Hvorfor ber' du?

Hvorfor ber’ du?

Det er et stort spørgsmål som rummer mange sider. Hvad er det der gør, at vi pludselige får lyst til at be’. Hvad vil det sige at be? Skal vi be’ til nogen bestemt? Har det noget med spiritualitet at gøre? Skal vi hoppe rundt i orange gevandter eller kan vi ligne en helt almindelig popsild og være spirituel?

I skrivende stund ser jeg mig selv iklædt hvidt tøj og med en bedekrans om halsen. Jeg står i en sal med 150 mennesker i Indien og næsten alle omkring mig ligger på knæ og hviler panden mod gulvet. For mig så det ud som om de bukkede til den store tykke swami på scenen, som lige havde afsluttet Satsang. Jeg var meget i vildrede over dette syn. Hvorfor gjorde min veninde det bare sådan uden videre? Hvorfor gjorde jeg det ikke selv? Var jeg for generet? Hvad stoppede mig? Er det virkelig ham man skal bede til? Er jeg ved at blive sluset ind i en sekt?

Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig og der skulle gå en del år før jeg fik det svar, der fik det hele til at falde på plads.

Fra første gang jeg mødte bønnen ved min første yogatime, hvor min yogalærer chantede på sandskridt. Jeg blev meget fascineret af at be’, men samtidig kom der også megen undren og mange spørgsmål. Dog gjorde jeg det uden at vide hvorfor. I Indien gjorde jeg det uden at vide hvorfor, dog var min grænse nået ved bukke seancen.

Nogle år efter mødte jeg en mand det skulle blive skælsættende for min spirituelle udvikling. Han kom dumpende ind fra højre. Han var ingen kendt clairvoiant eller healer, men han havde en masse at dele. En dag da vi snakkede hang han lidt med hovedet og jeg sagde henslængt ”jeg tager dig med i min morgen bøn efter jeg har lavet yoga og meditation”. Han kiggede på mig og sagde ”ja tak, gider du så at be’ for mig med hjælp fra Moses og en anden”, som jeg ikke husker hvem var. Og sød veninde som jeg var, sagde jeg selvfølgelig ja.

Da jeg sad næste morgen efter endt praksis og skulle bede for ham, kom jeg til kort. Jeg kunne ikke be’ for ham med hjælp fra nogen, som ikke sagde mig noget og som jeg ikke kendte noget til (desværre var jeg meget uopmærksom i kristendomstimerne). Jeg ringede straks til ham og sagde at jeg ikke kunne be’ for ham, jeg vidste faktisk ikke hvad det ville sige.

Siden den dag lagde jeg alle indiske bede bønner på hylden og bad på dansk med mine egen ord. Jeg ber’ til det der er, ikke til nogen bestemt. Jeg går ikke i hvidt tøj og med bedekrans og jeg har flere gange på min vej afbleget mit hår, bare for at ruske lidt op i konceptet.
I dag må jeg sande at alle veje fører til Rom, så hvad enten man ber’ på den ene eller anden måde, så blive vores bønner hørt, dog synets jeg det er vigtigt at spørge hvorfor, så vi ikke bare lader os rive med, men gør det fordi vi virkelige er klart til det.

Hvorfor ber’du?

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvorfor ber' du?