

En rød hjerne?
Er du energisk og tændt af begær efter oplevelser, styrke, fart og intensitet? Enten på arbejdet , med børnene eller helt konkret i forhold til en sportsgren eller en konkurrence?Det giver dig måske et godt og spændende liv, men risikoen er at din hjerne bliver gloende hed og brænder sammen af al den aktivitet, den udsættes for, er overhængende. Selv om det er sjovt og spændende kan det blive for meget, hvis du ikke træner din hjerne i at skifte til andre farver. Bare engang imellem. Helst en gang om dagen.
En gul hjerne?
Længes du efter en glæde du kender fra tidligere? Eller måske savner du sol og sommer om vinteren, drømmer dig væk til et andet samfund, eller håber på at din parforhold skal blive som det var engang. Håb og drømme kan være gode, med mindre de er et udtryk for at du har opgivet at handle, at ændre på noget. Hvis du ikke er ærlig omkring dine ønsker og behov overfor dig selv og for andre kan du komme til at snyde både dig selv og dem du holder af. Måske er du jaloux, eller du lyver om dine egentlige ønsker, fordi det føles for farligt at sige dem højt. Du kan have gavn af at få lært at åbne dig, sige fra og sige rent ud, hvad du mener. Du kan træne din hjerne i den retning.
En grøn hjerne? Er du vant til at være der for andre og hjælpe og sørge for at alle har det godt? Måske bliver du set på som et energisk menneske der fra naturens hånd er udstyret med en særlig livskraft ? Det er dejligt for dine omgivelser, der profiterer af din generøsitet, og med glæde tager imod din hjælpende hånd. Omvendt kan du også støde på misundelse fra dem, der tror du kommer legende til det hele. Og måske erfarer du selv at det er ved at være trættende at være den, der skal øse og have overskud hele tiden. Du kan trænge til at variere farvepaletten og være den der tager imod fra andre. Jo før jo bedre.
En blå hjerne?
Har din hjerne det bedst når der er orden og styr på tingene? Det kan være du har trænet din hjerne i at søge stabilitet og beskyttelse, for at du kan føle dig tillidsfuld og sikker i verden. Den nuværende tilstand føles måske harmonisk og fredelig, men hvis du ønsker at bevare roen og stabiliteten har din hjerne også brug for noget mere. Der skal bevægelse og forandring til for at skabe en fleksibel hjerne, så du undgår at roen bliver til stilstand og fastfrysning og du pludselig oplever at du er kørt fast. Din hjerne kan forandre sig på en rolig måde hvis du bare tillader en daglig leg med fantasi og forandring.
En grå hjerne?
Er din hjerne god til at overbevise dig om at vælge sofaen med Facebook eller Netflix som du plejer, selvom du længe har ønsket en forandring i dit liv? Selvom du måske føler dig trist og oplever din hverdag som en trummerum, føler du dig for træt til at ændre noget, og måske bekræfter din hjerne dig i at det er for sent at lave noget om. Du ved, hvad du har, og ikke, hvad du får. Og det fungerer jo trods alt, du får mad på bordet og kan betale din husleje, men måske længes du efter noget mere? Det kan være du ved at du ikke udnytter dit potentiale, din intelligens, din modenhed eller dine kreative evner? Måske sætter du tryghed over glæde og livskvalitet, men din hjerne kan strække sig som en elastik, hvis du træner den lidt. Og den er stærk, så du kan roligt trække lidt i den hver dag.
En sort hjerne?
Er din hjerne mesterlig god til at overbevise dig om at der er farer og problemer alle vegne? Du tager måske bekymringerne på forskud og lukker lyspunkterne ude. Det kræver en del energi af din hjerne, så du kan være sikker på at den er i god form. Til gengæld er det ikke særligt behageligt for dig med al den uro og du mærker det sikkert i din krop. Du kan derfor få stor fordel af at træne din hjerne i at skifte sit fokus. Det er mere enkelt end man skulle tro. Din hjerne har vænnet sig at zoome ind på vanskelighederne og nu har den brug for træning i at stille skarpt på noget andet. Måske gemmer der sig noget vrede eller tristhed, som har brug for at komme frem i lyset, så der kan bliver ryddet op og du kan få plads til håb og begejstring igen. En daglig praksis kan gøre underværker og give dig nogle flere farver at gøre godt med.
Måske kunne du genkende dig selv i en eller flere af beskrivelserne ovenfor? Men hjernen har ikke en farve og hjernen er ikke indrettet på en bestemt måde, som du så må lære at leve med. Hjernen er utrolig fleksibel og kan trænes til at blive mere og mere elastisk med alderen. Du behøver altså ikke bliver gammel og stivsindet. Du kan holde din hjerne klar og sprudlende fyldt med farver.
Hjernen er grundlæggende meget fleksibel. Den kan ændres sig, hvis du bare hjælper den en smule. Du har sikker hørt om nogen, der har trænet sig op efter en hjerneskade. Det kan lade sig gøre fordi hjernen kan trænes som en muskel. Hvis man begynder at bruge den på en ny måde får den mere og mere styrke. På den måde kan hjernen så at sige opdyrke nyt land - og du kan træne dig selv i at blive mere udadvendt, mere rolig, mere energisk, mere kritisk, bedre til at sige fra eller bedre til at sige til. Det er et spørgsmål om træning.
Lav nye vaner
Hvis du plejer at holde dig aktiv hele tiden, så væn dig til at sætte dig ned og slappe af med lukkede øjne i en halv times tid hver eneste dag. Det er ikke meningen du skal sove, men simpelthen træne din hjerne i at mærke ro og afslapning. Efter den halve time vil du meget lettere kunne mærke, hvad du har brug for eller hvordan du vil prioritere resten af din dag. Det vil også hjælpe dig hvis du en dag er særlig stresset eller urolig. I stedet for at styrte rundt, så sæt dig ned og luk dine øjne og se hvordan du ser på problemet efterfølgende. Som regel vil der være kommet flere vinkler på en sag.
Træn din hjerne hver dag
Du ved sikkert at en daglig gåtur er god for din hjerne. Det er det samme med din hjerne, den skal også helst trænes hver dag. Jo større ændringer du ønsker jo mere vedvarende træning kræver det fra dig. Og til gengæld får du selv belønningen for din indsats i form af en fleksibel og farverig hjerne.
Udfordr dine hjerneceller - lyt dig til forandring
Hvis du vil udfordre dine hjerneceller er der mange måder at gøre det på. Du kan gå i gang med at lære noget helt nyt, som fx at spille violin, at ride, eller at tale et nyt sprog. Hvis du i forvejen er aktiv eller der er nogle bestemte vaner eller farvenuancer du gerne vil have optrænet, så kan du med fordel gøre brug af nogle mindfulness værktøjer. Jeg har selv lavet en APP, som det er gratis at downloade. Den hedder “Psykologens Værktøjskasse”, fordi den indeholder 35 af de værktøjer som jeg har udviklet med henblik på at man kan forandre sig stille og roligt. Blot ved at lytte. Husk at hvis du skal lave varige ændringer i din hjernes struktur, så kræver det en indsats. Så du må lytte igen og igen, indtil du mærker at forandringen har bidt sig fast. Start med at lytte til et af de gratis værktøjer og hvis du kan mærke at det får dig til at slappe af, eller blive nysgerrig, så vælg en enkelt af de 35 ud fra din smag og dit unikke behov. Lyt til den igen og igen.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer