Kærlighed flytter mennesker

Vi kan flytte hinanden med vores kærlighed. Vi kan flytte hinanden ud af tunge mønstre og ud til store vidder, hvor drømme kan lykkes. Vi kan hjælpe hinanden med at omkode os til at være de mennesker, som vores sjæl kalder os til at blive. Det, vi har brug for, er kærlige omkodnings-laboratorier.

Der er noget, der bliver ved med at blive sagt til mig i denne tid. Og det undrer mig, og det får mig til at tænke. Og det er det, som jeg gerne vil dele med dig.

Jeg har igennem de sidste seks år rejst en del rundt og holdt foredrag og kurser i Danmark og Norge.  Jeg er inde på mange forskellige emner – som f.eks. hvordan vi er i stand til at skabe en ny historie om os selv, og hvordan vi kan bruge ideen om Pippi Power til at blive følelsesmæssigt frie – men i den sidste tid handler kommentarerne, jeg får i pauserne, om det, som jeg har fortalt om mit eget netværk. Og det er det, der undrer mig. Det er nemlig tankevækkende, at så mange mennesker, der egentlig synes, at de har netværk omkring sig, opdager, at de har brug for et netværk, der går dybere. Et netværk, der udfordrer dem, inspirerer dem, og hvor der er så meget kærlighed til stede, at ”det kan flytte mennesker”.   

Det, jeg i den sidste tid er begyndt at fortælle om, er dele af min egen historie om netværk. Jeg er på mange måder en mønsterbryder. Med den sociale og uddannelsesmæssige baggrund, jeg har, kan det, jeg har gjort, egentlig ikke lade sig gøre. Jeg voksede op blandt en farfar, der var skibsbygger på Helsingør Værft, en mormor, der var af polsk afstamning og skiftevis rengøringskone og hjemmegående husmor, en far, der arbejdede som blikkenslager, og en mor, der var frisør. De blev skilt, og der skete en masse rod, som er for tæt på til at skrive her.  I dag er min bror førtidspensionist og lever et liv i den subkultur, vi plejer at kalde for ”bunden af samfundet”.  

Som 23-årig gik jeg fra at gøre rent på Helsingør sygehus til at være radiovært på byens lokalradio og senere, da jeg var 29 år, fra at være arbejdsløs i en lille lejlighed uden bad på Nørrebro til at skrive kulturborgmesterens taler på Københavns Rådhus. Da jeg var først i 30erne, blev jeg – på et afbud – inviteret med i en antologi, og det blev starten på flere skriverier, der endte ud i et forfatterskab. Jeg har kun en studentereksamen, men blev alligevel medlem af Dansk Journalistforbund og har arbejdet mig frem til i dag at være freelancejournalist for kvindeblade, forfatter til flere bøger, som udkommer i Skandinavien, forlagsredaktør på deltid, og foredragsholder og kursusleder.

Jeg har tænkt over, hvordan det egentlig har kunnet lade sig gøre. Det er selvfølgelig en blanding af skæbne, held, vilje og dygtighed. Men der er også et femte element blandet ind i det. Og det er dét, som jeg er begyndt at fortælle om, når jeg holder foredrag, og det, som mange tilhørere, er begyndt at kommentere.

Det femte element handler om at have et netværk omkring sig, og hvad det rigtige netværk og de dybe venskaber kan gøre ved os. Det handler om hvor meget og hvor langt, vi mennesker kan flytte hinanden, når vi har intentionen om at gøre det. Hvor meget det betyder at være omgivet af mennesker, der har et bevidst forhold til det at være gode for hinanden.

I 11 år har jeg været med i kvindenetværket Cybersisters. Vi har lavet en pagt om at være der for hinanden. At vi hjælper, inspirerer og støtter hinanden i at udleve både professionelle og private drømme. Vi er 17 kvinder, og vi har igennem årene oplevet hinandens succeser, skilsmisser, nye mænd og eksmænd, nye job og titler og alt det midt imellem. Jeg tror, at vi vil holde sammen til, vi bliver gamle. For sjov har vi talt om det oldekolle, vi skal indrette, når vi har overlevet mændene. Ved siden af dette netværk har jeg tre hverdags-veninder, som jeg næsten dagligt taler med. Den ene af dem er endda min nabo på den gård midt i Lyngby, jeg bor på. Vi er begge alene med vores jævnaldrende børn. Når hun skal til møde, laver jeg aftensmad til børnene, og når jeg holder foredrag, sover min søn hos hende. Før jeg går på til et vigtigt foredrag, sender hun en sms og opmuntrer mig til at turde træde frem som den, jeg er, og når hun skal præsentere noget vigtigt for sin bestyrelse, ringer jeg bagefter for at spørge, hvordan det gik.

