Psykoterapeut Mads Vang Christensen

Kærestevision: sæt drømmene på skrift

Parforholdet skal have klare visioner, på samme måde som i erhvervslivet, for at komme i mål.

Det er langt fra noget nyt, at man i landets større virksomheder, taler om visioner og deres mission i forhold til deres eksistensberettigelse, deres placering i branchen, blandt konkurrenter og ikke mindst værdierne for kunderne. Sådan har det været i de seneste små 20 år. I dag er det jo en befrielse at høre vores største organisationers ledere tale om spiritualitet og det hele menneske som forudsætning for at forblive på toppen i dansk erhvervsliv. Men når det kommer til parforholdet, så er der ofte intet nedfældet i klare mål og processer.

Overalt er der viden at hente til det at drive virksomhed; skabeloner til forretningsplaner; time management, til at styre tiden optimalt; Riskmanagement der kigger på risici og faldgrupper; SWOT analyse, som kigger på svage og stærke sider i firmaet osv.

Så trods det at det er svære tider, så har der aldrig været så meget viden og hjælp at hente, for at være selvstændig eller drive en organisation.

Det er paradoksalt, at der er ingen der ville springe ud i at købe eller starte virksomhed, uden en forretningsplan. Der er lagt 1,2,3 og 5 årsplaner, visionerne er klare; og er man flere om at starte og drive virksomhed, så er der også en fin rolle fordeling af opgaverne. Vi skal ikke gøre hverken parforhold eller kærligheden, til en virksomhed - men den manglende forebyggelse og nødvendige udvikling gør, at det nemt står slemt til med parforholdet. Skilsmisseprocenten er højere end nogensinde, og alle eksperter er nok enige i, at det nok kun bliver værre.

Hvis vi ikke får defineret mål og ønsker, kan vi sejle med hvem og hvad som helst

Når vi i parforholdet ikke har nogle klare aftaler og regler for hvordan vi opfører os og behandler hinanden, så er der ofte fordi, vi ikke kender vores egne grænser for hvad vi vil være med til og vores behov i samlivets ABC. Vi har indløst en billet og underskrevet en skjult kontrakt på; at vi for alt i verden ikke ønsker at være ensomme. Vi håber på at vi har fundet en partner, som er god nok til at sørge for vores behov og trivsel.

Men i virkeligheden, så giver vi plads til den laveste fællesnævner, tilfældigheder og den praktiske samvittighed som gør os til galejslaver for vores indre tyranniske kaptajn der dikterer at vi skal yde først, og måske en dag bliver vi sat fri til at leve.

Vi er nødt til at få lavet en ægtepagt, hvor trivsel, glæde og frihed skal inkluderes i alle gøremål

Hvis vi skal trives og opnå lykkelige stunder, må vi have vores inderste grundværdier i spil sammen med vores partner. Vi har jo ofte de samme grundværdier når vi danner par, men det er ikke sikkert at vi får styr på hvor meget de betyder for vores trivsel i livet. Det er når vi ikke har dem i spil, at vi kommer på “en overlever” og ender op i praktiske gøremål. Vi får jo gjort det som vi sætter på ”ordenslisten”; købt mælk, når det står på vores indkøbsliste. Så vi er også nødt til at sætte kærligheden på ”livets købmandsliste”, da vi skal komme omkring det som bringer overskud og trivsel i vores parforhold.

Altså en pagt, en aftale, om at bidrage til hinandens følelsesmæssige trivsel som er af større betydning end de praktiske gøremål alene. Det betyder i alt sin enkelthed, ”at glæde sammen” er større end, glæden i sig selv. At den frihed som man får af sin partner, er større end den frihed, vi selv kan tage, og at nærhed, sex, morskab, romantik, erotik, taknemmelighed, leg, oplevelser og lidenskab er større mellem to - end at “spise alene”.

Vi har ikke råd til at lade være med at skabe et bæredygtigt parforhold

Hvis vi ikke holder vores drømme og behov for øje, så vil den nødvendige smerte, for at komme i kontakt med den dybere kærlighed, ikke kunne gennemleves. Vi vil forlade vores partner, hvis vi ikke kan se formål med at gå igennem de konflikter, som jo både er uundgåelige og nødvendige, for at vi udvikler os.

Så når vi taler om, den nødvendige smerte i denne forbindelse, så betyder det, at vi er nødt til at miste for at kunne sætte pris på det vi holder af. Vi er nødt til at gå gennem sorger og lidelser, for at sætte pris på gensynet med det, som giver glæder og fylder os op.

Livet er sæsoner med glæder og sorger, parforholdet er en måde, at rejse i dette farvand på, hvor gevinsterne er, at når vi deler livet og følelserne med vores partner, så bliver sorger halvt så store og glæderne dobbelt så store.

