Stressekspert Thomas Milsted

Lykke - føler Lykkelige mennesker en mening med livet

Lev livet i dag uden at tænke over morgendagens bekymringer, er et mantra, som mange, der gerne vil være lykkelige, lever efter. Men kan man overhovedet blive lykkelig, hvis man ikke ser frem og er målrettet?

For mange år siden overværede jeg et interview i TV med forsangeren i Nephew, Simon Kvamm som jeg sjældent skal glemme. Skuespillerinden Lisbeth Dahl, som detog i samme talkshow, påstod, at hun ”levede i nuet” og ikke tænkte på, hvad der skete i morgen. Det fik Simon Kvamm til efterfølgende at betegne folk, der lever i nuet som ”Carpe Diem-svin”!  Fandeme frækt, men som Simon så rigtigt understregede, så handlede det om, at folk, der ikke gider at gøre sig umage, ofte kompenserer ved at påstå, at de lever i nuet, og det syntes han var noget fis. Manden har jo ret!

Hvorfor er ”positive” mennesker ofte så kede af det?

Jeg oplever fuldstændig det samme med mennesker, der gerne vil være lykkelige. Mange tror, at det bare handler om at tilegne sig diverse floskler og positive vendinger som: ”Lev i nuet”, ”Tænk positivt”, ”Det er ikke et spørgsmål om, hvordan du har det, men om hvordan du tar det” osv. Dem, som siger, at tykke mennesker er glade mennesker, er som regel mennesker, der ikke kan finde ud af at tabe sig. De forsøger at leve med problemet og bliver stressede. I stedet for at løse det. Det bliver man ked af.

Det gør altså ikke den store forskel på din lykke, om dit glas er halvt fyldt eller halvt tomt. Der er lige meget i glasset, uanset hvordan du forholder dig til indholdet. Du vil aldrig blive lykkelig, hvis du tror, at det kun handler om at tænke og ikke handle. Og du kan ikke handle, hvis du kun lever i nuet, for handlinger kræver, at du har et mål at gå efter. Og har du mål, er du ude i fremtiden.

Man skal gøre sig umage

Simon Kvamms pointe med, at man skal gøre sig umage, er meget central i det at arbejde med sin egen lykke. Du skal vide, at lykken banker på din dør hver dag, men du lukker døren igen, fordi lykken er forklædt som hårdt arbejde.

De lykkelige har en indre kerne

Hvis vi ser på kernen hos lykkelige mennesker, er der nogle fællestræk, som kendetegner dem. Kendetegn, som ikke er udviklet på et weekendkursus eller ved at læse en bog, men som er udviklet gennem mange år. Udviklet gennem meget hårdt arbejde.

Lykkelige mennesker:
Føler en stærk mening med livet.
De har fundet formålet med deres liv. For dem handler det ikke kun om at gøre det, som de har lyst til, men om at gøre det, som de er sat på denne jord for at gøre på en lystig måde. Lykke handler om følge sit hjerte og ikke sin mavefornemmelse.

Har en fornemmelse af, at deres livsomstændigheder, hvor smertefulde og begrænsende de end måtte være, trods alt har en meningsfuld plads i deres liv.
Inden for jødedommen er det at være blevet født grund nok til at være lykkelig. Uanset hvilke omstændigheder livet måtte byde dig, er det din pligt at være lykkelig. Ikke på grund af, men på trods af. Dine livsomstændigheder har kun 10% betydning for din samlede oplevelse af lykke livet igennem. Alligevel satser de fleste på at ændre deres omstændigheder, fordi de tror, at det er dér, lykken skal findes.

Frygter ikke, men tværtimod søger det ukendte                                                                
Vi er meget præget af opdragelse, normer og kultur, når vi træffer vores valg. Vælg dine veje. Lykke handler om at turde bryde rammerne for tryghed. Du skal turde springe ud fra en flyvemaskine uden faldskærm, i tillid til, at du nok skal finde en løsning på vej ned.

Accepterer, værdsætter og udnytter deres totale selvansvarlighed.       
De er i stand til at indse, at de ofte er helt alene med deres egne livsvalg. Hvis du mener, at noget er rigtigt for dig, så stå fast, om du så har hele verden imod dig.

Find ind til din kerne
Du kan finde ind til din kerne ved at:

Forsøge at få så stort et overskud, at der bliver plads til at lege                         
Lov dig selv, at du mindst en gang om ugen vil tillade dig selv at vågne op og mærke efter, hvad du har lyst til at bruge dagen til. Og så gør det. Hvad så med alle forpligtigelserne? Dem må du udføre ugens andre 6 dage.

