Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne - 3. del

(Du kan læse 1. del af denne artikel ved at klikke her.) 

Hvis du har læst første del af denne artikel tænker du måske at det blot er en 35-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden (det var jo derfor jeg var kærester med dem)!

1. del af artiklen er tværtimod et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt. Nemlig:

* At vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) fra barnsben af og resten af livet konstant bliver tæppebombarderet og hjernevasket af vores omgivelser med de mest vanvittige forestillinger om alt det der skal til for at leve et lykkeligt liv, og for at være okay, god og elsket.

* At de meget stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forestillinger ofte ser ud til at nå deres højdepunkt i kvinder i 30erne.

Hvordan kan det egentlig være? Hvordan kan det være at de ulykkelige konsekvenser af vores megahøje kollektive forventningspres ofte ser ud til at kamme helt over i kvinder i 30erne?

Jeg tror der er flere forskellige faktorer der sammen kan være med til at drive især mange kvinder i 30erne til forskellige grader af vanvid:

Vores kollektive myter om parforhold sætter først for alvor ind når vi er i 30erne
Som jeg skriver i mange af mine artikler er de 101 myter om parforhold som vi mennesker har troet på siden tidernes morgen noget som de fleste af os i større eller mindre grad er blevet indpodet med fra barnsben af. Men når jeg ser tilbage på mit eget liv (og på mange andre som jeg kenders liv) kan jeg se at det ofte er som om at de 101 myter om parforhold først for alvor begynder at sætte ind og styre vores liv og drive os til forskellige grader af vanvid når vi kommer i trediverne. Det var ikke fordi jeg og de fleste andre jeg kender ikke allerede troede på og led under parforholdsmyterne da vi var i tyverne eller i teenageårene (det gjorde vi). Men alligevel var det som om at de meget ubehagelige konsekvenser af myterne først for alvor begyndte at sætte ind da vi kom i trediverne.

Hvordan kan det være?

Så vidt jeg kan se er en af grundene at vi lever i et samfund hvor det er socialt accepteret at man, når man er i tyverne, venter lidt med at prøve at leve op til vores tårnhøje forventninger og ideer om parforhold, kærlighed, mænd, kvinder, ægteskab, børn, familie og alt det andet som kan høre med til den pakke som vi kalder for ”parforhold”. Når man er i tyverne er det socialt accepteret at man lige nyder livet lidt mere først, er mere til stede i nuet og ikke tænker så meget på fremtiden – blandt andet når det gælder parforhold (selv om der da helt sikkert også findes mange mennesker som allerede i tyverne kan bekymre sig halvt ihjel over hvordan det mon vil gå dem i fremtiden når det gælder både kærligheden, parforholdet og pensionsplanen!).

Men når man kommer i trediverne så begynder det der med parforhold ofte pludselig at blive dødsensfarlig alvor. Så begynder uret at tikke. Når man kommer i trediverne så er det nok med al den der fjumren rundt og have det sjovt. Nu er det tid til at tænke på fremtiden! Og med disse tanker begynder de 101 myter om parforhold for alvor at sætte ind for fuld kraft! Og driver både kvinder og mænd til forskellige grader af vanvid.

Der er dog en væsentlig forskel som ofte gør det endnu mere stressende for kvinder end for mænd når de 101 myter om parforhold for alvor begynder at sætte ind i trediverne. Og det er selvfølgelig at...

Det er så skide uretfærdigt at mænd kan blive ved med at få børn længe efter de har rundet de 40!
Som mange kvinder i 30erne meget fortørnet har sagt til mig når vi har diskuteret parforhold og parforholdsmyter, så ”Er det bare så skideuretfærdigt at I mænd sagtens kan vente med at få børn til I er i 40erne eller 50erne eller selv 60erne. Mens vi kvinder er nødt til at få børn inden vi er omkring de 40. Og når vi kommer i 30erne begynder det biologiske ur for alvor at tikke. Og hvis vi vil have børn (hvilket stort set alle kvinder tror at de – hvis ikke nu – så på et eller andet tidspunkt i deres liv gerne vil), så kan vi ikke længere spilde vores tid på mænd eller på forhold som vi ikke ved med garanti vil holde og resultere i børn. Vi er nødt til at have garantier, vi er nødt til at tænke på fremtiden.”

Og alt dette sætter selvfølgelig et ekstra stort pres på kvinder i 30erne når det gælder parforhold. Et pres som mænd i 30erne i sagens natur ikke har i samme grad. (De føler bare dette pres fra deres kvindelige partner!)

Er kvinder historisk set mere identificerede med vores kollektive parforholdsmyter end mænd?
En anden årsag som jeg har tænkt over måske kan være medvirkende til at vores kollektive parforholdsmyter nogle gange ser ud til at ramme kvinder mere hårdt end mænd kan være at kvinder historisk set har haft mere af deres identitet bundet op i parforhold end mænd har.

For eksempel: En af de ting jeg flere gange har undret mig over omkring mine udforskninger af de 101 myter om parforhold der driver os til vanvid, er at kvinder ofte ser ud til at reagere mere voldsomt på at jeg stiller spørgsmål til disse myter end mænd gør. Mænd reagerer ofte med at de da synes mine udforskninger er meget sjove og interessante (og nogle føler sig endda ret lettede!). Mens nogle kvinder kan blive ret så ophidsede og defensive når jeg stiller spørgsmål til vores parforholdmyter. (For et stykke tid siden betroede en mandlig læser mig at han virkelig nød at læse mine udforskninger af vores kollektive myter om parforhold – men at han ikke turde vise dem til sin kæreste!)

Dette har fået mig til at  tænke på om denne til tider kraftige reaktion fra kvinder måske delvis har noget at gøre med kvinders rolle og valgmuligheder i vores samfund historisk set. Indtil for ikke så længe siden var det jo sådan i vores samfund at kvinder – i forhold til mænd - kun havde ganske lidt råderum når det gjaldt deres liv. Mænd havde og har stadig mange områder de kunne udfolde sig på: De havde deres arbejde og karriere, deres finansielle frihed og selvstændighed, politisk og religiøs frihed og alle mulige andre områder de kunne boltre sig på – samt selvfølgelig det område af livet som hedder parforhold, sex og familie. Men når det gælder kvinder har det indtil for ganske nylig været sådan at kvinder fuldstændig var nægtet adgang til at udtrykke sig og være frie i stort set alle livets områder – arbejde, økonomi, politik, religion, kunst, you name it. Det eneste område hvor kvinder historisk havde lidt spillerum (eller magt om du vil) var parforhold, sex og familie (tænk bare på de gode gamle Jane Austen romaner!). Og med så lidt råderum, med kun parforhold og familie som det sted hvor man havde sit liv og sin identitet, er der så noget at sige til at dette blev så altoverskyggende et område for kvinder – hele ens liv, hele ens eksistens???

Og jeg undrer mig over om dette måske kan være en af grunden til at mange kvinder ofte reagerer kraftigt på at jeg stiller spørgsmål til vores mange myter og historier om parforhold og kærlighed? Fordi at selv om kvinder i dag (i hvert fald i den vestlige verden) nu i princippet har lige så mange områder at boltre sig på som manden – nu har deres arbejdsmæssige, økonomiske, politiske og religiøse frihed – så tænker og opfører mange kvinder sig måske stadig på et ubevidst plan som om at parforhold og kærlighed er det eneste de har, det allervigtigste i livet, den hellige ko som ingen må komme i nærheden af – og da slet ikke stille spørgsmål til?

Superkvinde-syndromet
Hvis du kombinerer alle disse faktorer – det faktum at vores kollektive myter om parforhold først for alvor sætter ind når vi er i 30erne, at det biologiske ur for alvor begynder at tikke for kvinder når de er i 30erne, og kvinders begrænsede rolle i vores samfund historisk set – med de tårnhøje forventninger som kvinder i vores samfund konstant bliver bombarderet med fra alle sider... at en kvinde i 30erne i dag på én og samme tid skal kunne jonglere både at være nybagt mor, hustru/kæreste, sexet elskerinde, se drøngodt ud og levere hjemmebag til børnehaven, gøre succeskarriere, bo i det lækre hjem med designermøblerne, være god veninde, og generelt bare være det som jeg kalder for den kvindelige version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect... er der så noget at sige til at så mange kvinder i 30erne bliver til tikkende stressbomber eller til sidst går fuldstændig ned med flaget?

For hvilket menneske (eller supermenneske) kan leve op til så massivt et forventningspres? Hvor mange kvinder lykkes det egentlig for? Og hvis det endelig lykkes for en af dem, er der så noget at sige til at de, når de begynder at nærme sig de 40, ofte begynder at føle sig mere end almindelig brændt ud, får et sammenbrud eller kommer i en eller anden form for alvorlig krise, hvad enten den er fysisk, psykisk eller begge dele (det som vores samfund populært kalder for ”stress” eller ”angst”)?

Efter krisen kommer desillusioneringen
I de sidste mange år har jeg givet mange foredrag, kurser og private sessioner i både ind- og udland om hvordan vi mennesker kan leve mere lykkelige liv ved at bringe vores tankegang mere i harmoni med virkeligheden. I begyndelsen undrede jeg mig over hvordan det kan være at langt størstedelen af deltagerne er kvinder i alderen 35-45 år? Hvor er alle dem i 20erne? Hvor er alle dem i 60erne eller ældre? Hvorfor er der næsten ikke nogen mænd?

Indtil det gradvist begyndte at gå op for mig hvorfor. Indtil jeg opdagede at der er en forbindelse mellem det massive forventningspres som vores samfund ligger på kvinder i 30erne og det at mange kvinder begynder at interessere sig for selvhjælp og selvrealisering når de kommer i slutningen af 30erne (37 år ser ud til at være det år hvor mange kvinder kommer i en eller anden form for krise. Pludselig kan de ikke mere).

