at kærligheden logisk set må have været der, før de mødte deres kærester, da det jo var kærligheden, som bragte dem sammen. Igen. Nogle siger, at kærlighed er egoistisk, andre det modsatte, at når vi føler kærlighed, tænker vi kun på den anden, ikke på os selv. Ser vi på de forskellige udlægninger, er det svært at blive helt klar over, hvad kærlighed er.

Måske er der ligeså mange former for kærlighed som der er mennesker? Men selvom der er mange udlægninger af hvad kærlighed er, bruger alle det samme begreb, nemlig Kærlighed. Derfor må der være noget der er fælles for alle de forskellige former. Det som er fælles for alle betydninger af kærlighed, er selve kærlighedsfølelsen. Derimod er måden vi oplever og forvalter den på lige så forskellig, som vi selv er. Ingen mennesker har hverken skabt sig selv, eller kærligheden. For
Kierkegaard er alt skabt af Gud - Gud skabte os af kærlighed, fordi Gud er
kærlighed. Tror vi på kærligheden, bør vi også tro på Gud.

En ting står fast: Kærlighed er altid et forhold mellem tre: Dig, mig, og kærligheden:

"Hvis Kjerligheden ene og alene var et Forhold mellem To," siger Kierkegaard, "var jo den Ene bestandigt i den Andens Vold, forsaavidt denne Anden var en Nedrig, der vilde bryde Forholdet. Naar et Forhold kun er mellem to, er den Ene bestandigt Forholdet overmægtig ved at kunne bryde det; thi saasnart den Ene har brudt, er Forholdet brudt. Men naar det er Tre, kan den Ene ikke gjøre det. Den Tredie er, som sagt, selve "Kjerligheden", til hvilken da den i Bruddet uskyldigt Lidende kan holde sig, saa har Bruddet ingen Magt over ham."

Kærligheden er altså den tredje kraft, der kan binde mennesker sammen - mennesker, der i deres forskellighed kan synes så uforenelige, at forstanden slår fra sig med begge hænder, hvis vi prøver at forstå, hvorfor de mennesker bliver sammen. Kærlighed er ofte paradoksal. Det pudsige er, at to som forstår hinanden ikke kan nå hinanden, og at to som ikke forstår hinanden elske hinanden.

Kærligheden er en kilde med mange udspring. Bag alle udspringene er der én fælles guddommelig kilde, som man aldrig finder. For Kierkegaard er kærlighedens kilde evig - den kan ikke udtørre. Derfor er det forkert når du, efter at et forhold er gået i stykker, føler at kærligheden har forladt dig. Her skal du være opmærksom på, at også hadet binder dig lige så stærkt til et andet menneske som kærligheden:

"Ja vist er det forfærdende og forfærdeligt, at Kjerlighed forandres til Had, men hvem er det egentlig forfærdeligt for, mon ikke for den Paagjældende selv, hvem det hændte, at hans Kjerlighed forandrede sig til Had".

Had er kærlighedens negative udtryk, som dog hurtigt kan forvandle sig til kærlighed igen, hvis to bliver forenede. Men hvis kærligheden forsvinder med kæresten, har den aldrig rigtigt været der. Er selve kærligheden evig, kan den ikke bare forsvinde. Derimod kan din tro på kærligheden forsvinde, som for Kierkegaard var det værste, der kunne ske for et menneske.

Mange føler skyld efter et brud med et andet menneske. De føler måske, at de ikke fortjente at opleve kærlighed - eller omvendt, kæresten fortjente ikke deres kærlighed. Det er væsentligt at forstå, at der i disse forhold ikke har eksisteret ægte ubetinget kærlighed. Man føler sorg og skuffelse, fordi behovet for kærlighed ikke blev opfyldt - man blev ikke elsket for, hvad man er.

Det vigtigste er, at du tør tro på selve kærligheden og ikke bare være afhængig af om nu den mand eller den kvinde, elsker dig eller ej.

Netop fordi kærligheden er evig bliver du, hvis bare du tror, aldrig bedraget.

Vi giver ordet til Kierkegaard: "Hvorledes sikkres da Budets Kjerlighed mod Fortvivlelse? Ganske simpelt, ved Budet, ved dette Du skal Tro" .

Jens Estrup, Filosof. 

__________________________

Jens Estrup
cand.mag. i Filosofi & Retorik
Stifter af Levlykkeligt Portalen & Wise On Life

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Jens Kære John jeg er beæret over at du skriver en kommentar til mig som om det var til mine to venner Barbara Berger og Tim Ray ;-) __________________________

Jens Estrup
cand.mag. i Filosofi & Retorik
Stifter af Levlykkeligt Portalen & Wise On Life

Søren Kierkegaards - om Kærlighed og kærlighedens væsen