Intet er gratis..

Det har stor betydning for lykkefølelsen at komme til den rette forståelse af livets sammenhæng. Tit er vi ulykkelige fordi vi ikke forstår hvad der sker og hvorfor det sker. Noget af hvorfor? og hvordan? skulle gerne blive mere klart i løbet af denne tekst.

Nu må du ikke flå hovedet af mig, når jeg hårdnakket og helt ude i hampen påstår nogle ting, som du har været vant til ikke at tro på. Hvis du ikke tror på dem, så er du velkommen til at forkaste mine påstande, men du kan samtidigt også overveje, om det kan skyldes din opdragelse i et skeptisk samfund, som det danske jo er. Jeg er selv opdraget til at tænke selv, og undersøge alting før jeg kommer til mine konklusioner, og jeg er ikke landsbytosse. Nok om det. Hvis du ikke kan hænge med, så må du nødvendigvis falde af, for forståelsen af dette er nødvendigt for en varig lykkefølelse.

Jeg skylder måske at sige, at vi ikke taler om disse peak-punkter af glæde, når man er forelsket eller har vundet 40 millioner i lotto. Jeg taler her om den lykke som opstår af at vide at livet er såre godt og at det ikke kan være anderledes, heller ikke selv om man står midt i sit livs lidelse.

I østen kalder man det Karma. I vesten har vi ikke rigtigt noget begreb for det. Der er masser der taler om dårlig karma i vesten, men uden helt at forstå hvad det egentligt betyder. Jeg vil forsøge at forklare..

Du kender sikkert til situationer, hvor du umiddelbart efter en handling, må høste konsekvensen. Konsekvenspædagogik er det som lærer os rigtigt meget. En god endefuld, dengang du stjal af mors pung, lærte dig aldrig mere at gøre sådan noget igen. Eller hvis du er det brændte barn som skyer ilden (eller kogepladen er det vel idag). Det er eksempler på handlinger som medfører en umiddelbar respons, som du lærer af.

Den vildt udsvævende påstand, er at dette begreb, som østen kalder karma, er en lov som virker på alt i livet, fra de store til de allermindste væsener. Det er denne påstand jeg prøver at få dig til at sluge, fordi når du har slugt den, så er du et mere lykkeligt menneske, eller i det mindste på vej.

Der findes også masser af eksempler på at handlinger ikke medfører en umiddelbar konsekvens for udøveren. Hvad med spritbilister, som hærger et offer med deres kofanger, og smutter hjem og lever deres samvittighedsløse liv videre? Eller hvad med et drab? Dyremishandlere? Du kunne sikkert selv fortsætte..

Men denne lov Karma, eller loven om at "intet er gratis", virker!.. Det er hele pointen. At folk kommer i fængsel for forbrydelser er et helt andet issue, fordi loven om "intet er gratis", virker også stadig. Også på samfundet, som putter folk i fængsel. Så der er ìkke nogen som slipper for virkningen af deres handlinger, heller ikke selv om ingen opdager dem. For det er en lovmæssighed, som vi ikke kan se umiddelbart, når vi lige kigger ud af vinduet, men ikke desto mindre, så er det en uundgåelig lov, og den virker på alle planer, lige fra tanker over følelseslivet, og til det fysiske plan.

De fleste mennesker har hørt ordet karma idag, så det benytter jeg mig af i det følgende. Karma er ikke en straf eller belønning. Det er loven om udligning af tryk.. Udligning af energi.. Og en handling er en energi, som deponeres i livet, og den energi vil gerne tilbage til sit ophav. Det er ganske enkelt indbygget i den klode vi bor på, lige så sikkert som tyngdekraft. Når vi ikke har kendskab nok til den, er det fordi den er havnet i østlig religion til at starte med. Buddhister og Hinduer er velbevandrede i denne teori, og den fandtes også i kristendommen, på et tidspunkt før magthavere fik lyst til at ændre den religion.

Altså skal du se om du kan se dine handlinger, som deponering af energi. Hvad kan du bedst tænke dig at opleve? "Rare ting", kunne du måske svare. Hvad for en energi skal du så deponere?

