Skab harmoni i hverdagen

Om noget meget vigtigt i forhold til samværet med børn.

Når følelserne i børn er sat helt i kog og alt brænder på, er forståelse helt utroligt vigtigt. Forståelse er simpelthen nøglen til at barnet bliver i stand til at komme ovenpå igen og komme videre.
Når børn er i deres følelsers vold, skaber forståelsen den ro, der er nødvendig, for at fornuften kan komme på banen – hvad enten det er barnets egen fornuft eller den voksnes gode råd. Lad være med at tale fornuft og bruge en masse ord til et barn, der er ude af sig selv af hidsighed, sorg osv. Oftest vil ordene blot virke som brændstof til følelsen. Hvordan modtager vi selv velmenende råd eller bebrejdelser, når vi er ude af balance – hånden på hjertet, det er vist sjældent med et "tusind tak, det var lige det, jeg havde brug for." Når vores temperament koger allermest, ønsker de fleste blot en skulder at læne sig opad og en atmosfære, der kan rumme vores frustration.

Enkle forstående ord kan virke nærmest mirakuløst beroligende – sig fx "Jeg forstår godt, du ked af det." eller "Jeg har også prøvet det, og jeg blev også rigtig rasende." Lad det være dét, indtil der er kommet helt ro på. Altså ikke noget med at lade de forstående ord følges af "men prøv nu alligevel lige..." eller "du kan da også nok forstå." Gode råd er ubrugelige, så længe bølgerne i følelsernes hav går højt, og bebrejdelser er altid ubrugelige. (Bebrejdelser har aldrig nogensinde givet næring til det gode i andre mennesker, da det sætter fokus på alt det, der ikke fungerer.)

Ofte virker barnets voldsomme reaktioner dybt irrationelle i voksnes fornuftige øjne. Men forsøg, når du har overskud, at opbygge en tro på, at der altid er en god grund til barnets adfærd, så din forstående holdning til barnet efterhånden bliver oprigtig. Hvis du ikke kan få øje på nogen synlig årsag, der kan have udløst barnets reaktion, og dermed gør den meningsfuld i dine øjne, kan du stadig udvise en oprigtig forståelse. Husk nemlig, at barnets frustrerede tilstand er yderst pinefuld, og det i sig selv kan kalde på en forstående holdning.

Livet kan være så svært at navigere rundt i, og barnet mangler ofte de evner, der skal til for at håndtere bestemte situationer. Fx er både planlægning og impulskontrol funktioner i hjernens pandelapper, som er den sidste del af menneskehjernen, som færdigudvikles, og den bliver ved med at vise tegn på vækst, til man er midt i tyverne! Samtidig er stort set alt i barnets liv oftest overladt til voksnes forgodtbefindende – prøv om du kan huske, hvordan du havde det med det, da du var barn. Dette tilsammen kan give barnet gode grunde til at dykke følelsesmæssigt, og det skal vi voksne kunne rumme. Det er helt okay, at barnet græder og er frusteret, det skal det ikke gøres forkert af. Og vores ønske om harmoni og hygge, vores irritation over barnets dårlige humør og vores opfattelse af, at det bare er noget pjat hjælper ikke barnet til at komme ovenpå igen. Det gør forståelsen derimod.
Få flere tips på min hjemmeside www.holdaf.dk til et samvær med børn og unge, der får dem til at blomstre.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Skab harmoni i hverdagen