Sørge for at være begejstret for det at være i live                                                   
Her er din måde at tænke på central. At være begejstret er ikke nødvendigvis afhængigt af omstændighederne. Lær dig selv at være begejstret uanset hvad. Bare prøv. En fiasko i løbet af dagen, behøver ikke at ødelægge hele din dag eller dit liv. Træk på skulderen og kom videre.

Sørge for at udvikle en uskyldig nysgerrig
                                                                      
Hvis du vil ændre dit liv, må du gå nye veje. I stedet for at være skræmt og utryg ved at skulle gå nye veje og prøve noget nyt, så vær nysgerrig på det. Undersøg det, vær tændt. Lykke bygger bl.a. på tillid. Tillid til at verden vil dig det godt.

Fjerne dine fordomme                                                 
Det gælder både over for ”fremmede” og nye situationer. Fordomme er angst for det, man ikke kender til. Sæt dig ind i tingene. Uvidenhed skaber angst. Lær de mennesker at kende, du er bange for. Vær åben overfor at prøve noget nyt, i stedet for at lade dig bremse af din egen angst.

Lade være med at tage tingene så højtideligt                                                   
Hvis du altid synes, at det er de andre, der er nogen idioter, så kig dig en gang i spejlet. Så har du sikkert fundet den største af dem alle.

Bruge din fantasi til at skabe overskud.                                                     
Fantasi handler jo dybest set om at kunne se ting som ikke er. Men det kræver, at du har det godt med dig selv. Hvis du ikke tror, at du er noget, kan du heller ikke blive til noget. Hvis du vil være forfatter, kan du blive det. Det kræver ikke noget særligt talent, blot at du kan se det for dig og så gør dig umage. Rigtig umage.

Vove at være kritisk over for dig selv med det formål at lære at gøre tingene bedre
Hvis du ikke når dine mål, så lad for Guds skyld være med at bebrejde dine omgivelser eller dig selv for den sags skyld. Drop målet eller kom op på hesten igen. Du må prøve at nå dit mål på en anden måde, hvis du vil se andre resultater. Det, som er vigtigt, er, at du kommer videre i livet.

Lær at meditere
Meditation er den direkte vej ind til din kerne. Og finder du den, vil din tvivl om dit virke her på jorden forsvinde som dug for solen. Meditation er en selvmotiveret, selvtilskyndet, selvetableret og overbevidst tilstand. Det er en hjælp til opnåelse af perioder af en anderledes og højere bevidsthed, altså en mental omvendelse fra ekstrem udadvendthed til en dyb indadvendthed. Det er derinde, du finder lykken, ikke ude i verden. Og når du har fundet den, bliver verden en bedre verden at leve i.

Lidt let at komme i gang på

Det kan jo unægtelig lyde som en ordentlig omgang at skulle gå i gang med. Men hvis du gør dig umage, skal det nok lykkes. Men lad mig give dig en lille let øvelse til at starte med. Øvelsen stammer faktisk fra et lille eksperiment, man udførte i England for nogle år siden. Man ville se, om det kunne lykkes at hæve en gruppe menneskers lykkefølelse. Det kunne det og i bemærkelsesmæssig grad. Ved hjælp af nogle simple øvelser, som forsøgspersonerne skulle udføre, blev de faktisk rigtig glade efterfølgende plus at de lider mindre af stress. Disse øvelser vil ikke være tilstrækkelige til at fastholde din lykke, men de er en rigtig god start. Så det, du skal gøre de næste par måneder, er:

•    Kontakt en ven, du ikke har talt med et stykke tid og arranger et møde.
•    Hav hver uge en times uafbrudt samtale med din partner eller en god ven.
•    Oprems hver aften mindst fem ting, du er glad for i livet eller fra den dag, der er gået.
•    Gør noget godt for andre mindst en gang om dagen.
•    Smil og/eller sig hej til en fremmed hver dag.
•    Grin godt igennem mindst en gang om dagen.
•    Giv dig selv en oplevelse, du kan nyde og trække lidt ud mindst en gang om dagen. Gå i haven. Sid på en bænk og se på folk, der går forbi. Cykel en tur ned til havnen.
•    Dyrk en halv times motion tre gange om ugen.
•    Plant noget - og se det gro.
•    Skær dit tv-forbrug ned til det halve.

God og livslang fornøjelse
Thomas Milsted, stress ekspert

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lykke - føler Lykkelige mennesker en mening med livet? Læs mere