Hvorfor er det (næsten) kun kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp?
15/12/2008 (3275 hits)
Jeg har lige holdt to heldags workshops i Sverige sammen med Barbara Berger. Til den første workshop var der næsten 100 kvinder - og 2 mænd.
Til den næste workshop var der 20 kvinder og ingen mænd (bortset fra mig selv selvfølgelig). Før det gav vi et intensivt 1-uges kursus på en højskole i Jylland. Her var der 85 kvinder og 8 mænd. Før det var det et foredrag på en bogmesse i Prag. Her var der cirka 50 deltagere - hvoraf cirka 45 var kvinder og 5 var mænd.
Og sådan har det været til stort set hvert eneste foredrag, workshop eller kursus jeg har givet i løbet af min "Getting Real" undervisningskarriere - hvad enten det har været alene eller sammen med Barbara. Og det uanset hvilket land det har været i. Danmark, England, Island, Sverige, Tjekkiet, USA. Uanset hvor jeg har undervist har det næsten kun været kvinder der har deltaget (også selv om jeg er mand). Prøv at forestille dig det. Dag efter dag står man ene mand foran et hav af kvindelige ansigter... Og sådan har det uden undtagelse været siden jeg gav mit allerførste foredrag for 13 år siden.
Jeg kan huske at jeg de første år virkelig undrede mig over hvordan det kunne være. Hvordan kunne det være at det stort set kun var kvinder der beskæftigede sig med selvhjælp, personlig udvikling og spiritualitet? Hvordan kunne det være, når det var tydeligt for mig at det som vi præsenterede var videnskabelige, upersonlige iagttagelser af virkelighedens natur og måden sindet fungerede på, af årsagen til menneskelig lidelse og vejen ud af menneskelig lidelse til ægte lykke og frihed, iagttagelser som gjaldt for alle mennesker uanset deres køn? Hvordan kunne det være? Var de fleste mænd bare dummere og mere ubevidste end kvinder?
Men efterhånden som årene gik og jeg gradvist begyndte at undersøge mine/vores kollektive myter om parforhold og om mænd og om kvinder begyndte det også gradvist at gå op for mig hvorfor det næsten kun er kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp og deres indre. Den primære årsag er ganske enkelt at vi lever i et samfund hvor vi fra barnsben af bliver programmeret til at tro på at det indre - vores bevidsthed, vores tanker, vores følelser, vores smerte - er lukket land for mænd. Som mand bliver man programmeret til at tro på at det er et tegn på svaghed og "umandighed" hvis man beskæftiger sig med disse ting - og endnu mere tabu er det at tale om sit indre med andre! Som mand bliver man programmeret til at tro at ens arena her i livet, det som sømmer sig for en "rigtig mand" er det ydre. Handling, aktivitet, præstation. Mens det som kvinde i vores samfund ofte er næsten lige omvendt. Som kvinde bliver man fra barnsben af programmeret til at tro at det er okay og naturligt at have et indre - at have bevidsthed, tanker, følelser, smerte. Og at det er okay at beskæftige sig med det og tale om det med andre.
Dette er i en nøddeskal årsagen til at det stadig i dag - på trods af alle vores såkaldte fremskridt inden for ligestilling - overvejende kun er kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp og deres indre.
Men dette - disse kollektive myter om mænd og kvinders indre natur - betyder skam ikke at mænd ikke har et indre, at de ikke har bevidsthed, tanker, følelser og masser af smerte. De fleste mænd er bare ikke særlig bevidste om det. Simpelthen fordi vi lever i et samfund hvor det stadig er tabu og gemt væk som mand at beskæftige sig med sådan noget. Hvilket også er grunden til at hvis man spørger mænd hvordan de har det, så svarer de fleste mænd at de skam har det udmærket. For det tror de selv. Det er som regel kun når mænd støder på en gevaldig krise i deres liv - skilsmisse, alvorlig sygdom, karrierenederlag - at nogle af dem begynder at erkende at de måske ikke har det helt så godt som de troede. Men selv når de ryger ud i en gevaldig krise er det stadig de færreste mænd der begynder at se indad. Typisk prøver de fleste mænd (og igen er dette altså fuldstændig ubevidst) at drukne deres indre i det ydre - i arbejde, i karriere, i præstation, i konkurrence, i sport, i sex, i fysiske udfoldelser, i "ting" (biler, elektronik, teknologi) - og i sin yderste ekstrem i alkohol, vold og krig.
