Hvordan ser en person med angst ud? Af Lizl Rand

I 10 år kæmpede jeg med angst. Udadtil virkede jeg stærk og fuld af overskud, men indeni følte jeg mig bange, stresset og presset. I dag er jeg fri af angsten, og det har jeg skrevet om i bogen ”Kom stærk ud af din angst”, fordi jeg gerne vil hjælpe, nedbryde fordomme og tabuer og sætte ord og ansigt på, hvordan ser en person med angst ud?

I flere år led jeg af uro og sitren med voldsom hjertebanken, svimmelhed, åndedrætsbesvær og uvirkelighedssfølelse. Jeg frygtede, at jeg var alvorligt syg eller ved at blive skør. Dagligdagsopgaver som at købe ind, stå i kø, køre med tog og bus, sidde i biograf eller være til møde på jobbet eller hygge med veninder på cafe og i det hele taget være ude blandt andre, blev pludselig helt uoverstigelige opgaver.

Ingen kendte til min udfordring. Jeg turde ikke åbne op, fordi jeg var bange for, at jeg ville forsvinde, og den sidste rest af normalitet ville blive overtaget af det urolige monster, som hele tiden stillede nye og krævende opgaver til mig, og som fik mig til at miste tilliden til mig selv.

Jeg talte med min læge, der nævnte ordet ”angst”. Men det kunne jeg slet ikke forlige mig med. Jeg syntes det lød så elitært og selvhøjtideligt. Jeg så Edvard Munchs maleri ”Skriget” for mig. En vanvittig mand, der i alle regnbuens farver skriger tavst frem for sig. Som om han er i opløsning. Sådan et ansigt kunne jeg ikke identificere mig med. Jeg ville ikke tage den diagnose til mig. Jeg frygtede, at hvis jeg lod den klæbe på mig, så ville jeg ende som et psykisk tilfælde på en institution, der langsomt gled længere og længere ind i en verden af uro og uforudsigelige livstruende ubehag.

Jeg så mig selv som en presset kvinde på flugt – men med en stærk vilje og et brændende ønske om at høre til og bevise, at jeg var både dygtig og værd at elske. Derfor skjulte jeg mit parallelle liv med uro og angst. Jeg var så bange for at blive dømt ude. Jeg havde siddet til mange ledermøder og hørt hvordan folk, der oplevede livskriser, blev sorteret væk, når de store vigtige opgaver skulle fordeles. Svaghed var ikke karrierefremmende… så jeg holdt mund og så så normal ud, jeg kunne.

Det var faktisk heller ikke svært at virke normal. Ingen kunne tilsyneladende se eller mærke, at jeg måtte tælle skjorteknapper på mødedeltagerne for ikke at blive for svimmel under et møde og løbe ud i panik. Og ingen kunne se ud fra det arbejde, som jeg leverede, at jeg om aftenen havde følt det, som om loftet var ved at falde ned over mig – eller at jeg troede, jeg skulle blive kvalt i det overfyldte tog på vej til jobbet om morgenen.

Jeg kunne sagtens levere et flot stykke arbejde – samtidig med, at jeg var ”underlig” og måtte ty til selvmedicinering med rødvin og andre genstande, der kunne få min skuldre ned og give mig så meget ro, at jeg blot kunne være til stede.

Det var først, da jeg læste en artikel om en kvinde, der havde angst og som beskrev de samme symptomer, som jeg havde – at jeg kunne forholde mig til, at jeg led af angst. Jeg kunne identificere mig med hende, og pludselig var angst ikke farligt eller fjernt. Det var en kendt lidelse. Jeg var ikke alene, jeg var ikke alvorligt syg, jeg var ikke skør. Jeg havde angst, og det var muligt at få et normalt liv igen.

Det var forløsende. Og det var den identifikation, der gjorde, at jeg dels kom tilbage til et normalt liv – dels valgte selv at stå frem for at nedbryde tabuer og give andre angste et ansigt og en stemme. Og det skulle vise sig at være nødvendigt. For tabuerne trives – selvom der er sket meget de sidste 5, 10, 15 år i forhold til synet på psykisk sygdom.

At jeg i efteråret udkom med bogen ”Kom stærk ud af din angst”, skyldes alene en fremsynet redaktør på forlaget Pretty Ink, der så en bog i min angsthistorie. Jeg havde blot luftet i en leder, at jeg kendte til at leve med angst – men havde aldrig tidligere foldet historien ud… og jeg var meget i tvivl – ville jeg nu være hende med angsten?

Men jeg er stadig meget taknemmelig over, at være kommet fri af angsten og føler så stort et overskud, at jeg har noget at give andre. Jeg vil gerne hjælpe, og derfor skrev jeg bogen.

