Bæredygtig mode - Another View

Hvad drømmer DU om

Eller måske skulle jeg hellere spørge: Tør du stadig drømme?

Drømme er livets drive. I drømme trives vores passioner, og her findes det kim, der skaber vej for vækst, visioner og vilde favntag.

Vi skal turde drømme. STORT. Rigt. Ud af boksen.

Det er let at snuble i hverdag og erfaring og bilde sig selv ind, at der ikke længere er tid og plads til drømme. At drømme tilhører ungdom, naivitet og overskud. Bliver vores drøm gentagne gange skudt i sænk eller mødt med kritik, latter og sarkasme fra såvel os selv som andre, krøller den sig sammen og gemmes væk.

Prøv nu at lukke øjnene, lad livet strømme gennem dig, find det sted som stadigt er åbent, frit og begejstret. Mød nu din drøm …

Find din drøm
Når vi genfinder vores drøm kommer smilet frem. Opløftet, inspireret og motiveret får vi lyst til at handle. Lyst til at dele.

Og smukt er det at dele sin drøm med andre. Men også en stor og tillidskrævende opgave. Så vælg dine ‘drømme-creatorer’ med omhu. Ikke alle kender kunsten at nære en drøm og få den til at vokse.

Skab et drømmeteam hvor kreative ideer og input har plads. Hvor der brainstormes og udveksles. Med højt til himlen og åbent til fantasien; mulighedernes land. Blot det får blodet til at rulle, hjertet til at synge og giver et fantastisk ‘payoff’ til resten af dagen.

Selvfølgelig skal drømme også ‘skæres til og skæres fra’. Nyd derfor godt af skarpe hjerner, analytisk overblik og konkrete planer. Men hav øje for poesien undervejs. Lad dit øre lytte efter de sarte toner, nuancerne og originaliteten. Det sker så let: drømmen forsvinder undervejs, tørrer ind og pludselig har form som et realistisk og forudsigeligt projekt med fastlagt mål og resultat. Bliver til noget, vi allerede kender. En drøm har et strejf af magi. Udvider og forvandler.

If you know exactly what you are going to do, what is the point of doing it?
                                                                    Paplo Picasso

Derfor SKAL vi drømme  
Skal vi flytte os selv og verden skal vi turde drømme. Stort og urealistisk. Store drømme udfordrer vores tankegang - provokerer vores tryghed og rykker vores grænser. De taler til forandring og forbedring. Vores dybe drømme rammer os emotionelt og vækker en længsel der tænder tro og håb. Og derfor pirrer vores frygt.

HVORFOR?
FORDI vi er bange for at mislykkes. Fejle og miste. At drømmen trods gode intentioner aldrig bliver til noget. At vi ikke formår at udleve den. Ikke kan udholde skuffelsen.

Jo vist har de fleste af os gentagne gange hørt Disneys citat
‘ If you can dream it, you can do it’.

Men holder det? Gælder det også I min verden?

Hvordan fastholder vi drømmen?
Hvordan overvinder vi frygt og  tvivl?
Frygten mindskes ved tillid og handling. Tvivlen ved at tro på noget der er større end drømmen selv. Livet. Handling er at sætte en dato og tage det første skridt. Og så det næste.

Og måske giver det også styrke at tænke at ikke alle drømme partout skal eller bliver realiseret. I hvert fald ikke af dem, der tog de første skridt. Men jeg tror; det er vigtigt at prøve. At turde tro på sin drøm, uanset hvor utopisk, ‘langhåret’  eller naiv den forekommer, er at bidrage til livet. Drømme skaber fornyelse og synergi og er mindst lige så vigtigt, som at bidrage med ting eller penge. Selv når drømmen ‘failer’, har den en effekt. Og måske er der en anden, et andet sted på jorden, der fanger drømmens essens og giver den vinger.

Rollemodeller og inspiration
For at handle på en drøm, må og skal vi forlade reservatet og ud på det åbne hav. Dér hvor stormen raser, og begejstringen bruser med uro og frustration. Netop her ‘på havet,’ har vi brug for støtte og berigende relationer.

Next step er derfor: Find personer der inspirerer og guider dig på vej. Rollemodeller, personer du lærer af og vokser med. Personligt inspireres og motiveres jeg stort af mennesker, der er rige på erfaringer, netop fordi de ikke bare har prøvet en masse, men stadig prøver nyt.  Personer der er rige på oplevelser fordi de lever åbent og modigt, rige på relationer fordi de har elsket og stadig elsker.  

At kende sådanne personer øger mit livsmod. JA. Der er mere her i livet end velkendte rutiner og klædelige komfortzoner. Der er stadig meget at udforske og undersøge.

Hvor er de så mine rollemodeller?
Dem finder jeg alle vegne. I bøger, på film, I min familie og omgangskreds. Blandt nulevende berømtheder og døde helte. De er vidt forskellige, men skal jeg finde et fællestræk, må det være en hang til frihed og originalitet. En drøm om at forvandle verden en smule. Jeg elsker det skæve og unikke. Ridserne i overfladen. Mine rollemodeller tør sætte sig selv – og facaden – på spil for at udvide og udfolde livet.

Sammen med dem tør jeg også.

Lev din drøm
Skal drømmen leves ud, får du brug for al din kreativitet og evne til forvandling. At leve sin drøm handler jo ikke om at leve perfekt, men også om at leve ærligt og ægte. Kun du selv ved, om du gør det.

Dybest set handler drømme om at finde og vækste det kim af magi og potentiale, der findes i alle oplevelser, i alle mennesker, i alle relationer.

Drømme beriger livet og gør dig og verden levende. So please keep dreaming …

Kærligst Dorthe

Dorthe Brøgger 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Tak for dine dejlige ord. Det er godt at blive mindet om drømmenes værdi og kraft. Jeg synes det er supervigtigt at anerkende alle de lag af frygt der står i mellem os og vore drømme. Og måske står i vejen for vores kontakt til virkeligheden, som jo alt andet lige er det stof vores drømme er gjort af. We are such stuff As dreams are made on; and our little life Is rounded with a sleep. - Shakespeare Claus V.
Drømme er livets passion - tør du drømme? Læs med