_____
For to måneder siden døde min far af kræft. Han var - ligesom de fleste andre mænd i vores samfund - en "rigtig" mand der næsten aldrig talte med mig eller nogen andre om sit indre, sine tanker, sine følelser eller sin smerte. En rigtig "knudemand" som det hedder på dansk. Lige inden han døde havde jeg en samtale med ham hvor vi talte om dette (bare det at vi kunne have en samtale om dette var revolutionerende - og en af dødens "gaver"). Jeg fortalte ham at jeg kunne se at jeg selv i store dele af mit liv havde været en rigtig "knudemand" der aldrig viste sine sande følelser eller smerte til andre fordi jeg var blevet programmeret - blandt andet med min far som forbillede - til at tro på at dette var et tegn på svaghed. Og jeg fortalte ham hvor meget jeg havde lidt hele mit liv under disse fordomme. Da jeg sagde dette til min far sagde han med det samme at det kunne han godt se på mig. Og han sagde at han kunne godt se at jeg var blevet sådan fordi han selv var sådan. Som de fleste sønner var jeg (på trods af alle mine ihærdige anstrengelser for at gøre det modsatte og være mere bevidst end mine forældre!) gået i min fars fodspor. Min far og jeg led begge to under de samme vrangforestillinger om hvad det vil sige at være en "rigtig" mand. Da jeg spurgte ham hvordan hans egen far havde været da han var dreng, svarede min far at det var præcis det samme. Min fars far havde også været en knudemand for hvem det indre var lukket land og det at beskæftige sig med det var et tegn på svaghed. For min farfar var der kun en ting i livet, kun en ting der definerede ham som menneske - og det var ydre handling og aktivitet. Hvilket var grunden til, fortalte min far, at min farfar, da han de sidste år af sit liv fik kræft og til sidst ikke kunne foretage sig noget i det ydre, adskillige gange forsøgte at tage sit eget liv. Fordi et liv uden ydre handling for ham ikke var noget liv.
En af de allersidste gange jeg og mine brødre talte med min far inden hans død begyndte han at græde. Det var første gang vi nogensinde havde set ham fælde tårer. Han knugede vores hænder og så os lige ind i øjnene. "Det jeg gerne vil sige til jer er: Gør ikke som mig. Lad være med at følge i mit fodspor."
Ja! Hvis du er mand, så lyt til min fars sidste ord. Gør ikke som min far. Lad være med at følge i hans fodspor. Vent ikke med at udforske og udtrykke hvad der gemmer sig i dit indre til du ligger på dit dødsleje og det er for sent!
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerMen det betyder på ingen måde at mænd ikke er interesseret i det indre, eller det spirituelle. Det betyder bare at mænd ikke er vilde med den form selvudvikling og selvhjælp har. Tager man er skridt til siden, og ser på religiøse rætninger, finder man jo nettop det modsatte.
Personlig deltager jeg i forskellige buddhistiske meditations grupper, og her er det utvivlsomt flest mænd til stede. Men hvad er så forskellen? Måske har du rett i at mænd ikke kan lige all den snakk. Måske fortækker mænd at bruge tiden på at gøre noget ved det i stedet for....
Hej Den Mørke Side Af Lykken,
Er grunden til at der er flest mænd som beskæftiger sig med de traditionelle religiøse veje til et mere lykkeligt liv at der er flere mænd end kvinder der er interesseret i den form for spiritualitet? Kan grunden ikke snarere være at disse former for spiritualitet er fuldstændig mandsdominerede og mere eller mindre ekskluderer kvinder fra at deltage. Læs for eksempel følgende interessante beretning af den buddhistiske meditationslærer Jack Kornfield, om en konference der blev afholdt af Dalai Lama i hans palads i Dharamsala:
”Sylvia Wetzel, a Buddhist teacher from Germany, talked about how hard it was for women and feminine wisdom to be fully included in the Buddhist community. She pointed to the many golden Buddhas and exquisite paintings surrounding our room, noting they were all depicting males. Then she instructed the Dalai Lama and the other lamas and masters to close their eyes and meditate with her, to imagine that they were entering the room and that it had been transformed so that they bowed to the fourteenth female incarnation of the Dalai Lama. With her were many advisors who had always been female, and surrounding them were images of Buddhas and saints, all naturally in women’s bodies. Of course, it is never taught that there is anything lesser about being a man. Despite that, these men were asked to sit in the back, be silent, and after the meeting to help with the cooking. At the end of her meditation, the eyes of every man in the room reopened, slightly astonished.