At skrive om mine ti år med angst i ”Kom stærk ud af din angst”, er noget af det bedste, jeg har gjort. For ved at dele min historie, har jeg fået så mange tilkendegivelser og tak, at jeg stadig er helt overvældet over, hvor meget det har betydet for andre at læse og høre min historie. Og når jeg i dag er ude og holde foredrag, er jeg altid meget høj og rørt bagefter, fordi angste og lukkede mennesker pludselig åbner op – og pårørende fortæller, at nu forstår de bedre. Det gør en forskel, at jeg deler.

At jeg oplever så meget respons fra læsere og tilhøre, skal måske også tilskrives fordomme (som jeg jo selv havde, inden jeg accepterede min angst), men som stadig florerer, og som jeg mødte, da bogen udkom og jeg skulle give interviews.

En journalist kunne ikke lade være med hele tiden at omtale mine høje sko og mit pæne kontor og tillægge mit tøj og mine omgivelser værdi som angstfremkaldende og noget, der skabte mindreværd hos andre, fordi det i hendes optik var så perfekt og strømlinet. Jeg måtte nærmest forsvare og forklare, at vi jo hver morgen har et valg i forhold til f.eks. hvilke sko, vi tager på. Jeg valgte et par højhælede, fordi jeg kan li dem – mens hun så valgte sine gummisko.

En fotograf kom i diskussion med sin redaktør om hvilket billede, der skulle bruges til at illustrere interviewet med mig i en avis. Fotografen havde valgt et helfigur foto, hvor jeg står ved havnen med vand og sol i baggrunden. Redaktøren mente, at jeg havde for lange ben på det foto! Det endte dog med, at fotografen fik sin vilje… ”så var der også noget til hussarene”.

På et onlinemedie fik jeg kritik for, at jeg havde for velsiddende nyklippet hår og det derfor virkede falsk, når jeg sagde, at det ligger i tiden at være autentisk. Og en fotograf fra en stor avis ville kun skyde fotos af mig, hvor jeg kiggede bedrøvet ned – selvom jeg fortalte, at det faktisk var en stærk og positiv historie, jeg havde udgivet.

Jeg lignede åbenbart ikke en med angst, fordi jeg ser glad ud, går i høje sko, har lange ben og et pænt kontor og skabt mig en karriere? Og jeg kan ikke være autentisk, fordi jeg går til frisør og forsøger at se så pæn ud som mulig på fotos (som de fleste andre sikkert også bestræber sig på)?

At stå frem og lægge ansigt til hvordan en angst kan se ud – er derfor vigtigt. Psykiske lidelser kan ikke ses, og der er så mange fordomme, om hvordan man ser ud, hvis man har angst, stress eller depression. Ligesom man som syg slæber rundt på en masse skyld og skam, fordi man har det dårligt. Eller ikke tør anerkende, at man har det dårligt, fordi man ikke ligner en posedame – eller drikker så meget, som ham på bænken…

I min bog citerer jeg sangeren Robbie Williams, der i mange år har kæmpet med depression, og som ofte møder antagelsen, at hvis man er kendt, rig eller har en høj status i samfundet, så er lykken gjort. Men det postulat punkterer han på fornem vis i et tv-show med følgende:

”Folk har svært ved at forstå, at man kan have det dårligt, selvom man har succes. Men det svarer til, at det ikke vil gøre ondt at stikke en kniv i låret, fordi man har en swimmingpool!”

Måske derfor møder jeg så mange smil og tak, fordi folk kan spejle sig i, at almindelige tilsyneladende velfungerende menneske godt kan få angst. Og at angst kan ramme alle. I alle jobs – selv ledere. Man behøver ikke ligne den skrigende mand på det berømte maleri – selvom man kan føle sig sådan indeni.

Som undertitlen til min bog ”Kom stærk ud af din angst”, lyder: En personlig beretning om at ligne en succes udenpå og være bange indeni”.

Sådan kan en angst altså også se ud.

Af Lizl Rand

Lizl Rand var tidligere Chefredaktør på magasinerne Psykologi, Tidens Kvinder og Q. Lizl Rand har forfattet ”Kom stærk ud af din angst”, en bestseller bog som handler om at gøre sig fri af angst. Du kan købe bogen ved at klikke på linket her: Lizl Rand: "Kom stærk ud af din angst

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Lizl

Tak for en god artikel om et vigtigt emne.

Angst er stadig et tabu, tak fordi du er med til at bryde det!

Kh Camilla

Angst kæmpede jeg med i 10 år. Lizl Rand om angst på Levlykkeligt.dk