Fælles for cybersisternetværket og mit hverdagsnetværk er, at der mellem linjerne ligger en dyb beslutning om at følges ad og være der for hinanden. Ikke bare til en middag med makeup på eller til shopping i byen. (Alt dette kan vi sagtens gøre, men det føles kun godt i sjælen, fordi den dybe dimension også er der). Der ligger hos os en erkendelse af, at tætte og nære ”omkodnings-laboratorier” er nødvendige i denne tid.

Der var engang så meget et menneske ikke kunne. Og der var især engang så meget, en kvinde ikke kunne. Hun skulle tilpasse sig og indordne sig for at overleve. Hun var det næstbedste køn, og det er ikke mange årtier siden, at undertrykkelsen var helt synlig og konkret. I dag lever vi kvinder mere med vores egen selvundertrykkelse, angsten for at fylde og være for meget, angsten for at miste og slippe kontrollen, ikke at være perfekte og leve op til idealbillederne om stram hud og hvide hjem.  
Netop derfor har vi brug for omkodnings-laboratorier, hvor vi kan være omgivet af gode mennesker, der bakker os op, så vi kan udvikle os til at være de udgaver af os, vi allerhelst vil være. Som fanger de negative overbevisninger, vi kan komme til at køre af om os selv, som giver os et kærligt spark, når vi sidder klemt inde i dårlige undskyldninger, og som trøster, når vi føler os nede og trætte. Men som også kan rumme vores begejstring og vilde, vilde storhedsdrømme, som måske ikke i øjeblikket har jordforbindelse, men som med tiden kan få det.

Jeg tror, det er det, min private historie kan være et eksempel på.  Jeg har kunnet gøre, hvad jeg har gjort, fordi jeg har hentet næring og styrke i mennesker, der ville hjælpe mig med at ”rykke mig”. Ligesom jeg også har hjulpet dem. Hvis jeg ikke havde haft et omkodnings-laboratorium, havde jeg ikke kunnet bryde mit mønster og forme en ny historie om mig selv.

Når jeg fortæller det til andre, kan jeg mærke, at det vækker genkendelse. Det er som om, at vi i denne tid – med syv globale kriser omkring os, som ugebrevet Mandag Morgen beskriver det – har ekstra meget brug for den styrke, som nære mennesker kan bringe ind i vores liv. At vi bruger vores venskaber endnu mere bevidst og endnu mere hudløst. Hudløst, fordi det også kan være sårbart at bede om hjælp eller indrømme, at man ikke altid føler sig helt på toppen, når man tror (!), alle andre er det.  

Der er så meget på spil lige nu. I vores fælles liv. I det globale liv. Det ved vi alle sammen godt inderst inde. Vi kan mærke det. At noget rumsterer og kalder på os. Jeg tror på, at vi mere end nogensinde før har brug for hinanden. Vi har brug for at flytte hinanden, fordi det er tid til, at vi sammen skal flytte ”Jorden”.  Og den måde, vi bedst gør det på, er med kærlighed.

Gitte Jørgensen, freelancejournalist, forfatter og foredragsholder og med-redaktør på levlykkeligt.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kære Gitte, Tak for den dejlige og hjertevarme artikel. Indtil for ikke så mange generationer siden var det sådan at man som menneske mere eller mindre kun havde to veje at vælge imellem her i livet. Den såkaldt verdslige vej – med familie, arbejde, osv. Og hvis man var spirituelt inklineret – at forsage alt dette – og blive medlem af en åndelig familie i et kloster eller tempel. En af de store skift der er sket i de sidste årtier (i hvert fald i den vestlige verden) er at grænserne mellem disse to verdener er blevet mere udviskede. Det er nu muligt at gøre begge dele på en gang. Både være i verden med parforhold, børn, karriere, job, osv. – og samtidig bruge meget tid på den indre opdagelsesrejse. Men dette kræver selvfølgelig at vi omtænker alle vores gamle ideer og modeller for blandt andet parforhold, familie, venskab, kærlighed, mand, kvinde, livsstil… og afprøver nye modeller… Det lyder som om at det er det du og dine veninder gør i stor stil. Og hvor er det bare inspirerende. Jeg ville ønske jeg var kvinde så jeg kunne være med i jeres kærlige omkodningslaboratorium :-) Kærlig hilsen Tim
Mette Alleslev. Prof. SamtalePartner,Foredrag & Workshops. Kære Gitte. Jeg elsker simpelthen dit 'Omkodningslaboratorium'. 'Mindset' er efterhånden blevet så fortærsket, at der må andre - mere konkrete ord på.Det har du hermed opfundet;-) Egentlig er det jo også det min punchline:'Det er os der taler om Fremtiden, der skaber den', e.t.c, handler om. Et kærligt puf til det paradigmeskifte, der på græsrodsplan er så godt i gang. Og som slet ikke afspejler sig i den officielle samfundsdebat - endnu. Det handler nemlig om Kærlighed. At ændre fokus fra system - og økonomitænkning til, at det hele handler om Mennesker, Værdier og Relationer = Kærlighed. Varme hilsner Mette
Kærlighed flytter mennesker - drømme kan lykkes. Læs mere