Kærligheden sætter dig fri

Anonym

Kærligheden kan få selv den mest udslukte til at lyse. Dens gnist antænder sjælens flamme, så man kommer i kontakt med det smukkeste i livet, i sig selv og i andre. Kærligheden er selve livets vand. Blot en dråbe er som livsfornyende nektar. Man bliver fyldt af et ubegribeligt overskud, og hjertet opløftes på glædesvinger i et nyt og åbent syn.

Der er en uendelig stærk drivkraft i  kærligheden -  så stærk, at den kan få én til at gøre ting, man ellers aldrig ville gøre - ja, endda til at sætte livet på spil. Kærligheden tager én ud over sproget, til sindets yderste grænse, hvorfra den bringer budskaber fra livets inderste mysterier med tilbage.

Det er ikke mærkeligt, at vi mennesker gerne vil have fat på kærligheden, og at vi tilsyneladende aldrig bliver trætte af at forsøge at indkredse den. Gennem kreative, kunstneriske og åndelige bestræbelser har mennesker gennem umindelige tider søgt at udtrykke hele kærlighedens spektrum. Vi hylder den lykkelige kærlighed, begræder den ulykkelige, vi ophøjer og romantiserer kærligheden - eller vi nedgør den i kynisk afstandtagen og hån. Hvad vi end gør, så gør vi noget ved kærligheden. I et skjult eller åbenlyst håb om at mærke dens evne til at skabe magi, og sætte fri.

Hjertet er inderst inde naturligt åbent, men som bekendt er det naturlige langt fra det normale. Det er mere normalt, at hjertet er i en eller anden grad af sammentrækning, hvad enten denne er bevidst eller ubevidst. Jeg hører tit mennesker sige, at de længes efter at åbne deres hjerte, for noget er blevet trangt og tungt og har gjort, at livet har mistet mening.

Rejsen tilbage begynder ofte med denne længsel efter noget man ved eksisterer, men har glemt vejen ind til. Man vil gerne finde det igen, men spørgsmålet er, hvordan man finder derind.

Det vanskelige er, at man ikke kan "ville" kærligheden. Det hjælper ikke, at man siger til sig selv: nu vil jeg åbne mit hjerte. Man kan ikke forcere åbenheden, for det er ikke kærlighedens natur at udøve tvang. Men det man kan, er at stilne sindet og indstille hjertet på en måde, der er på bølgelængde med kærlighedens natur. Man kan ønske at indleve sig i dens væsen.

Det er almen erfaring, at hvis man virkelig ønsker at forstå et andet menneske, så må man sætte egne opfattelser, meninger og erfaringer til side for en stund. Og hvis ønsket om at forstå er motiveret af kærlighed, så bringer indlevelsen en reel viden om den anden. Så forstår man den anden som en direkte eksistentiel oplevelse i ens eget hjerte.

Det er ligeledes muligt at få en direkte eksistentiel erfaring af kærlighedens væsen. Men også her får man kun adgang, når man med hele sit hjerte ønsker at indleve sig. Det indebærer villighed til at lade alle ens forsvar blive gennemsigtige. Så vil man kunne erfare dimensioner af kærligheden, der går hinsides den kendte personligheds mere selvcentrerede og emotionelle kærlighed.

Den emotionelle kærlighed, som er den mest almindelige form, bevæger sig - til forskel fra hjertets kærlighed - i polariteter. I det mellemmenneskelige felt bevæger energien sig i pendulsving, mellem accept og fordømmelse, mellem mildhed og hårdhed, mellem kærlighed og had. Det er ikke ualmindeligt at høre mennesker tale om, at den, man engang elskede, elsker man ikke mere. Det er nærliggende at spørge, om det så i grunden var kærlighed? Eller om den kærlighed, man rent faktisk oprigtigt følte, "forfaldt" til emotioner på grund af det, man gjorde med kærligheden, på grund af det man brugte den til?

Hvis man - i hjertets ikke-dømmende åbenhed - kan spørge sig selv ærligt om dette, så kan man opdage noget mere om kærlighed, end det man vidste i forvejen. Når man fra emotionernes turbulens falder ind i stilhedens dyb, så erfarer man en højere form for kærlighed, hvor frekvensen er af en sådan karakter, at den ikke kan forfalde til ligegyldighed eller had.

Kærligheden er i sin grundlæggende natur uendelig godhed. Den er universel, upersonlig og fri, forstået på den måde, at den ikke begrænser sig til et jeg, der elsker et andet jeg. Kærligheden mellem jeg'er er absolut og varmt inkluderet, men den universelle bevidsthed hviler primært i det, der er hinsides "mig" og "dig". Derfor er der heller ikke den samme hektiske passionerede feber, for der er ingen entydig polarisering i forhold til "den derude", som man begærer, og som man gennem pol-spændingens energi forsøger at få indenfor. Alt er på samme tid både indeni og udenfor - og på en forunderlig måde hverken indeni eller udenfor. Kærligheden er. Den refererer ikke længere primært til nogen bestemt lokalitet.

For den jeg-orienterede bevidsthed er det paradoksalt, at det netop er i denne frisættelse af kærligheden, at man mærker hjertets evne til at elske uforbeholdent og ubetinget. Først i åbningen til den universelle kærlighed ser man, hvordan den almindelige jeg-bevidstheds kærlighed er fuld af betingelser og forbehold. Hvis man imidlertid kan forholde sig åbent til at se alt, som det er, og ikke dømme det, man ser, så kan grænsen for kærlighed åbne og gradvist udvide sig.

Den universelle kærlighed ophører aldrig; derfor kan vi regne med den og have tillid til den. Når kærligheden alligevel  synes "utilregnelig" og flygtig, så er det netop, når vi i menneskelige relationer binder kærligheden og begynder at kræve den i en bestemt form, som går imod dens sande væsen. Kærlighed er i sig selv uden grænser og bindinger. Når man bliver mere og mere ligesom den - ved at glæde sig over sandheden - så åbner den sine inderste hemmeligheder.

I åbenheden er glæden over sandheden ikke afhængig af indholdet af det man ser. Den opstår, når man er villig til at lade det "koste" noget. At se i øjnene, at ens kærlighed var gået hen og blevet klistret, eller smålig eller fej eller beskidt, er i denne sammenhæng ligeså åbnende som at se i øjnene, at man er smukkere og større og stærkere, end man troede man var. Det afgørende er den ubetingede åbenhed for at lade både roserne og tornene blive set og følt.

Normalt opfanges kærligheden ikke i dens universelle åbenhed, men i form af sine udtryk som differentierede aspekter. Ligesom lys, der brydes gennem et prisme, udfolder kærlighedens lys sig gennem hjertets diamant i hele regnbuens spektrum - f.eks. som accept, medfølelse, styrke, klippefasthed, mod og glæde. Af alle disse synes medfølelsen at være det højeste og det mest fuldbyrdende for hjertet. Måske netop fordi medfølelsen mere end noget andet åbner til det fællesmenneskelige og opløser ego'ets adskillende isolation.

I kærlighedens klare lys ser man ego'et for hvad det er: et illusorisk selv der dannes, når man falder ud i identifikation med former og roller. I hjertes åbenhed er ego'et ikke en fjende, som man kæmper imod, for man ser, at ego'et kun eksisterer som et tænkt "selv", uden rødder i virkelighedens åbne Væren. Ego'et kan derfor ikke opretholde sine tænkte grænser, når kærlighedens rene kraft strømmer igennem.

Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig. Paulus 1. brev til Korinterne

Kærlig hilsen
Mahudrima