Kærligheden overlever alt

Hvorfor er vi bange for at miste kærligheden? De fleste kommer jo relativt hurtigt op at stå igen. Kan man overhovedet miste kærligheden?

Jeg må indrømme, at jeg er bange for, at kærligheden skal styrte ned og skylle mig ensom op på en øde ø. Jeg er bange for, at gnisten skal forsvinde for mig og min kæreste. At vi skal blive kedelige, lunkne og ligeglade. At det store sus og blodets banken for ørerne forsvinder, og vi vågner op til grå hverdag og dødens pølse hver aften.

Som ung frygtede jeg ikke en skid. Hvis noget blev for svært, rejste jeg mig op og skred. Ofte uden at se mig tilbage. Men jeg er blevet ældre og har stadig mindre lyst til at flygte. Prisen er, at frygten sniger sig tættere på. Jeg kan sagtens fryse til is flere gange dagligt ved tanken om at miste hende, og jeg er nødt til at bruge alt, jeg har lært for at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Bare at skrive om det, får temperaturen til at stige i armhulerne og heden til at krybe op over ryggen. I hovedet hører jeg Lars H.U.G.s stemme og Carl Viggo Meinckes tekst fra 1937: "Når vi er glade ler vi/ så er vort liv en leg/ men alt for ofte sker det/ lykken går sin vej/ drømmen om trofast kærlighed/ slutter før selv vi ved det/ hvorfor er lykken så lunefuld/ og hvorfor er glæden så kort?"

Men hvad er der egentlig at være bange for? Jeg elsker min kæreste og hun mig. Hvorfor skulle det være farligt at elske inderligt? Og skræmmende at føle stærkt? Kan hengivelse ikke være en velsignelse? Er der ikke en frihed i afhængighed?

Arh, jeg ville ønske, jeg snart var ude af denne tekst. Den handler alt for meget om mig selv, og jeg har slet ikke noget tøj på. Men den handler også om alle andre. Ingen går fri.

Og om lidt skal jeg komme med 5 gode råd til, hvad man gør, når man er bange for at miste kærligheden. Jeg ved det godt. Men er det vigtigste ikke at stå ved, at man er bange? Inden man får alt for travlt med at finde værktøjer.

Jeg tror, helbredelsen går igennem at stå ved angsten. Da mine egne øjne vænnede sig til mørket, opdagede jeg til min overraskelse, at jeg selv stod dér bagved alle mine bekymringer og smilede uden at være den mindste smule bekymret. Som en skælmsk far med smilerynker der med åbne arme tager imod sønnike hjemvendt i turistbus fra skræmmende skøn lejrtur med livets skole.

Jeg opdagede, at kærligheden aldrig kan forlade mig eller blive mindre. Kærligheden er fuldkommen urørlig og stærkt til stede hele tiden. Det lyder lidt nyreligiøst, men er det slet ikke. Kærligheden er her ganske enkelt lige nu i dette øjeblik. I solen der skinner. I billedet af en nyudsprunget blomst malet af en skagensmaler for mere end 100 år siden. I min kærestes smil hver morgen. I mig og mine børn mens vi fanger fluer til deres ny, kødædende plante.

Kærligheden er i alt og overlever alt.

Også i dig? 

Hvordan beroliger man sin frygt for at miste kærligheden:

* Det er okay at være bange for at miste
* Det betyder ikke, at du er ved at miste
* Det betyder bare, at du er bange
* Hvad er der egentlig at være bange for?
* Kan du ikke se, at du er fuld af kærlighed og helt i balance?
* Også selv om dit hjerte er knust, og du er knækket.
* Kan du slippe dine bekymringer og stille dig ved siden af dem?
* Bare et øjeblik?
* Kan du mærke, at du bag dine bekymringer stadig er fuld af tro, håb og kærlighed?

De kærligste hilsener

Martin Østergaard

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kærligheden overlever alt. Psykoterapeut Martin Østergaard på Levlykkeligt.dk