Stressekspert Majken Matzau

Julefest eller Juledrama

Glæder du dig til julen – eller bliver du træt bare ved tanken?
Julen er hjerternes fest. Men mange mennesker har blandede følelser omkring julen og det intense samvær med familien. Ofte opstår der et spændingsfelt mellem tårnhøje forventninger og forskelligt rettede ønsker på den ene side – og spændinger og sårede følelser i familien på den anden side.

Ridser i glansbilledet
Samvær, spisning, gaver og familieidyl.. Glansbilledet får let ridser i lakken. Ingen højtid eller tradition er gennemsyret af forventninger og glansbilleder i højere grad end julen. Voksne såvel som børn har myriader af indre billeder, historier og forventninger til julen, men disse forventninger er langt fra altid bevidste, og ofte er forventningerne ikke overensstemmende.

Jul i familiens skød ligner i praksis langt fra altid de romantiske idealbilleder.

Afstem forventninger

En hel enkel forudsætning for en god jul, hvor mange mennesker skal koordinere og være sammen, er at afstemme forventningerne. Når der opstår konflikter, er det oftest fordi, at forskellige behov og ønsker kolliderer. Så bliver vi sårede, og mange mennesker reagere herpå med irritation, vrede og tilbagetrukkethed.

Der er stor forskel på børnenes ucensurerede reaktioner - og så de voksnes mere uigennemskuelige reaktioner. Men når der opstår konflikter, er det oftest, fordi forskellige behov kolliderer. Og det er der rigelige forudsætninger for i juletiden

Sæt ord på
Det er en god idé at sætte ord på de forskellige forventninger. Tal om, hvad alle hver især glæder sig til at lave i juleferien. Hvilke ønsker og behov har hver enkelt til familiesamvær, feriedage, julegaver, værts-skab osv. I behøver jo ikke blive enige, men prioriter på en måde, hvorved alle oplever at deres behov imødekommes.

Et konflikttema er ofte, hvem der skal have værtsskabet juleaften - og hvem, der kommer versus ikke kommer. Her træder hele vores personlige psykologiske historie i kraft, og vores personlige følelser af inklusion versus eksklusion aktiveres.

At aftale spillereglerne på forhånd, uden at have en indstilling til, at alle har de samme ønsker og behov, kan tage mange potentielle spændinger og konflikter i opløbet. Mange spændinger i familier handler nemlig om, at vi har uudtalte ønsker og forventninger til hinanden, hvorved der opstår et projektivt pres i familien.

Tag ansvar for egne følelser

En projektion er en overføring af følelser og forventninger til et andet menneske. Hvis jeg fx bliver såret over, at min søster ikke har inviteret mig til hendes julearrangement, eller over at min mor ikke lytter til mine anbefalinger vedr. anden, eller over at min onkel spørger til min ex-mand – hører denne følelse af sårethed altid hjemme hos mig selv. Hvis jeg bliver vred på min søster, min mor eller min onkel – har jeg projiceret min sårethed over på dem, hvorved grobunden for en konflikt er til stede.

Jul eller ej – tag ansvar for dine følelser – frem for at projicere dem over på andre.

Lyt efter dig selv
Dine ønsker og behov er ikke nødvendigvis tilsvarende det samlede familiebillede. Mange mennesker har svært ved at lytte efter sig selv, og sige fra overfor familien. Dette betyder, at vi bliver stressede over de mange arrangementer i julen, frem for at vi nyder ferien og gearer ned.

Vi får let blandet fortiden sammen med nutiden, og mange mennesker oplever skyldfølelse, hvis de siger fra overfor svigerforældre eller anden familie. Og projektionerne får derved frit spillerum. Derved får de ikke lyttet efter sig selv, og følelsen af at ”ofre sig” for familieidyllen bliver fremtrædende. Dette er bare slet ikke vejen til en harmonisk jul.

Lyt nu efter din egen indre stemme – og prioriter dine arrangementer. Sig ikke ja til noget, hvor du ikke har både hjertet og energien med. Husk, at hvis svigerfamilien bliver skuffet – og dernæst vrede på dig – har de ikke taget ansvar for egne følelser, men derimod projiceret dem over på dig.

Alt for mange konflikter skyldes projektioner af følelser og forventninger – et forhold der er i direkte modstrid med hver enkelt menneskes frie vilje.

Skilmisse-syndromet

Intet sted er disse dynamikker fremtrædende i højere grad end i skilsmissefamilierne. Her opstår naturligt nok flere spændinger og projektioner af skyld og sårethed, og børnene bliver ofte over-forkælede på denne baggrund.

Mange familier holder jul flere gange, således at børnene får juleaften med begge familier. Men dette er ikke nødvendigvis en god idé, idet børnene kan føle sig splittede mellem familierne, samt de kan blive stressede. Børnene mister endvidere følelsen af højtiden, som i stedet erstattes af gave-ræs, loyalitetskonflikter og ubevidst konkurrence mor og far imellem.

I den moderne familie, som i dag ofte taler halvsøskende og stedsøskende bliver der også let grobund for jalousi. Her er det endnu vigtigere at sætte ord på de forskellige forventninger og ønsker – og ikke mindst følelser, når de opstår. De børn (og voksne), der har oplevet tab, vil ofte føle sig ekstra sårbare og udsatte i julen, og kan fx reagere med vrede eller ved at ud-reagere. Disse børn har i højere grad brug for lidt ekstra omsorg og et knus, end for at blive skældt ud og sat på plads.

Kærlighedsbudskabet
Når alt dette er sagt, er julen stadig glædens fest. Julen er tiden, hvor vi forsones og tilgiver hinanden, og hvor kærligheden overvinder gamle spændinger og konflikter. De særlige timer, hvor julefreden sænker sig over det ganske land, rummer en energi, som er helt særlig, og hvor en kollektiv energi af medfølelse, kærlighed og samhørighed bliver fremtrædende.

Det er denne kollektive følelse, der gør julen til noget særligt, og det er denne følelse som healer og spreder lys i det enkelte menneske såvel som i familierne og globalt set.

Lad ikke hurtigt opfarende følelser og spændinger ødelægge energien fra julens kærlighedsbudskab. Konflikter er naturlige, og altid til stede mellem mennesker, der vil noget forskelligt. Men brug denne smukke energi til at heale fortiden, og sætte en ny kurs for fremtiden, hvor samhørighed og forskellighed går i hånd i hånd.

Glædelig jul

Majken Matzau, Psykolog

__________________________

Majken Matzau, Erhvervspsykolog

Se mere på http://www.matzau.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Jul, Julefest eller Juledrama. Psykolog Majken Matzau om følelser omkring julen på Levlykkeligt.dk