Julefuglen - et eventyr fra dengang før tidernes morgen

Dengang i tidernes morgen - en helt særlig morgen, da det netop var den morgen, da tiden og verden blev født, sådan som vi kender den i dag. Dengang i den morgen ud af det første lys på Himlen fødtes en lille fugl. Den lille fugl fik en stor opgave med sig. Den skulle flyve gennem morgenrøden ind i den nye verden, som engang ville komme til at bestå af mennesker og dyr, sådan som vi kender det i dag. Og den lille fugl skulle altid huske det, menneskene ville komme til at glemme engang.

At før tidernes morgen havde der været en verden, hvor alt havde åndet fred. En verden uden tid. Og der må nødvendigvis være fred, når der ikke er tid. For det er tiden, der skaber ufred i verden, fordi der er noget vi skal, inden noget andet skal finde sted, og hvis vi ikke når det, så er der ikke fred.

Men sådan var det ikke før tidernes morgen, den morgen hvor tiden blev født, og den lille fugl fløj gennem morgenrøden og ind i vores verden, som vi kender den nu. Dengang var der ingen tid, og der var ikke mennesker, sådan som vi kender det i dag.

Før tidernes morgen fandtes der bare et åndedræt, som pulserede som en stille flod igennem hele universet. Åndedrættet var født med lukkede øjne og kunne intet se. Ikke i verden udenfor sig selv sådan som vi kender det i dag. Men Åndedrættet kunne se de smukkeste verdener dybt inde i sig selv.

En dag fik Åndedrættet lyst til at se disse fine landskaber afspejlet i verden uden for sig selv, og Åndedrættet åbnede øjnene, men der var ingenting. Åndedrættet så ind i en dyb mørk nat. Ikke en nat sådan som vi kender det i dag. Men en nat uden stjerner, uden planeter. En nat som kun var mørke. Og Åndedrættet åndede de første stjerner på himlen, og Åndedrættet så, at det var smukt at have noget at se på, og i sin iver efter at have mere at se på skabte Åndedrættet de smukkeste farver. Og Åndedrættet skabte dagen, og der var forskel på natten med alle stjernerne og dagen, der voksede ud af morgenrøden, som fuglen med den store opgave fløj igennem.

Og fordi der var forskel fødtes tiden. Der i tidernes morgen. Og ud af forskellen og tiden voksede det vi i dag kender som menneskene. Men Åndedrættet var et snarrådigt væsen, som kunne se ind i fremtiden, som opstod der i tidernes morgen sammen med fortiden, som voksede ud af tiden og forskellen. For nu var der dengang Åndedrættet kun var Åndedrættet og tiden hvor stjernerne og farverne og dagen var født. Nu var der før og efter.

Åndedrættet tænkte. For Åndedrættet var begyndt at tænke. For når der er tid, er der også tanker. Og Åndedrættet tænkte: Jeg skaber en fugl som kan flyve gennem tiden og minde menneskene om, at "der var engang". Det er netop derfor alle fortællinger starter på denne måde... Der var engang... og egentlig kunne de alle sammen fortsætte med ... hvor alt var et Åndedræt.

Fuglen, tænkte Åndedrættet, må bygge rede i menneskenes hjerter, og når de er stille, så vil den synge for dem om Åndedrættet, de er født af. Fuglen skal minde dem om, at de er brødre og søstre til stjernerne på Himlen og til farverne i morgenrøden, og fuglen skal synge en sang, der minder dem om, at de alle kommer fra det samme Åndedræt, som engang var stille og så ind i sig selv ... længe før stjernerne og tiden blev født.

Og fuglen fløj gennem farverne i tidernes morgen, den allerførste morgen, da verden blev født som vi kender den i dag, og fuglen fløj gennem tiden og langt ind i fremtiden, hvor der var mennesker og forskel og tid i verden, hvor menneskene helt havde glemt Det Store Åndedræt, de engang var vokset ud af sammen med stjernerne på himlen.

Og fuglen fløj, for den måtte finde et sted, hvor den kunne bygge sin rede. "I menneskenes hjerter" havde Det Store Åndedræt sagt. Men fuglen havde fløjet igennem urtiden videre gennem fortiden og hele vejen ind i nutiden og endda ind i fremtiden og tilbage igen, og den havde ikke fundet et menneske, der kunne huse den i sit hjerte.

Den lille fugl fløj forvildet omkring. Den havde en stor opgave. Den skulle minde menneskene om Det Store Åndedræt og tiden før tidernes morgen, men ingen ville huse den lille fugl.

Et barn, tænkte den. Et barn som endnu ikke kender tiden. I et barns hjerte vil jeg bygge min rede og synge min sang om tiden før tidernes morgen.

Og fuglen fløj mod den fineste af sine brødre på himlen. En stor lysende stjerne, som strålede i lige så mange farver, som der fandtes i den allerførste morgen. Og den fløj til den var ganske udmattet, og der under den lysende stjerne sank den sammen i dybet af en lille drengs hjerte. Og den sang sin forunderlige sang, og da sidenhen den lille dreng talte, var det for dem, der hørte det, som sang alle stjernerne på himlen, og lyden af hans stemme mindede dem om Åndedrættet på den anden side af tidernes morgen.

Det var en nat i december hvor ørkenen bliver kold i syd og sneen glitrer som stjerner på jorden i nord. Den nat fandt fuglen det hjerte, hvor den kunne bygge sin rede. Og den nat i december ... nogle kalder det for Den Hellige Nat ... da flyver alle fuglene fra reden i den lille drengs hjerte ... ud i verden for at synge deres sang om tiden før tidernes morgen.

Og det siges, at der findes et magisk øjeblik. Klokken 24.00 den 24. december. Her forsvinder tiden og forskellen. I det vi i dag kender som et øjeblik. Og derfor - hvis vi er ganske stille, så vil en fugl flyve ind i vores hjerte og bygge rede og minde os om tiden før tidernes morgen.

Måske har du allerede hørt den lille fugl. Måske har du set den. For det er ikke usandsynligt på denne årstid at høre en vinterfugl opløfte sin sommerrøst. Det er slet ikke usandsynligt. Det er dog desværre mindre sandsynligt, at vi hører vinterfuglen med den smukke sommerrøst. For mange har glemt at være stille. Så stille at vi kan høre ... fuglen der minder os om Åndedrættet og tiden før tidernes morgen.

Men julenat flyver de - fuglene fra reden i den lille drengs hjerte. Den 24. december klokken 24.00. I et ganske kort øjeblik. Og hvis du endda måske allerede nu går ud og finder kviste og grene, du kan bygge en rede af, ja hvem ved om så ikke den lille fugl tager bo i dit hjerte. Og minder dig om dengang længe før den første morgen, da tiden blev tid og vi glemte, at vi engang var et stort Åndedræt, der havde hele verden indeni. Dengang før tidernes morgen.

Majbritte Ulrikkeholm

Besøg Majbrittes profil ved at klikke på linket her: Majbritte Ulrikkeholms profil på Levlykkeligt

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Åh Majbritte, jeg, den bløde banan splatter jo helt ud i hjertet, så smukt og godt at være med dig og din historie. Tak tak tak..Threin.
Juleeventyr - fra dengang før tidernes morgen. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt