Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Jeg har i disse dage forbudt min mand at opføre sig, som han plejer. I hvert fald hvad angår det talte sprog. Han plejer nemlig ofte at sige noget, jeg plejer at grine ad. Men lige nu går det bare ikke, at jeg kommer til at grine, for så kommer jeg også til at provokere et nyt hosteanfald. Og når jeg skal hoste, må jeg prøve med en dyb vejrtrækning og bøje mig fremover og holde på ribbenene, for mine muskler er så ømme, så ømme, efter tre dage og nætters dybdegående hosten. Det blev ikke bedre i aften af at se scener fra Victor Borges show …

Nu har jeg hverken brug for fru Bircow eller fru Nymann. Næ, ingen effekttrænings- eller mave-som-et-vaskebræt-dvd’ere er nødvendige her. Og aldrig har jeg været så øm som nu, når jeg har trænet i fitnesscentrets maskiner. Ømheden har bredt sig hele vejen rundt. Fra ribbenene ned i mellemgulvet og hele vejen rundt i taljen og om i lænden. Og ikke nok med det. Jeg får lavet masser af nakkeøvelser, fordi denne legemsdel er stiv af at ligge højt med hovedet for at undgå hosten. Se, dét er effekttræning!

Så kære fruer og herrer herinde på sitet: Hvis De ønsker at komme i form, så red Dem en lille hyggelig nytårsinfluenza. Den sætter ting i sving!

Jeg skriver for at muntre mig selv op, fordi min mand og jeg skal tilbringe nytårsaften hostende og galpende, slattent fjernsynskiggende, spejdende efter festlige fyrværkerier uden for vinduerne – og med indestængt latter. Godt at vi er to influenza-ramte. Så kan vi fejre det sammen.

Og jeg er heldigvis ikke noget offer! For lige nu får jeg bekræftet, at jeg er afhængig og har været det hele mit liv: af at grine og more mig. Så jeg kan godt leve med en tavs lykke nytårsaften. For lykken kommer jo indefra.

Vi kan heldigvis signalere til hinanden med øjnene i morgen.

Og vé den, der kommer til at fnise først.

Godt nytår til jer
fra Munnie