Omvendt så kan du også se på din lidelse, og forstå at du må have deponeret noget "ikke så rart" i livet på et tidligere tidspunkt. "Jamen hvad så med dem der blev født handicappede? De kan da ikke nå at deponere noget som helst?"

Nej det er også sandt.. Men for at forstå hele issuet om denne lov, er vi nødt til at opløse tanken om døden også. Døden findes ikke, det er en kæmpe løgn som er opstået gennem mange århundreder. Helvede findes heller ikke, så bare rolig.

Livet er evigt.. Du dør aldrig. Heller ikke hvis du valgte at tage dit eget liv.. For det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Du kan ikke dø, du kan skifte form, forlade din krop, men du vil altid eksistere, du og jeg. For altid. Og hvis du blev født handicappet, så lagde du sikkert kimen til det i et foregående liv. Og det kan du bruge til at tænke, "Oki.. jeg har ikke nogen ben.. Men lad mig da få det bedste liv ud af det alligevel, lad mig deponere så megt godt i verden, som jeg kan med mine hænder og mit gode hjerte og mit skarpe hovede."

Lyder det kynisk? Det er ikke sådan ment, og jeg vil dig det godt. Men det er nødvendigt at for at forstå livet, bliver i stand til at adoptere den tanke, at livet er evigt, og at vi aldrig kan løbe fra regningen. Det er derfor jeg har kaldt indlægget "intet er gratis", fordi det er det vitterligt ikke.

Loven virker på dine tanker, således at der kommer en udligning, blot du tænker "Det dumme svin!" om nogen. Omvendt, så kommer der også en lignende udligning, hvis vi arbejder på at bede for nogens velbefindende, hvis vi visualiserer vores kære som sikre og raske mennesker. Og når vi hader, så vil det gøre ondt på nogen, og smerte vil på en eller anden måde nå tilbage til os selv. Og selv om vi aldrig bliver opdaget i en fysisk handling, så vil der altid opstå noget lignende eller noget helt andet, som en udligning af vores handling.

Loven i sig selv, er fuldstændigt bedøvende, og dømmer ikke i sig selv godt eller ondt. Der er en kraft bag, som kan ændre tilbagebetalingen, ligesom bankmanden kan tillade at dele en gæld op i mange rater eller nogle få store. (Vi kan kalde det en slags "nåde") Men der er ingen dom.. Og det er godt at vide, for den som har syndet. Det har jeg nemlig selv i stor stil, og jeg har stor glæde af at vide, at jeg må face konsekvensen bigtime, og æde smerten i mig, velvidende at jeg selv har skabt den, og må sidde i saksen uden at sprælle. For spræller jeg for at komme fri, så går det bare langsommere med at få udlignet.

Men ligesom udligningen kan ændres, så kan den også påvirkes af os selv, netop ved at vi indser at vi har gjort noget forkert, og arbejder på at gøre det rigtigt. Eller ved at deponere den gode handling i livet, er det også muligt at tage brodden af stor lidelse, som man gennemlever. Iøvrigt er der ikke noget der trøster en lidende mere, end hvis han har overskuddet til at gøre noget for andre lidende. Så glemmer man sin egen lidelse, og flygter ind i uselviskheden, velvidende at ens personlige liv er fyldt med lidelse. Og alt imens så betaler man tilbage uden at tænke over det.

Så konkret kan det faktisk forstås, selv om jeg er ret sikker på at vi ikke alle bliver enige. Der er selvfølgelig det moment, at man ikke kan være beregnende på nogen måde, for loven gennemskuer selvfølgelig alt. Det er ikke en person eller en entitet, men en regel for vores eksistens, som de mange endnu ikke har opdaget. Men nu peger jeg på den, og så skal du bruge lidt tid på at se på dit liv, og mærke efter om der ikke er noget om snakken.

Når intet er gratis, så kan du heller ikke lægge ansvaret fra dig. Heller ikke selv om du er født lidt mindre heldig end andre. Du skal nemlig vide, at det er et set-back du selv har bedt om at få, og du kan muligvis ikke se det nu, men det kan være for dit eget bedste. Det kan være det bedste valg for dit liv, at du valgte at sidde i rullestol. Du kan sagtens få et formidabelt godt liv alligevel, og især med en dyb forståelse af livet.

