Inkasso til kaffen!

Anonym

I dag blev dagen, hvor jeg kom med i endnu en klub: Klubben af Dårlige Betalere.

Min uhyggeligt store gæld på 350 millioner kr., nå, nej 14.000 kr. … har jeg nemlig ikke kunnet afdrage på i de seneste måneders økonomiske kaos. Der var ikke meget snor at få hos lånefirmaet, som jeg selvfølgelig ikke kan nævne ved navn. I ka’ no, nej, I ka’ tro, jeg ellers har været en trofast kunde dér gennem nogle år.

Egentlig har jeg betalt min oprindelige gæld på 15.000 kr. af i hvert fald 1½ gang. Og indtil min egen version af den økonomiske krise begyndte, havde jeg betalt med et smil, for de havde jo ydet mig et lån, da jeg havde brug for det.

Jeg syntes selv, at jeg havde tacklet situationen meget voksent dengang i september, da vi begyndte at rutche nedad. Jeg syntes selv, jeg var ude i god tid og forsøgte at være på forkant med alting og finde alternative løsninger.

Men desværre er en pludselig flytning, manglende succes med at få det lille firma til at tjene sig ind igen, manglende succes med at finde andet arbejde, en investor, der udeblev, 3 børn i 3 nye institutioner, et nervesammenbrud og en ægteskabelig krise ikke nok til at få et principfast firma til at slække lidt på kravene.

Eller som det også kunne have været – bare almindelig villighed til at udskyde betalingen nogle måneder. Nej, de kender et dårligt æble, når de ser et!

Og indtil jeg virkelig blev presset, så havde jeg ikke engang været uhæderlig eller forsøgt at snyde… jeg hedder ikke Bagger… eller så meget andet for den sags skyld.

Jeg troede faktisk, at jeg via min ihærdige mailkorrespondance og telefonsamtalerne var på vej mod en gensidig forståelse, for der var blevet stille omkring emnet de sidste par uger.

Men så trak de trumfkortet, der fik min café latte med soyavanille og birkesød til at ryge i den gale hals:

Inkasso!

”De har nu 10 dage til at indbetale beløbet på vedlagte giro-kort” lyder det sukkersødt og venligt i brevet, jeg står med i hånden…

Engang troede jeg, at sådan et brev med mit navn på ville sende mig til tælling. Jeg panikkede da også lidt, og blev rasende. Men forblev oprejst.

Og så så jeg pludselig lyset: De ved noget, jeg ikke ved! Hvis jeg pludselig kan betale inden 10 dage, jamen, så må det jo betyde, at jeg vil tjene næsten det dobbelte inden 10 dage!!

Det er jo fantastisk!! Det er der da grund til at glædes over.

Hvis bare lånefirmaet - hvis navn vi ikke nævner - havde vidst det – så ku’ vi være sparet for endnu et gebyr på 1.500 kr…

Dengang det hele så småt begyndte, gik vi jo i banken og forsøgte os med en kassekredit eller et lån i firmaet. Men det ku' vi jo nok forstå: de ku’ ikke gøre noget. Det så jo ikke godt ud med prognosen for indtjening.

Men jeg skulle jo have gjort ligesom Enron: Bogført det formodede overskud og gjort det tilpas stort – så der var luft i budgettet, I ved. Argh, det tænkte jeg ikke over dengang.

Måske skulle jeg prøve banken igen. Nu har de jo fået en bankpakke.

Og her gik jeg og troede, at i det mindste bankerne havde styr på det med økonomi.

Gad vide om jeg kan få en Karina-pakke?

Hvorfor er det egentlig sådan, at bankernes sager ikke bliver sendt til inkasso?

Ih ha, der er så meget, jeg ikke har forstand på…

Nå, men historien stopper jo ikke her… for når alt kom til alt, og da stormen havde lagt sig, så vidste jeg jo nølende godt, at jeg på et eller andet plan selv har tiltrukket miseren.

ØV, ikke?

Nå, ja engang sagde jeg jo også, at jeg ville ha’ et godt og ægte liv, og at jeg indtil da ville arbejde på at fjerne alt, der forhindrede lykken i at være der. Og frygten for inkasso var jo sådan set en af disse forhindringer.

Mit råd fremover: Lad være med at frygte noget…. Det kan ikke betale sig. Du FÅR det!

Og så tog min erkendelse en mærkelig drejning, for om det var sidste års eller forrige års eller måske en 15 år gammel udgave af mig, der startede denne ballade, så opdagede jeg jo, at jeg var hende taknemmelig på en absurd måde.

For at hun dengang turde sætte dette skib i søen og have tiltro til, at jeg ville kunne tackle en så pinlig situation…

Det er tillid. Det er klasse.

Hun havde troet på, at jeg ville være i stand til at tage det med ansvarlighed, modenhed, selvironi og humor.

Så det er da det, jeg gør!

Med den vinkel på sagen kan jeg sove roligt i nat og fremover. Jeg ved, at jeg her fra min base har alt, hvad jeg skal bruge: min bevidsthed, min humor, min familie og mine venner. Jeg er sådan set ret lykkelig det meste af tiden, så det bliver også nemt for de fremtidige udgaver mig...

Tak for kaffe!!