For hvad sker der når man er i krise, hvad sker der når man bliver desillusioneret og det begynder at gå op for en at alle de ydre ting man har baseret sit liv og sin lykke på måske alligevel ikke kan gøre en lykkelig, ja måske endda ligefrem er en medvirkende årsag til at man har det så dårligt? Man begynder at se indad og lede efter svar og lykke i en anden retning.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Elsebeth Fogh - results through people Kære Tim Jeg kan ikke være mere enig med dig i, at vi kvinder ofte har alt for høje og urealistiske ambitioner om at være perfekte og derfor stresser både os selv og vore omgivelser. Så tak for din indsats for at skabe mere realisme og dermed større balance og harmoni Jeg var iøvrigt vild med dine romaner som jeg læste for nogle år siden Jeg havde en vildt underlig fornemmelse af at have været en del af livet i Avalon. Ellers er jeg ret begejstret for alt hvad Beam Team står for og tør godt sige at Barbara Berger har været en kæmpe inspirationskilde for mig i at have opnået så mange af mine drømme om karriere, mand, bolig, rejser, spirituel udvikling etc. Så jeg er sååå taknemmelig for jeres arbejde www.elsebethfogh.dk
Kære Elsebeth, Dejligt at høre fra dig. Jeg var også meget glad for din artikel her på levlykkeligt om kvinder (og mænd) i vores samfund. Hvis der er noget jeg kan gøre for at støtte sagen eller I får brug for en mandestemme siger I bare til. Hvem ved, måske var du en del af livet på Avalon dengang... Som du kan se arbejder jeg stadig for kvinders frihed og ligestilling – dog i denne omgang i en mandekrop (så jeg også kan opleve at mænd skam heller ikke har det for sjovt i vores samfund :-) http://www.levlykkeligt.dk/hvorfor_er_det_n%C3%A6sten_kun_kvinder_der_besk%C3%A6ftiger_sig_med_selvhj%C3%A6lp http://www.levlykkeligt.dk/m%C3%A6nd+er+det+mest+undertrykte+k%C3%B8n+af+tim+ray Keep up the good work – og sig til hvis du en dag er på de københavnske breddegarder, så giver jeg en kop kaffe. Kraften er med dig! Tim
Kære Tim, Jeg husker med al tydelighed dit 1. indlæg om kvinder i 30´erne. Og jeg reagerede prompte! Ikke fordi jeg var uenig. Jeg har jo som bekendt været "sådan én kvinde". Jeg tog dog hul på super-mom/woman/human-aktiviteterne i mine brølende 20´ere og rev - som en anden tornado - alt op med rod på min vej. Det gjorde jeg så op med i starten af mine udmattede 30´ere, og som du så rigtigt har observeret, så sidder også jeg blandt tilhørerne på diverse selvhjælps-, selvudviklings- og selvindsigtskurser og workshops. Når nu jeg lige stopper op og spørger mig selv og reflekterer over, hvad jeg egentlig forventer at finde, så mener jeg at svaret er: at tilgive mig selv at jeg overhovedet nogen sinde har budt mig selv og mine omgivelser at race som en anden Le Mans-kører igennem hverdagen med det ene formål at nå først i mål og have opnået.....hvad? At have vundet på så få pit-stop som muligt, at have udholdt en kæmpe fysisk belastning og at have udsat mig selv for generelt at brænde igennem og ud med sømmet i bund? Ja, det er så gribende grotesk og absurd og kræver virkelig tilgivelse. Jeg troede i mange år, at jeg kun var "noget", hvis jeg havde nogen at være det sammen med! Tsk tsk. Når jeg ser tilbage på al den lidelse, der fulgte i kølvandet på dén overbevisning, så forstår jeg ikke, at jeg overlevede. Jeg forstår til gengæld godt, at jeg ikke kunne fortsætte. Min oplevelse er, at også mændene er hårdt ramt af disse myter. Ikke kun når de danner par med en selviscenesættende, ambitiøs kvinde i 30`erne. Nej, de er også ramt af den omgivende verdens forslag til, hvordan livet bedst kan leves. Jeg har en ven som netop har taget hul på sine 30´ere. Han står allerede på en skillevej i sit liv. Drømmen om kæreste, børn, drømmehuset, kernefamilie-idyl og lørdag formiddag med fyldte Bilka-poser har slået bunden ud af ham. Han er kun ved at komme sig over den 1. mavepuster - at skulle fortælle familien om sin beslutning om at ville "finde og være sig selv". Jeg tror ikke, der kan hvile et større pres på et menneskes skuldre end at skulle konfronteres med alt det usagte, der følger som kommentar på den udmelding. Jeg tror ikke, der har været flere synkront himmelvendte øjne og træk ved mundvigene samlet på et sted end da han fortalte om sin beslutning. For sjovt nok var det ikke accept og tolerence han blev mødt af. Næ nej. Han skal nu - oveni al det andet - forholde sig til at han ikke har indfriet familiens forventninger om, hvordan han skal leve sit liv. Og det forsinker ham i at forholde sig til sig selv og komme i gang med at leve. Som han vil. Min pointe er, at det er et eksempel på at man skal være forberedt på at være modig og nærmest frygtløs med en vis portion dødsforagt, når man kaster sig ud i 30´erne. Uanset om man er mand eller kvinde. Og Tim, jeg sætter stor pris på at du prikker til os og vores forestillinger om pakkeløsninger med lykken i og at vi ikke kan være lykkelige førend vi har købt hus, fået børn, har 2 biler i garagen, hårde hvidevarer med metallook og isterningmaskine indbygget i køleskabet. Jeg er mest taknemmelig over at have opdaget, at det altid er muligt for os alle at være lykkelige. Hvis vi vælger det. Og det kræver mindst ligeså meget mod at vælge den lykke, der fungerer for én selv. Men ingen tilgivelse. Mange hilsner og kram Lenette
Kære Lenette, Dejligt at høre din historie... Og smukt at høre hvordan du nu møder din egen tidligere ubevidsthed med forståelse og tilgivelse. Du er for skøn! Det er en rigtig god iagttagelse du har der... at det kræver mod, og endda rigtig meget mod at følge sit hjerte i stedet for at prøve at leve op til omgivelsernes/sine egne forventninger – især fordi der meget sjældent er forståelse eller støtte at hente fra ens omgivelser. Hvilket også er en af grundene til at jeg synes at det er vigtigt at vi der går en anden vej støtter hinanden og bakker op om hinanden. levlykkeligt er netop et forum hvor vi kan gøre det. (Jeg har også foreslået levlykkeligt folkene at de skulle holde en levlykkeligt fest, så alle os herinde i cyberspace en dag også kan møde hinanden face to face!). Knus og kærlighed og støtte til dig kære Tim
Kære Tim, Ja pyha der er fart på og hvorfor egentlig?? Tak for endnu et skønt indlæg om dette emne som sætter tingene i perspektiv og får en til at kigge objektivt på dette virvar af vanvid...det er jo faktisk ret trist! Lad os huske at minde hinanden om hvor lykken er! Nemlig nu... Kærligst Pernille
Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne - 3. del