Og det er nemlig det som gør dig mere permanent lykkelig. At du ved at du ikke kan undslippe denne udligning, uanset hvor ondt den gør. Find metoder til at udholde den, og lad være med at sprælle, for hvis du slipper fri, så forsinker du bare din proces. Denne lov gør det umuligt at opføre sig umodent og uansvarligt, fordi man beskylder noget ydre eller andre for sin ulykke. Det skyldes altid dig selv, og du kan kun bebrejde dig selv i sidste ende.

Alt hvad du gør, gør du mod dig selv. Også når du løber fra ansvaret, bebrejder andre for din ulykke, og ikke får det bedste ud af tilværelsen trods de set-backs du selv har skabt. Start nu med at skabe dine fremskridt..

Det første jeg synes at du skal gøre er at lade denne tekst synke ind. Læs bøger om karma, kom til en forståelse. Tal med en klog person, om lige netop det emne. Indtil du kan se loven i virkning. Jeg kunne se den virke allerede som barn, og jeg var helt sikker på at intet var gratis, og at jeg var nødt til at være sød, for ellers ville jeg være en af de onde, og de onde holder livet ikke med.

Når du lider, så kan du opfatte det som at du er i gang med at udligne. Og når noget godt sker dig, så kan du nyde det, fordi det er frugterne af at du er et godt menneske. Held er ikke kun held.. Det er udligning. Uheld er udligning med modsat fortegn.

Hør nu godt efter, hvor strengt denne lov holder sig til reglerne:

Der kan intet ske dig uden at det er indeholdt i din karma.

Det vil sige, at hvis du er kommet dertil, hvor du er færdig med at dø på dramatisk vis, så kan det ikke længere ske. Du vil blive reddet hver gang det er overhængende, og loven er så barsk at hvis redning er umuligt, så stopper dramaet på mystisk vis, så du kan slippe væk eller lignende.

Men kan også vende den om og sige,

"Hvad er du bange for?",

"Jeg er bange for langvarig smerte.."

"Hvis langvarig smerte rammer dig, så er det udligning, for det kan ikke ramme dig uden at det er indeholdt i din karma. Og så er udligning af det gode, for når det er overstået, så er det ikke længere indeholdt i din karmiske gæld."

Hvad nu hvis jeg dør i biluheld? Jamen så kan du da være glad for at du fik klaret den oplevelse, og være sikker på at nu er det snart slut med den slags dødsoplevelser. Du plantede jo kimen selv, er du nødt til at forlige dig med.

Jeg prøver blot at ridse nogle af de tanker op jeg selv har haft, og vise hvordan de kan bruges til at blive mere balanceret.

Så kan du indvende "Jamen er det ikke pisseuretfærdigt at jeg skal leve et liv i den lov som jeg ikke selv har valgt? Jeg nægter at tro på det og gør som jeg vil og så må du jo se om din lov virker.." Jamen vilkårene er de samme for mig, og jeg synes da at det er en meget retfærdig tanke, at selv den mest hemmelighedsfulde forbryder ikke på nogen måde undslipper, og at selv den mindste handling bliver udlignet, og at man kan være sikker på også at modtage godt, når man har kæmpet hårdt for andre mennesker. Det synes jeg er en fin lov..

Med disse "få" ord har jeg prøvet at gøre lidelsen lidt mere spiselig og forståelig, og forsøgt at overtale dig til at "du ligeså godt kan øve dig i at være et sødt og uskadeligt menneske." (Det er du selvfølgelig allerede.;o) Du bliver kun mere lykkelig af det..

Jeg er der selvfølgelig med svar på spørgsmål, du måtte gå og pusle med (her eller på Privaten).. Det er jo langtfra udtømmende, hvad der kan siges om denne lov og implikationerne ved den, men den lægger grunden til en måde at tænke, som faktisk er en af de væsentlige faktorer til varig lykke.

Hvis du ikke sover allerede..

Så godnat.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Intet er gratis..