Then Ani Tenzin Palmo, a Tibetan nun of English descent who had trained for twenty years, twelve of them in caves on the Tibetan border, spoke in a gentle voice describing the spiritual longing and incredible hardships of devoted women, who were allowed to live only at the periphery of the monasteries, often without teaching, food, or support. When she finished, the Dalai Lama put his head in his hands and wept. He pledged his best support to revising the place of women in his community to one of more equality. And yet in the years since, many senior teachers in every Buddhist country have continued to resist and struggle against these changes, sometimes in the name of tradition, at other times because of psychological and cultural conditioning.”
Du siger også at mænd ikke kan lide al den snak og at mænd foretrækker at bruge tiden på at gøre noget ved det i stedet for. Altså siger du, hvis jeg forstår dig ret, at spiritualitet og selvhjælp handler om at snakke og ikke gøre noget ved tingene. Men er det sandt? Min oplevelse er at de iagttagelser og værktøjer som jeg arbejder med og underviser i (og mange andre der formidler viden og værktøjer til selvhjælp) i høj grad handler om at bruge disse iagttagelser i alle praktiske områder af sit liv.
Samtidig siger du også at kvinder hellere vil tale om tingene end at handle – og den oplevelse har jeg generelt heller ikke. Min oplevelse er som regel at de kvinder som arbejder med spiritualitet og selvhjælp både arbejder på at tale og handle mere bevidst. Mens mange mænd hverken beskæftiger sig med at tale eller handle mere bevidst (af de grunde som jeg beskriver i min artikel). Mange mænd handler bare – som regel fuldstændig ubevidst.
Frk. Fortuna
Hej venner,
Ja, det er et meget spændende emne med mange forskellige aspekter og derfor er det nok en god idé at være varsom med at generalisere (selv om jeg godt er klar over at jeg på en måde selv gør det med mit indlæg!).
Men hvis vi nu antager at det virkelig er sandt at mænd generelt er interesseret i og beskæftiger sig med indre arbejde og at de virkelig fordyber sig i det... mens kvinder generelt bare ”shopper” rundt fra det ene kursus til det andet, og kun snakker og ikke handler... Hvor er alle disse bevidsthedsarbejdende, spirituelt interesserede, fordybede mænd så henne??? For jeg kan altså ikke se særlig mange af dem nogen steder. Og jeg mener ikke kun i selvhjælps-verdenen, men på alle livets områder. De befinder sig i hvert fald ikke (eller kun yderst, yderst sjældent) i forretningsverdenen eller i reklameverdenen eller i kunstverdenen eller i politikverdenen eller i håndværkerverdenen... hvis der virkelig er så mange mænd som beskæftiger sig med deres indre, hvor er de så henne? Hvorfor står der så ikke noget om dem i alle landets aviser og blade og på alle vores 35+ TV-kanaler? Hvornår har du sidst været til middag eller fest med en masse forskellige mennesker, hvor det viste sig at en stor del af mændene arbejdede med deres indre?
keepin’ it real
Tim
Ikke destomindre er det her du finder mændene, og ikke på weekendkurser i at leve i nuet. Så når du påstår at mænd ikke er optaget af spiritualitet, er det nok mere fordi du omgiver dig i et kvindemiljø. Det er som at konkludere at mænd ikke er interesseret i sport, bare fordi du ikke møder så mange af slagsen til jazz ballet.
Der er helt sikkert også mange mænd der ikke bryder sig om spiritualitet, men det er det også mange kvinder der ikke gør.
Jeg siger dog ikke at "Kvinder heller vil tale om det, end at handle" som du påstår i dit svar. Jeg siger at mænd heller vil handle end at snakke om det. Tror helt sikkert kvinder gerne også vil handle, men der er altså også meget snak i selvhjælps miljøet. Mange bøger, CD'er, DVD'er, kursus, uddannelser, fordrag og nye teknikker fra Amerika.