Det er dog prisen på skilsmisserne som er ubærlige, ikke bare for parterne men især for børnene, som ofte bliver mærket for livet. Hertil kommer tiden op til skilsmissen hvor utrygheden hersker, fordi mor og far ikke er nærværende og måske er der konflikter og skænderier. Det koster i skoletiden, hvor læring måske bliver umulig, for ikke at tale om alle angstens psykiske påvirkninger, som resulterer i de moderne og ofte lidt diffuse psykiske sygdomme. Det er her det rammer vores statskasse gennem skolesystemet og sundhedssystemet. Dertil kommer alle de omkostninger det koster staten i overførselsindkomster til dem, som ikke kan klare sig alene, og arbejdsløshed, misbrug og alle andre omkostninger på liv der ikke er i trivsel. I den store samfundskasse koster det vel et par millioner pr. skilsmisse, hvis vi tager tabene med på det bristede boligmarked, som nemt betyder 2-300.000 kr. i minus til hver af parterne, når de skilles.

Lav en kærestevision; sæt jeres drømme på skrift

En kærestevision betyder i al sin enkelthed at sætte ord på vores inderste drømme. Vi skal sætte overlæggeren højt. Turde at sætte ord på sine ønsker, sine værdier og behov. Det er helt okay at være lidt urealistisk og sætte drømmene højt, for det er ikke drømmene der gør ondt.

For alt for ofte er det nemlig de manglende forsøg på at opnå drømme som piner os. Det er når vi kigger tilbage og opdager at vi ikke fik levet mens vi havde mulighederne. Det er vores ufuldendte drømme der opsøger os, når vi ser tilbage på livet.

Drømmen om kæresteriet

”Visionen er hvorfor vi skal være sammen, det er passionen, det er livsrejsen.”

Så en kærestevision begynder med visionen: om vores fælles drømme om et samliv. Samtidig med at de tilgodeser begge parter og parforholdet. Visionen er det store formål med parforholdet, det kunne være som;

”At være det lykkeligste parforhold, med økonomisk råderum til at leve og rejse”.
”At leve vores drømme ud til fælles bedste, med frihed og glæde, hvor al frygt og angst er elimineret”.
”At leve sundt og have masser af interesser og dyrker hed sex.”

Skriv en liste hver især med jeres drømme
Visionen er altid et fremtidsmål og ikke alt er opnåeligt i nuet, det er noget der skal udvikles på. Visioner er jo altid lidt højtravende og lidt tåget.


Missionen (måde og vejen mod visionen)


Nu er tiden kommet til at skrive missionen som er er måden, vejen eller metoden til, at I arbejder jer hen imod jeres fælles vision. Altså til hvordan I opnår jeres fælles drømme og behov.

En mere konkret køreplan for at opnå visionen, kunne lyde sådan her:

  • Vi er 100% ærlige overfor hinanden, vi respekterer hinanden og vi taler og behandler hinanden værdigt.
  • Vi sætter vores parforhold højere end os selv, dog uden at miste vores egen selvstændighed og udvikling.
  • Vi sætter udvikling højest, og vi passer og beskytter hinandens følelser og sårbare historier og oplevelser.
  • Vi planægger vores liv, således at vi kommer rundt om alle livets hjørner og behov.
  • Vi deler det menneskesyn som: ”At være og at gøre”, det vil sige; ”at vi skal være, før vi gør og vi skal gøre for at være”.
  • Vi går efter en helhed og at alting hører sammen, og intet kan stå alene.
  • Vi går efter at udvikling og skabelse er forbundet med et autentisk og nærværende liv.
  • Vi anerkender og respekterer hinandens svage og stærke sider, og forpligter os i fællesskab i at styrke og støtte hinanden.
  • Vi arbejder og lever til fælles bedste, og vi beskæftiger os ikke med noget, som ikke støtter op om vores vision og mission, det være sig arbejde og familier.

Strategien

Efter missionen som er det mere konkret bud på, hvordan vi arbejder hen imod vores vision, så kommer strategien, som også skal formuleres: igen en konkretisering af missionen, som er endnu mere specifik omkring hvordan vi hver især, støtter op om tingene. Eksempelvis: Hvor der i missionen måske står skrevet, at vi taler respektfuldt til hinanden, så står der i strategien nogle klare spilleregler for god kommunikation. Eks. ”Sig jeg i stedet for du” og tal i nuet og ikke i fortiden”. Ligeledes kan man i strategien give bud på hvordan vi udvikler os, gennem viden, bøger og søger inspiration og rollemodeller for det gode liv.

Operationelle plan

Endeligt så er der helt ned på gulvplan, planer for tidsstyring for hvornår vi gør hvad.

Det er her vi sætter tid af, både til at lægge planer for, hvordan vi får taget hånd om det praktiske og nødvendige liv, også for idéer til liv, leg og lidenskab; så vi kommer hele livshjulet rundt. Det er samtidig også det at evaluere om vi nu er på det rette spor, så I ved at I er på den passionerede vej, og at I samtidig lever i nuet...

Vi kan med fordel lære af erhvervslivet om hvordan det er muligt at overleve og måske endda skabe en sund forretning ved at holde fokus på visionerne. Vi kan hverken drive forretning eller et parforhold, uden at være klare nedskrevne mål for hvorfor vi gør som vi gør: det at have visionerne og deri formål, behov og drømmene for øje. Missionen er vejen til at I kommer tættere på hinanden og jeres fælles drømme for kærestevisionen.

Fortsat god sommer
Mads

Mads Vang Christensen er psykoterapeut, parterapeut og forfatter m.m 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Parforholdet skal have klare visioner. Sæt drømmene på skrift.