Se kontaktoplysninger og profil for Meditationslærer Svend Trier

To egoer eller to personligheder kan ikke elske hinanden. De kan være fascinerede af hinanden for en stund, være forelskede i hinanden, begære eller være frastødt af hinanden, men de kan ikke virkelig elske. Ægte kærlighed mellem mennesker opstår kun, når essens møder essens. Eller som psykologen Erich Fromm skrev i sin klassiker Kunsten at elske: "Kærlighed er kun mulig, hvis to mennesker har kontakt med hinanden ud fra deres inderste menneskelige kerne, og derfor kun, hvis hver af dem oplever sig selv på denne måde".

Når vi har mistet forbindelsen til vores egen indre essens eller kerne, vores egen sjæl, føler vi os tomme indvendigt, og vi søger at udfylde dette tomrum med forskellige adspredelser og erstatninger. Vi begynder at søge efter lykken eller kærligheden udenfor os selv i håbet om at blive opfyldt af andre mennesker, af ydre succes, af anerkendelse og bekræftelse udefra etc. Kærlighed bliver et spørgsmål om at blive elsket og accepteret frem for selv at elske. Bag hele denne søgen efter at blive opfyldt udefra ligger en grundlæggende følelse af indre mangel, utilstrækkelighed eller tomhed.

I vores søgen efter kærlighed og bekræftelse prøver vi at gøre det bedst mulige indtryk på andre. Vi forsøger at virke intelligente, sexede, succesrige eller endog "spirituelle". Vi anstrenger for at opretholde et bestemt image og frygter, hvis noget skal ødelægge dette image, eller nogen opdager, hvem der virkelig skjuler sig inde bag masken. Alt dette tapper os for energi og afskærer os fra vores naturlige kraft og vitalitet. Herved lukker vi ned for vores naturlige evne til at give og modtage kærlighed.

Vi har så travlt med hele tiden at bevise os selv, med at skulle være noget bestemt, at vi glemmer  bare at være. Vores bestræbelse på hele tiden at leve op til en bestemt rolle eller gøre et bestemt indtryk bringer os væk fra vores egentlige natur. Denne bestræbelse er egoet. Egoet er ikke en ting - det er noget, vi gør hele tiden. Egoet er vores forsøg på at være noget bestemt i stedet for bare at være os selv.

"Jo mere vi er os selv, des mindre selv er der i os", forklarer den kristne middelaldermystiker Meister Eckehart. Eller sagt med den indiske mester Sri Nisargadattas ord: "Fuldkommen selvaccept fører til fuldkommen selvtranscendens". Så længe det lille jeg er optaget af at skulle bevise sig selv (- dybest set fordi det ikke accepterer sig selv, som det er), er der ikke plads til kærligheden. Det lille jeg må slappe af, give slip eller træde til side for en stund for at kærligheden kan strømme frit igennem os. Egoet eller selvbilledet er er kun en fattig efterligning af vores virkelige værdi som mennesker, vores sande selv eller indre essens, som naturligt rummer alle de kvaliteter, egoet søger eller stræber efter - herunder kærlighed, styrke, liv og intelligens.

Vi er dybest set allerede det, vi søger - hvad enten det er kærlighed, fred, frihed eller glæde. Vi tror, at vores glæde kommer udefra - f.eks. fra den ven, vi netop har mødt. Men den er altid til stede inden i os. Vennen er bare den anledning, der bringer den frem i lyset og får os til at "huske" den glæde eller kærlighed, som allerede findes i os. I en gammel indisk sanskrittekst, der hedder "Vigyan Bhairav Tantra" beskrives 112 forskellige meditationer til at opnå indre forvandling. En af disse meditationer lyder således: "Når det sker noget, som bringer dig stor glæde - som f.eks. at møde en ven eller slægtning, du ikke har set længe -så mediter på selve glæden og bliv absorberet i den. Så vil dit sind blive identificeret med glæden".

Når du oplever sig selv som glæde, kærlighed, lys osv., vil du automatisk tiltrække mere glæde, kærlighed og lys i din tilværelse ud fra princippet om, at lige tiltrækker lige. Men nu er du ikke længere på samme måde afhængig af at disse ting skal komme til dig udefra. Måske var det netop det, som Jesus mente med sin noget kryptiske udtalelse: "Den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod" (Mattæus 13,12).

For at nå dertil må vi imidlertid ophøre med at flygte fra os selv og vores egen alenehed. For at kunne opleve en ægte intimitet og dybde i vores relation til andre, må vi først være i stand til at relatere til os selv, at blive ven med alt, hvad vi rummer. Det indebærer, at vi accepterer og bliver ven med både vores såkaldte lyse og mørke sider - herunder også vores egen alenehed, sårbarhed eller indre følelse af tomhed.

Kun i vores alenehed kan vi møde vores egen dybde eller sjæl, og ud af denne dybde udspringer kærligheden. I vores inderste essens føler vi os altid dybt forbundne med alle andre mennesker, med alle levende væsener og med hele universet. I erkendelsen af denne indre samhørighed oplever vi afslutningen på al fremmedgørelse.

Lad mig slutte dette essay med følgende citat fra Eckhart Tolle, forfatter til bl.a. Nuets kraft og En ny jord:

"Det kan næsten synes paradoksalt - men det øjeblik din indre afhængighed af bestemte omstændigheder er forsvundet, vil de generelle omstændigheder i din tilværelse have en tendens til at forbedres betydeligt. Ting, mennesker eller omstændigheder, som du troede, du behøvede for din egen lykke, kommer nu til dig, uden at du behøver at kæmpe eller anstrenge dig for det - og du er fri til at nyde og værdsætte dem, så længe de varer. Alle disse ting vil naturligvis stadig før eller siden ophøre, forskellige cyklusser vil komme og gå, men det øjeblik afhængigheden er forsvundet, frygter du ikke længere noget tab."

Dette essay er skrevet af meditationslærer Svend Trier, leder af Quantum Seminars og forfatter til bøgerne Vær dit eget lys (Borgens Forlag) og Meditation - en rejse tilbage til dig selv (Politikens Forlag). Læs evt. mere på www.quantumseminars.dk