Det jeg er interesseret i, er hvad du gør når du står der sulten, præmenstruel, med skrigende børn i bagsædet, og indser at din mand ikke kommer til aftalen. Gør du det du læste i bogen i går aftes? Nyder nuet magiske kraft?
Hej igen Den Mørke Side Af Lykken,
Min iagttagelse af at næsten ingen mænd beskæftiger sig med selvhjælp og spiritualitet baserer jeg ikke udelukkende på min færden i ”kvindemiljøer”/alternative miljøer. For eksempel har jeg i mange år arbejdet som tekstforfatter for mange forskellige reklamebureauer og virksomheder indenfor forskellige industrier som IT, energi, design, legetøj, transport, film... Ikke nok med at jeg oplevede det som om at interessen for spiritualitet og selvhjælp i det hele taget er meget lille der, når det gælder mændene er den stort set ikke-eksisterende. Det samme oplever jeg på det (mande) fodboldhold som jeg har spillet på i mange år med mænd fra mange forskellige baggrunde – her er interesseren også stort set minimal. (For mere om mænd, spiritualitet og fodbold se min tidligere blogartikel ”Mænd er det mest undertrykte køn”).
Jeg forstår heller ikke rigtig din udtalelse om at traditionel spiritualitet og religion er mere dybtgående og praktisk end spiritualitet og selvhjælp. Så vidt jeg kan se er der ikke fundamentalt den store forskel på traditionel spiritualitet (såsom buddhisme, Bhagavad-Gita, mm.) og nyere spiritualitet sådan som den for eksempel præsenteres af Eckhart Tolle, Byron Katie og Deepak Chopra. Det som er forskellen er at den nyere spiritualitet kommer uden al den traditionelle kulturelle, tidsbestemte (og nogle gang kønsdiskriminerende og fordomsfulde) indpakning som mange af de gamle spirituelle traditioner kommer i. Og det er da rimelig cool og helt sikkert en af grundene til at moderne mennesker føler sig mere draget af den nyere spiritualitet end de gør af den gamle, fordi den gamle desværre med århundrederne og årtusinderne er blevet sløret og tynget af så meget overflødig og begrænsende indpakning.
Kærlig hilsenl Tim
Men dette er også ved at vende. Mænd er ved at lære af kvinderne, og snakke om sine følelser. Eksempelvis er 40% af de under 30 der går til psykolog, i dag mænd: http://jp.dk/indland/article1331017.ece
Når det kommer til spørgsmålet om hvorvidt den traditionelle spiritualitet er mere dybdegående en de kommercielle nye retninger, er helt sikkert et individuelt spørgsmål. Er ikke i tvivl om at om man læser Eckhart Tolle, og følger hans ord til punkt og prikke, kommer man langt (som jeg ser det er det er Tolles tilgang blot en forenklet version af Zen buddhisme).
Når det er sagt, og dette er kun en subjektiv observation, er det altså en kvalitets forskel på de jeg kender der har læst Tolle og Chopra i ti år (jeg kender faktisk en del), og de der har praktiseret Zen buddhisme i lige lang tid. Forskellen ligger i stemmen, blikket og måden de holdere sine kroppe. Hvordan de de lytter og reagerer.
Kære alle, Hvor var det dejligt, at der faldt ro og fred over debatten. Og eksperimentet med at være - istedet for at tænke sig kategoriseret som menneske, kvinde, mand, mor, far osv., er vel den tilstand vi alle inderst inde længes og stræber efter og som kommer til udtryk på hver vores måde alt efter hvilke overbevisninger, vi har valgt at tro på? Jeg tænker, at eksperimentet kan foregå hvor som helst. For i det øjeblik det er mig, der tror på tanken om at jeg tilhører en bestemt kategori, så kan jeg dybest set sidde hjemme i min sofa, stirre ud i luften og tro på det. Det er min bevidthed om at være bevidst om at jeg tror netop sådan, der giver mig muligheden for at sortere de kollektive overbevisninger og programmeringer fra, der giver mig oplevelsen af, at jeg hører til/ikke hører til i én af de utallige kategorier, der findes. Min pointe er, at jeg ikke engang behøver påvirkningen udefra for at kunne tro på den. Overbevisningen er så indgroet og forankret (programmeret) i mig, at den fungerer pr. automatik. Det er i hvert fald de observationer, jeg har gjort mig.
De kærligste tanker til jer alle Lenette